Hans hustru havde lagt penge til side fra sin 60 års fødselsdag, som egentlig skulle bruges til at forkæle familien.
Men i stedet blev pengene brugt til at lukke de huller, der kom i privatøkonomien, da Næstved Kommune lukkede for den 61-årige Mikael Skriver Fredsgaards sygedagpenge i august 2021.
Den sommer ringede kommunen til 3F’eren Mikael Skriver Fredsgaard, mens han var hospitalsindlagt med betændelse i galdevejene.
– Jeg ligger der i sygesengen propfyldt med morfin, og så ringer de og fortæller mig, at mine sygedagpenge ophører. Det forstod jeg jo ikke helt, og jeg prøvede at argumentere med, at overlægen på Odense Universitetshospital havde fortalt mig igen og igen, at jeg ville være rask inden for et år og klar til at arbejde igen, fortæller han til Fagbladet 3F.
Fejl ikke at indhente statusattest
Og det er netop beskeden fra lægen, der er omdrejningspunktet i en dom fra 28. juni ved retten i Næstved, som nu er faldet ud til Mikael Skriver Fredsgaards fordel.
Sagen blev indledt med støtte fra 3F.
Her slår dommeren nemlig fast, at Mikael Skriver Fredsgaard fortsat havde ret til at få sygedagpenge i 2021.
Kommunen indhentede nemlig fejlagtigt ikke en såkaldt statusattest, hvori lægen kunne skrive, hvad udsigterne til at kunne genoptage arbejdet var.
Og det på trods af, at Mikael Skriver Fredsgaard selv flere gange oplyste til kommunen, at lægen forventede en raskmelding inden for 6-12 måneder.
I stedet vurderede kommunen bare, at han ikke ville være i stand til at genoptage arbejde på samme vilkår som før sygemeldingen inden for 134 uger, som det står i lovgivningen, at man skal kunne, hvis man skal have ret til sygedagpenge.
Og med den forklaring lukkede kommunen for kassen.
Men det havde kommunen altså ikke ret til, slår dommen fast.
Hver krone blev vendt
– Jeg blev jo superglad, da jeg hørte resultatet, for det kunne jo gå begge veje. Men jeg havde nu nok på fornemmelsen, at vi ville vinde, siger Mikael Skriver Fredsgaard, der nu kan se frem til omkring 85.000 kroner, som Næstved Kommune skylder ham i sygedagpenge.
Og pengene falder på et tørt sted.
For i den periode, hvor Mikael Skriver Fredsgaard i stedet for sygedagpenge røg på den noget lavere ressourceforløbsydelse, blev hver en krone vendt i familien.
– Ofte havde vi kun 100 kroner tilbage på kontoen i slutningen af måneden. Så det var da en hård tid. Men venner og familie støttede os rigtigt meget, og jeg var heller aldrig kommet det hele igennem uden den store opbakning fra 3F, siger Mikael Skriver Fredsgaard med særlig henvisning til arbejdsskadesagsbehandler Søren Kähler i 3F Sydsjælland.
3F: Under al kritik
I 3F er den socialt politisk ansvarlige Lene Krabbe Dahl meget tilfreds med dommen:
– Det slår jo klart fast, at kommunen var forpligtet til at indhente oplysninger fra Mikaels læge. Mikael havde flere gange fortalt sagsbehandleren, at de behandlende læger vurderede, at han kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet inden for 12 måneder. Og derved kunne sygedagpengene jo forlænges, siger Lene Krabbe Dahl.
Hun kalder det “under alt kritik” at kommunen bevist tilsidesætter en så væsentlig oplysning fra en syg borger.
– Især da det handler om borgerens fremtidige indtægt, siger Lene Krabbe Dahl.
Glad og videre i job
Næstved Kommune har nu fire ugers frist til at afgøre, om den ønsker at anke dommen.
Til tv2oest.dk siger arbejdsmarkedschef i Næstved Kommune Torben Bahn Petersen:
– Vi kan på nuværende tidspunkt ikke kommentere dommen, da vi er ved at afklare, om vi vil anke. Vi afventer tilbagemelding fra vores advokat.
Mikael Skriver Fredsgaard håber, at der er sat endeligt punktum i sagen.
Og så glæder han sig i mellemtiden over, at lægen fra Odense Universitetshospital fik ret.
For Mikael Skriver Fredsgaard blev nemlig klar til at arbejde igen, inden der var gået et år. I juli 2022 fik han job som omsorgsmedhjælper på næsten fuld tid.
– Det er det mest fantastiske og givende job, siger Mikael Skriver Fredsgaard.

