Gå til hovedindhold

Lavprisselskabet havde markant færre passagerer i Københavns Lufthavn i 2018.

Foto: Joachim Rode

Efter at være stormet frem i Københavns Lufthavn har Ryanair i 2018 tilsyneladende tabt pusten. Siden selskabets første rute i 2015 har hvert eneste år budt på vækst. Men sidste år vendte udviklingen.

Selskabet havde 4,3 procent færre rejsende fra den danske hovedstadslufthavn svarende til 85.535 færre passagerer på selskabets 28 københavner-ruter.

Det skriver luftfart.nu.

Blandt de 20 største selskaber leverer Ryanair dermed den absolut ringeste udvikling i 2018, fremgår det af en liste fra Københavns Lufthavn.

Analysechef i Sydbank Jacob Pedersen følger luftfartsindustrien nøje. Han peger på, at årsagen til Ryanairs “vækst-puster” blandt andet skal findes forklaret i selskabets uoverensstemmelser med personalet i 2018.

- Selskabet har i 2018 haft vanskeligheder med at holde flyene i luften. Mange afbrydelser og forsinkelser har haft noget at sige, forklarer han og tilføjer:

- Selvfølgelig springer det i øjnene, at Ryanair har tilbagegang. Men selskabet er også vokset meget på kort tid, så en puster er ikke unaturlig. Men lige så sikkert er det, at selskabet også er hæmmet vækstmæssigt af ikke at have en base i København.


FOTO: Luftfart.nu

Han forudser, at en aftale med fagforeningerne i Danmark vil kunne bane vej for betydelig vækst fra Ryanairs side, fordi selskabet dermed vil kunne åbne danske baser.

Indtil det sker, er selskabet henvist til at beflyve København og andre danske lufthavne med fly fra andre europæiske baser, hvilket især hæmmer adgangen til de attraktive morgenflyvninger.

Imens EasyJet havde 1,61 million passagerer svarende til en markedsandel i København på 5,3 procent i 2018, bød Ryanair velkommen til 1,88 millioner passagerer svarende til en markedsandel i København på 6,2 procent.