Gå til hovedindhold
Det kæmpemæssige datacenter i Tietgenbyen i Odense er Facebooks tredje i Europa og skal stå færdigt i 2020.

Hovedentreprenøren på Facebooks kæmpebyggeri i Odense vil efter hård kritik tage imod lærlinge. Men aftalen er endnu ikke helt i mål.

Hvis alle brikker falder på plads, kan Facebook snart åbne portene for en stor portion håndværkerlærlinge på deres kæmpebyggeri i Odense.

Facebook har sammen med hovedentreprenøren på det nye datacenter, britiske Mace, fået hård kritik, fordi den mere end 1.000 mand store byggeplads har været lukket land for lærlinge.

LÆS OGSÅ: Oprevet ordfører: Facebook tager røven på de unge

Men det kan snart ændre sig. Den lokale erhvervsskole, Syddansk Erhvervsskole, er nemlig ved at indgå en samarbejdsaftale med Mace om at sikre praktikpladser til skolens elever.

Det bekræfter virksomhedskonsulent på Syddansk Erhvervsskole Michael Ejlskov Hesselhof over for Fagbladet 3F.

- Vi har haft forhandlinger med Mace, og det betyder, at vi kan gå videre med vores aftale om at få lærlinge ud på Facebooks byggeri, siger han.

Syddansk Erhvervsskole ligger blot 13 minutters kørsel fra Facebooks kæmpe byggeplads, og mange af skolens elever kan ikke få en rigtig praktikplads som for eksempel tømrer, elektriker og bygningsmaler i en virksomhed. 

LÆS OGSÅ: Facebook undgår lærlinge på kæmpebyggeri i Odense

Ikke lærlinge på vej endnu

Den gode nyhed om et større antal kommende praktikpladser på Facebook-byggeriet vækker dog også undren flere steder.

I går kunne den lokale avis Fyens Stiftstidende nemlig fortælle i et stort opsat interview med hovedentreprenøren Mace, at der allerede er indgået en aftale, og at 13 elektrikerlærlinge skulle være på vej ud på Facebooks byggeplads.

- Det kender jeg ikke noget til, siger Erling Jensen, der er formand for både Dansk El-Forbund Fyn og det lokale uddannelsesudvalg for elektrikeruddannelsen.

- Det er et emne, der optager mig meget, fordi mange af elektrikereleverne er i skolepraktik, og jeg har altså ikke hørt noget om, at de har fået en læreplads, uddyber Erling Jensen.

Heller ikke Michael Ejlskov Hesselhof,  virksomhedskonsulent på Syddansk Erhvervsskole, kan genkende historien. Samarbejdsaftalen mellem Syddansk Erhvervsskole er nemlig endnu ikke en realitet.

- Vi kan ikke sende elever i praktik på Facebook-byggeriet, før aftalen er godkendt af skolens ledelse. Når de har set på aftalen med juridiske briller, så skal der laves kontrakter med de firmaer, der skal ansætte vores elever. Så lad os lige få det hele på plads, inden vi lover for meget, siger Michael Ejlskov Hesselhof.

LÆS OGSÅ: Borgmester til Facebook-entreprenør: Tag lærlinge hurtigst muligt

Han glæder sig dog over, at Mace i Fyens Stiftstidende giver udtryk for at ville ansætte 13 elektrikerlærlinge og 25 lærlinge i alt.

- Det må være en ambition fra Mace, at de vil ansætte så mange lærlinge. Det glæder vi os til at hjælpe dem med at føre ud i livet, siger Michael Ejlskov Hesselhof.

Vil stille økonomisk garanti

En af de store knaster i bestræbelserne på at få lærlinge på Facebook-byggeriet har været at få Mace til at stille en bankgaranti for lønnen til de kommende lærlinge.

Mace har selv foreslået en løsning, hvor Syddansk Erhvervsskole skal være lønningskontor og tage sig af administration af pension, feriepenge med mere for de udenlandske firmaer, der skal ansætte skolens elever.

Den noget usædvanlige model er endda blevet godkendt af Undervisningsministeriet, men efterfølgende ville Mace ikke stille en garanti for de penge, som erhvervsskolen løbende skal lægge ud for hovedentreprenørens underleverandører.

Ifølge Michael Ejlskov Hesselhof fra Syddansk Erhvervsskole er den knast nu ryddet af vejen.

- Mace vil gerne stille en økonomisk garanti nu, siger han.

LÆS OGSÅ: Lærling på Facebooks byggeri: Giv mig nogle flere kolleger

3F: Mangler også praktikpladser til tømrerelever

Hos 3F Bygningsarbejderne på Fyn er formand Allan Due Pedersen tilfreds med, at der nu endelig ser ud til at komme en åbning for flere elektrikerlærlinge på Facebook-byggeriet, men han håber, at også tømrerlærlinge vil få mulighed for at få en praktikplads hos den amerikanske kæmpe.

Det ønske bakker virksomhedskonsulent Michael Ejlskov Hesselhof op om.

Særligt tømrereleverne på Syddansk Erhvervsskole er nemlig ramt af mangel på praktikpladser.

- Vi har rigtigt mange tømrerlærlinge gående i skolepraktik. De ville have godt af at komme ud på Facebooks byggeri, så de kan lære en rigtig byggeplads at kende. Der er nogle forhold omkring sikkerhed og andre ting, som de ikke kan lære i en skolepraktik, siger han.