Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

Notice: Undefined index: und i include() (linje 7 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--link-to-article.tpl.php).

Corona-ledigheden slår nye rekorder: 1. juli meldte over 8.000 sig ledige, og flere eksperter forventer endnu flere ledige i efteråret. Lige nu er det ikke 3F's medlemmer, der trækket tallet op.

Fårup Sommerland gør klar til at åbne med tilhørende håndhygiejne og sikkerhedsafstand. I disse måneder åbner mange sæsonbetonede job. Alligevel satte corona-ledigheden i går en kedelig rekord.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der er rekorder, man er glade for at slå. Og så er der de kedelige. En af dem kom torsdag, da Beskæftigelsesministeriet meddelte, at 1. juli var der 8.030 personer, der meldte sig ledige på jobnet. Samtidig var der andre, der afmeldte sig, så netto var stigningen på cirka 6.000.

I alt røg antallet af tilmeldte ledige dermed op på 185.913 personer. Dermed er der 54.000 flere meldt ledige nu, sammenlignet med da corona-krisen ramte landet.

- Det er det højeste tal, siden coronaen ramte. Og det var lidt ventet, at der kunne komme flere ledige nu, for det er formentlig personer, der blev afskediget på grund af krisen fra og med 1. april, som har haft tre måneders opsigelse, plus folk der tidligere var på lønkompensation, påpeger økonom i 3F Jesper Grunnet-Lauridsen.

Ifølge Jesper Grunnet-Lauridsen burde ledigheden egentlig falde nu.

- I et normalt år falder ledigheden i forårsmånederne og i begyndelsen af sommeren. Der er så at sige mange job, der åbner i disse måneder – inden for byggeri, restauranter med mere. Derfor er stigningen på de ca. 54.000 i virkeligheden undervurderet, og krisen har nok snarere resulteret i op mod 70.000 flere arbejdsløse, mener han.

Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri, mener, at stigningen onsdag var “tredje bølge”. Den første bølge kom, da landet lukkede ned. Så var der en lille andenbølge omkring 1. maj, og nu en stor tredjebølge.

Han mener, at gårsdagens stigning var nogenlunde som forventet.

- Det tyder på, at det er personer med tre måneders opsigelsesvarsel, som meldte sig ledig i går. Og ellers har der jo netop været fyringsrunder i flere større virksomheder. Umiddelbart er det ikke fra byggebranchen, men det kan være brancher i berøring med byggeri, ingeniører eller andet, siger Bo Sandberg til Fagbladet 3F.

I Dansk Erhverv mener cheføkonom Tore Stramer ligeledes, at der dels er tale om funktionærer fra krisens start.

- Men vi kan også se, at mange virksomheder efterhånden træder ud af lønkompensationsordningen, fordi de tager bestik af situationen og kan se, at deres omsætning ikke kommer tilbage på sporet lige umiddelbart. Derfor tilpasser de nu. Det gælder særligt i oplevelseserhvervene, men også i industri og eksport, vurderer Tore Stramer.

Dystert efterår

Heller ikke hen over sommeren og start efterår ser det for godt ud ifølge økonomerne.

Tore Stramer fra Dansk Erhverv er ret pessimistisk:

- Det vil ikke komme bag på mig, hvis vi ser yderligere 25.000-50.000 ledige frem mod efteråret. Der er stadig omkring 35.000 på lønkompensation, så det er potentielt mange job dér, der er i fare. Ud fra de undersøgelser, vi har lavet blandt egne medlemsvirksomheder, er mange stadig meget tynget af krisen og kan ikke se en bedring lige om hjørnet. De er nødt til at tilpasse til den nye virkelighed, siger han.

I Dansk Byggeri forventer Bo Sandberg ligeledes, at der kan komme en ny bølge, når lønkompensationsordningen udløber ved udgangen af august. Han tror til gengæld, at mange virksomheder i stedet vil bruge arbejdsfordeling:

- Lønkompensation var skræddersyet til en nedlukning og er ret ufleksibel. Det er hjemsendt eller ej. Arbejdsfordeling er mere fleksibelt, hvor man arbejder i en slags rotation, så det forventer jeg, at flere vil gøre brug af i efteråret, mener Bo Sandberg.

Samlet effekt på 3F

Mens 3F’s medlemmer var blandt dem, der blev hårdest ramt i begyndelsen af corona-krisen, da blandt andet mange hoteller og restauranter måtte sætte et “midlertidigt lukket”-skilt i vinduet, så er det lige nu ikke 3F’s medlemmer, der står for skud.

Faktisk faldt antallet af tilmeldte ledige i 3F med cirka 200 pr. 1. juli.

Jesper Grunnet-Lauridsen fra 3F udtaler:

- Vores ledighed i 3F steg med 11.000 relativt hurtigt, da corona-krisen ramte, sammenlignet med samme periode sidste år. Siden er den faldet lidt, så vi i dag har cirka 7.750 flere ledige end samme tidspunkt sidste år. Samlet set har vi over 20.000 ledige i 3F, pointerer han.

- Ser vi på den samlede effekt af krisen, er 3F fortsat den a-kasse, der er hårdest ramt. Særligt 3F har mange sæsonansatte, som man må tage højde for, når man analyserer tallene, siger Jesper Grunnet-Lauridsen.