Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

Efter at EU har blåstemplet statsstøtte til PostNord, begynder virksomheden på endnu en runde fyringer. Denne gang skal der reduceres med 2.500 ansatte. 3F: Nu kan vi endelig komme videre.

Afskedigelserne vil ske i løbet af de nærmeste år, skriver PostNord i en pressemeddelelse mandag.

Efter at EU har givet grønt lys til støtte fra den danske stat, gennemfører PostNord nu anden del af sin restrukturering, der blandt andet omfatter fyringen af cirka 4.000 medarbejdere.

Af dem mangler cirka 2.500 fuldtidsstillinger stadig at blive afviklet. Afskedigelserne vil ske i løbet af de nærmeste år, skriver PostNord i en pressemeddelelse.

EU godkendte 28. maj støtten på 1,53 milliarder svenske kroner - eller hvad der svarer til lidt over 1,1 milliard danske kroner - til Post Danmarks omstrukturering.

Den store plan er dyr, da mange af de medarbejdere, der skal fyres, er tjenestemandsansatte. Med godkendelsen fra EU kan udførelsen af planen fortsætte.

3F: Nødvendigt med fyringer

I mange år er antallet af breve her i landet faldet drastisk. Derfor peger formanden for 3F Post, Lars Chemnitz, på, at der ikke er et alternativ til massefyringer.

- Det er desværre ikke nogen vej uden om afskedigelser i stor stil, ellers ville virksomheden gå konkurs. Vi skal ned på 5.000-6.000 job i løbet af et par år. Til gengæld kæmper vi for at sikre gode job til dem, som bliver tilbage, siger Lars Chemnitz, som understreger, at de aktuelle fyringer for længst er blevet besluttet.

Nu og her skal der fyres 200-300 i ledelse og administration, ligesom 250 3F’ere har taget i mod tilbud om frivillig fratrædelse. En del af de 2.500 stillinger bliver også fundet via naturlig afgang, altså ansatte, der går på pension, efterløn, finder nyt arbejde og så videre. Pengene fra staten gør det muligt at afskedige tjenestemænd, der typisk har et opsigelsesvarsel på tre år.

Snart navne på fyrede

Ifølge kommunikationsdirektør Thomas Backteman fra PostNord kan medarbejderne forvente, at det snart meddeles, hvem der skal fyres.

- Det bliver gennemført, så snart vi har fået den her likviditet, og det sker relativt snart. Det er i den nærmeste fremtid, at vi kommer til at eksekvere det her, siger han til Ritzau.

Han vil ikke kommentere, hvem der helt konkret rammes af spareplanen.

Underskudsforretning

PostNords ejere - den danske og svenske stat - indgik i oktober en aftale om at bidrage med 2,2 milliarder svenske kroner til koncernen. EU-Kommisionen har altså nu godkendt størstedelen af det beløb. Det forventes, at kommissionen vil godkende resten - 667 millioner svenske kroner - i løbet af 2018, skriver PostNord.

Af det resterende beløb kommer 267 millioner fra Danmark, mens resten kommer fra den svenske stat.

Den danske del af PostNord har længe været en underskudsforretning. I første kvartal af 2018 tabte PostNord Danmark 199 millioner svenske kroner på driften. I hele 2017 var tabet på over en milliard svenske kroner.

PostNords samlede redningsplan, der løber fra 2017 til 2019, indebærer afskedigelser af mellem 3.500 og 4.000 fuldtidsansatte, herunder 500 i administrationen.