Gå til hovedindhold

Når den konservative formand Søren Pape og direktøren for tænketanken Cepos tørrer ansvaret for fattigdom af på vores svageste, så er der tale om en borgerlig tankegang, der ville få den gamle socialdemokrat Anker Jørgensen til at rotere i graven, skriver blogger Rasmus Jønsson.

I sin nytårstale til danskerne i 1978 kræsede daværende statsminister Anker Jørgensen om forholdet mellem samfundets rigeste og fattigste. Anker fik på sin egen stilfærdige måde leveret et budskab om, at han skam ikke havde noget imod rige folk med swimmingpool, men at han ikke brød sig om rige folk med swimmingpool, der havde ondt i bagdelen over de fattige.

Gode gamle Anker Jørgensen må virkelig vende sig i graven, hvis han følger dansk politik her 40 år efter. Alene det at nye tal viser, at antallet af fattige børn er steget eksplosivt, så der nu er omkring 65.000 børn, der lever i fattigdom, ville gøre ondt på Anker, der var optaget af retfærdighed og af at skabe et lige samfund.  

Cepos: Fattige børn har godt af det!

Men også selve debatten omkring de fattige børn vil få Anker til at rotere i graven. For der er åbenbart ingen grænser for opfindsomheden i det borgerlige Danmark, når det handler om at sparke på dem, der i forvejen ligger ned.

I weekenden kunne man for eksempel læse, at direktøren Martin Ågerup fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos ligefrem opfatter det som sundt for børnene at være fattige. Direktøren mener, at børn i de fattigste kontanthjælpsfamilier har godt af at mærke konsekvenserne af de lave sociale ydelser. Og han konkluderer, at det giver børnene en drivkraft til at få en bedre levestandard, når de bliver voksne.

Ågerup er åbenbart ikke bare ekspert i økonomi, men også i børns adfærd og trivsel. Dog berører direktøren ikke fremtiden for børn, hvis forældre er blevet tordnende rige på finansfusk, gyldne håndtryk og hvidvaskning. Hvad mon skal motivere dem fremover i livet?

De fattige får skylden

Heller ikke de konservatives partileder Søren Pape ser de store problemer i, at der er kommet flere fattige børn i Danmark. For som Pape tørt konstaterer: “Fattigdomsgrænsen er noget fis!”. Pape mener, deres forældre skal skynde sig at finde et arbejde, for det er ikke sjovt at være fattig.

Han kommer dog ikke med bud på, hvad børnene skal gøre, hvis deres forældre ikke er i stand til at komme i arbejde. Pape vil ikke engang love en smule julehjælp til det fattige børn. Men pengene er selvfølgelig nok også brændt af på afgiftslettelser til folk med lystbåde! 

I dansk politik har det i mange år været på mode at ville hjælpe de fattige. Men dette synspunkt er åbenbart nu i store dele af det borgerlige Danmark blevet umoderne. Nu er der gået sport i at give de fattige skylden, både for deres egen fattigdom, og for at de er en udgift for samfundet. En besynderlig udvikling, da vi som land aldrig har været mere velstillede. 

Sådan måles rigdom

For dem, der kan huske Anker Jørgensen som politiker, kommer det nok ikke bag på dem, at de borgerliges holdning til de fattige fuldstændig strider imod hans menneskesyn og politik. Anker var også optaget af, hvorfor der var nogle, der havde så travlt med at jage de fattige og give dem skylden for alverdens ting. Brug dog kræfterne på at bekæmpe de ting, der skaber reel ulighed, var hans budskab i nytårstalen for 40 år siden.

Ankers budskaber må siges at være mere relevant end nogensinde. Ikke mindst hans syn på, hvordan vi måler et lands rigdom, er aktuel. Ankers definition var ganske enkel: Et lands rigdom måles på, hvordan vi behandler samfundets svageste mennesker. Så trods vores økonomiske rigdom vil Anker nok mene, at vores lille land er ved at blive en fattig nation!