Gå til hovedindhold

To pakistanere er meget taknemmelige for, at de nu vil modtage en forholdsvis høj betaling fra Lønmodtagernes Garantifond. Deres arbejdsgiver i Danmark har i stor stil snydt dem for løn inden virksomhedens konkurs.

De pakistanske brødre Shabbir Hussain og Basharet Hussain er blevet tilkendt i alt godt 660.000 kroner fra Lønmodtagernes Garantifond.
Privat

De blev lovet mellem 33.000 og 35.000 kroner i løn om måneden. Men ofte modtog de blot en betaling, der svarer til omkring 2.000-4.000 kroner om måneden.

Nu får de to pakistanere imidlertid mangedoblet betalingen for deres byggearbejde i 2017 og 2018 i Danmark. For pakistanerne er blevet tilkendt i alt godt 660.000 kroner fra Lønmodtagernes Garantifond, LG. Det fremgår af opgørelser fra LG, som Fagbladet 3F har set.

LG er en fond, som alle landets arbejdsgivere betaler til. Fonden kan dække ansattes tab af løn eller feriepenge, hvis virksomheden, hvor de arbejder, går konkurs.

De to pakistanere glæder sig over afgørelsen fra LG, fortæller de til Fagbladet 3F:

- Vi er begge dybt taknemmelige. 3F har hjulpet os, hvor ingen andre kunne hjælpe os. Vi er også meget taknemmelige over den måde, Danmark har behandlet os på, for det er Danmarks regler, der gør, at vi kan få pengene, siger Basharet Hussain.

- Nu vil vi først og fremmest betale de penge tilbage til familie og venner, som vi har lånt for at kunne komme til Danmark og arbejde. Jeg vil tro, at halvdelen af beløbene vil gå til at betale vores gæld. Det har været pinligt over for familien og vennerne. Men nu kan jeg igen se dem i øjnene og snakke med dem, siger han.   

Firma snød med beløbsordning

I december 2017 blev 41-årige Basharet Hussain ansat af det danske byggefirma DK Builders. I april samme år var hans bror, 49-årige Shabbir Hussain, blevet ansat af firmaet fra Mørkøv på Nordvestsjælland.

Via ansættelseskontrakterne var pakistanerne lovet mellem 33.000 og 35.000 kroner om måneden i løn. Disse lønninger var nok til, at de to pakistanere kunne bo og arbejde lovligt i Danmark efter reglerne i den såkaldte beløbsordning.

Men i virkeligheden fik Basharat Hussain ifølge 3F kun i alt knap 17.000 kroner i løn i hele perioden fra 1. december 2017 til 16. juli 2018. Hans bror modtog samlet set godt 42.000 kroner i løn for perioden fra 4. april 2017 til 16. juli 2018.  

Pakistanerne arbejdede ifølge dem selv op til 50 timer om ugen med blandt andet at bygge villaer i Holbæk.

Efterfølgende har Center mod Menneskehandel konkluderet, at de to pakistanere - samt en landsmand hos samme byggefirma - var ofre for menneskehandel til tvangsarbejde i Danmark.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pakistanerne har været med til at bygge parcelhuse på Torpet i Holbæk.
Pakistanerne har været med til at bygge parcelhuse på Torpet i Holbæk. FOTO: Privat

Direktør: Super god behandling

Tidligere direktør i DK Builders Madasar Ahmed vil ikke kommentere de pakistanske arbejderes oplysninger om deres løn hos byggefirmaet.

- De har fået det, de skulle have. Jeg ved ikke, hvad de klager over. Deres konto var ikke i orden, siger han.

- Vi har behandlet dem ligesom familie. Jeg har ikke dårlig samvittighed. De har fået en super, super behandling, siger Madasar Ahmed.

Dømt i Arbejdsretten

I august 2018 anmodede Skat om at få DK Builders opløst med henvisning til manglende betaling af moms og afgifter for 900.000 kroner. Byggefirmaet kom derefter under opløsning og senere konkurs.

I forbindelse med konkursen har 3F hjulpet Shabbir Hussain og Basharet Hussain med at få pengene fra LG. Beløbet på i alt godt 660.000 kroner dækker manglende løn, pension og feriepenge under deres ansættelse hos DK Builders i 2017 og 2018.   

- Jeg er glad for, at vores medlemmer har fået dækket en rimelig andel af deres manglende løn for deres arbejde i Holbæk. Det har været essentielt for dem og deres familier, at de får pengene nu. Det er ikke hver dag, at LG betaler så mange penge til folk efter konkurser, siger Elaine Larsen, faglig sekretær hos 3F Frederiksborg, og fortsætter:

- Jeg er dog ærgerlig over, at arbejdsgivere, der snyder medarbejdere eller ansætter medarbejdere under kummerlige dumpingforhold, kan slippe for selv at betale den regning, de efterlader, og lade LG dække omkostningerne.

I marts 2019 dømte Arbejdsretten DK Builders til at betale knap to millioner kroner i manglende løn til medarbejdere samt 390.000 kroner i bod til 3F for brud på overenskomsten.

Men byggefirmaet har intet betalt, oplyser 3F.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pakistanske Shabbir Hussain iført arbejdsbukser fra firmaet Byg&Bolig, hvor Jesper Oemann Andersen er direktør. Officelt var Shabbir Hussain ansat i DK Builders.
Pakistanske Shabbir Hussain iført arbejdsbukser fra firmaet Byg&Bolig, hvor Jesper Oemann Andersen er direktør. Officelt var Shabbir Hussain ansat i DK Builders. FOTO: Privat

Utilfreds med hovedentreprenør

DK Builders udførte opgaver for byggeprojektets hovedentreprenør fra Mørkøv, Jesper Oemann Andersen. De to pakistanske brødre boede i 2017 i et hus på Holbækvej i Mørkøv, der er ejet af selskabet L.O.A. Udlejning ApS. Direktør for selskabet er Jesper Oemann Andersen, og dets ejer er hans mor.   

Madasar Ahmed er utilfreds med Jesper Oemann Andersen.

- Byggemesteren har snydt os for mange millioner kroner. Han betalte ikke, hvad han skyldte os. Pengene kommer ikke fra himlen. Når jeg ikke har fået penge, er det klart, at jeg ikke kunne betale videre, siger Madasar Ahmed og bekræfter, at han ikke har betalt ifølge dommen fra Arbejdsretten.

Fagbladet 3F har gentagende gange forgæves forsøgt at få kommentarer fra Jesper Oemann Andersen.

For at kunne forsørge deres familie arbejder de to brødre nu i byggebranchen i et andet land uden for Pakistan. Brødrene ønsker ikke, at landets navn kommer frem på grund af deres families sikkerhed.