Må din leder ringe til dig, når du ligger med feber under dynen? Og skal du tage telefonen? Det er nogle af de spørgsmål, du kan få svar på her.
I Helsingør Kommunes ældrepleje kontakter ledere ansatte, når de er syge, på første, tredje og femte sygedag.
Men må en arbejdsgiver egentlig gerne kontakte dig, når du er syg?
Det korte svar er “ja” ifølge Trine Binderup, der er advokat med speciale i ansættelsesret.
- En arbejdsgiver må som udgangspunkt gerne kontakte dig for at høre, hvordan du har det, og hvornår du for eksempel forventer at være tilbage. Dermed ikke sagt, at man bare kan ringe konstant, for det vil være chikane, siger hun.
Nedenfor har vi samlet nogle punkter, som kan gøre dig lidt klogere på, hvad din leder må – og ikke må – når du er syg. Det er ikke sort-hvidt.
Må ikke spørge, hvad du fejler
Selvom din leder gerne må kontakte dig, når du er syg, så er det ikke alt, lederen har krav på at vide.
- Hvis en chef spørger, hvad du fejler, er du i din gode ret til ikke at oplyse det, for det har arbejdsgiveren ikke ret til at vide, siger Trine Binderup.
Der er heller ikke som udgangspunkt et krav om, at du skal tage telefonen, når chefen ringer.
- Når man er syg, så er man syg. Og ligesom der ikke er en lov, der siger, at arbejdsgiveren ikke må ringe, så er der heller ikke en lov, der siger, at du skal stå klar ved telefonen, siger Trine Binderup.
Pligt til at reagere
De fleste regler har undtagelser – det gælder også her. Der er nemlig nogle situationer, hvor det kan have konsekvenser, hvis ikke du reagerer på din leders henvendelse.
For eksempel har arbejdsgiveren ret og pligt til – senest fire uger efter første sygedag – at indkalde dig til en såkaldt sygefraværssamtale om, hvordan og hvornår du kan vende tilbage til arbejdet.
- Det skal du reagere og møde op til, hvis det sker med passende varsel, og du ikke er for syg til det. Ellers kan det få konsekvenser for din ansættelse, siger Trine Binderup.
Hun nævner også, at du har pligt til at reagere, hvis din arbejdsgiver for eksempel ønsker en såkaldt mulighedserklæring. Her skal du og din arbejdsgiver sammen udarbejde et skema om, hvornår og hvordan du kan vende tilbage i arbejde, som også skal vurderes af din læge.
Lokale aftaler
Udover den overordnede lovgivning vil der på mange arbejdspladser være specifikke regler for, hvad en leder må – og ikke må – når du er syg, lyder det fra Trine Binderup.
De kan både aftales i samarbejdsudvalg mellem ledere og ansatte eller laves af arbejdspladsen selv.
På offentlige arbejdspladser må ledelsen dog ikke på egen hånd lave regler for, hvor ofte en chef for eksempel må kontakte dig under sygdom.
- Proceduren, for hvordan lederen må agere under sygdom, skal drøftes mellem medarbejdere og ledere i lokale udvalg. Derfor kan der også være store forskelle på, hvordan man gør på de enkelte arbejdspladser, siger Michelle Jessen, der er ledelseskonsulent i Den Offentlige Gruppe i 3F.
Samtidig er det vigtigt, at intentionen fra arbejdsgiveren er den rigtige.
- Vores klare holdning er, at hvis din chef ringer til dig ofte, skal det være formålstjenligt og på grund af omsorg og ikke en kontrolforanstaltning, siger Michelle Jessen.
Du kan læse mere om dine rettigheder, når du er syg her.