Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

I Polen sidder en ny flok filippinske lastbilchauffører klar til at komme til Danmark for at køre lastbil for den kontroversielle vognmand Kurt Beier. Den aftalte løn ligger langt under danske chaufførers løn.

Mindst 38 filippinerne venter i Polen på at komme til Danmark for at køre i Beier-lastbiler.
Michal Sita

Mindst 38 filippinske lastbilchauffører opholder sig nu i Polen, hvor de venter på at komme til Danmark for at køre lastbil for den omstridte vognmand Kurt Beier. De venter i uvidenhed, mens dansk politi og Socialstyrelsens Center mod Menneskehandel lige nu undersøger, om 22 af deres landsmænd og fire srilankanere har været udsat for menneskehandel til tvangsarbejde hos den sønderjyske vognmand.    

Fagbladet 3F har fundet de 38 filippinske chauffører i tre forskellige huse i den nordlige, polske by Koszalin. De bor henholdsvis 16, 12 og 10 mænd i husene.

For få dage siden sagde 50-årige Josep Gosepx farvel til sin hustru og tre børn i Filippinerne. Nu lever han sammen med ni andre mænd i et hus i Koszalin, hvor de er blevet indlogeret af arbejdsgiveren, inden turen går til Danmark.

- Jeg kender ikke noget til problemerne i Danmark. Det her er et godt sted. Jeg ved ikke, hvor længe jeg skal være her. Jeg vil til Danmark for at tjene penge, siger lastbilchaufføren, mens han laver ris til aftensmad til sig selv og sine landsmænd.

Sidder i uvished

De 38 filippinske chauffører kan ikke umiddelbart få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Men det kan de i Polen.

Filippinerne er hyret af Kurt Beiers datterselskab i Polen - og venter nu på at få en polsk arbejdstilladelse. Med en polsk arbejdstilladelse i hånden kan de arbejde i Danmark og resten af EU.

Alene i 2017 gav Polen arbejdstilladelser til 683.000 personer uden for EU.

Nogle af chaufførerne kom til Koszalin for to dage siden, mens andre har siddet i et af de tre huse og ventet i op til tre uger.

- Vi har ikke talt med nogen fra firmaet i to uger. Vi skulle vente her, indtil vores papirer er i orden. Vi aner ikke, hvor længe det varer. Vi har bare fået af vide, at vi skal vente her, siger en af chaufførerne, der ønsker at være anonym, fordi han er bange for repressalier fra sin danske arbejdsgiver.

(Artiklen fortsætter under billedet).

De filippinske chauffører bor trangt i Polen, men er tilfredse med boligforholdene, fortæller de.
De filippinske chauffører bor trangt i Polen, men er tilfredse med boligforholdene, fortæller de. FOTO: Michal Sita

Får penge til mad

De filippinske lastbilchauffører i huset fortæller, at de fløj fra hovedstaden Manila på Filippinerne til Warszawa i Polen. I den polske hovedstad ventede “en fyr fra Polen”, som fragtede lastbilchaufførerne i bus til Koszalin.

Filippinerne i huset har via Facebook fundet ud af, at der i Koszalin bor andre filippinerne, der også er blevet hyret af Kurt Beier og skal køre lastbil fra Danmark. De to grupper vil gerne møde hinanden. Men de tør ikke, fordi de er bange for at fare vild i byen med cirka 110.000 indbyggere.

I et af de andre huse fortæller lastbilchaufførerne, at firmaet i første omgang gav hver person 500 zloty - eller cirka 860 kroner - til at købe mad for. Pengene skulle række i to uger.

Nu har chaufførerne netop fået yderligere 200 zloty at købe mad for. Men denne gang ved filippinerne ikke, hvor længe pengene skal række.

Chauffører: 8.000 kroner i månedsløn

Der er ingen af de 38 filippinske chauffører, der på nuværende tidspunkt har fået løn fra Kurt Beiers polske datterselskab, fortæller de. Men lønnen skulle komme 10. november, oplyser de.

Lastbilchaufførerne fortæller, at de er blevet lovet i alt 1.060 euro i løn og diæter om måneden. Det svarer til knap 8.000 kroner.

Til sammenligning tjener en typisk dansk eksportchauffør ifølge 3F mellem 26.000 og 32.000 kroner om måneden, hvis de bliver lønnet efter overenskomsten på området.  

Om lønforskel siger en af de filippinske chauffører, der også ønsker at være anonym:

- Vi er nye her i Europa. Vi kender ikke til lønnen for lastbilchauffører i Europa. Det har vi ingen idé om.

Flere af chaufførerne fortæller, at de med lønnen på 1.060 euro kan tjene mere end tre gange så meget, som de har tjent som lastbilchauffører på Filippinerne. 

- Der er meget stor forskel på lønnen mellem danske og filippinske chauffører. Vi vil bare gerne have halvdelen af, hvad de danske chauffører får, siger en af de andre chauffører anonymt.

Fagbladet 3F har søndag formiddag forsøgt at få en kommentar fra direktøren i Kurt Beier Transport, Karsten Beier.