Karsten ØstergaardMens erhvervslivet råber på arbejdskraft, står flygtningen Sami Al-Dyab og hans familie til at blive sendt ud af Danmark efter syv år i landet, selvom han har fast job på Danfoss, købt hus i Aabenraa og familien på fem børn har taget det danske liv til sig. Ikke op til mig, siger minister.
Sami Al-Dyab græder flere gange under interviewet. Ikke hele tiden, men gråden sidder der. I halsen på ham, hver gang han siger en sætning.
Nogle gange skvulper den over. Så holder vi en pause. Men ikke længe, for det her er for vigtigt til at standse, mener Sami Al-Dyab.
- Du skal fortælle det her til hele Danmark. Det skal du, siger han og ryster.
- Alle skal vide, hvad der skal ske med os.
Siden Sami Al-Dyab flygtede fra et krigshærget Syrien til Danmark for syv år siden har han haft job i seks år, samlet sin familie omkring sig, lært dansk, købt et hus og blevet en del af lokalsamfundet i Aabenraa.
- Jeg er både medlem af bestyrelsen for den lokale Café Venligbo, medlem af Socialdemokratiet og 3F. Og jeg elsker Danmark, jeg elsker Aabenraa, og at mine naboer og jeg kan hjælpe hinanden og spise kage sammen. Vi har det så godt her. Jeg ønsker mig ikke andet, siger Sami Al-Dyab, mens han stolt viser sin nye terrasse frem.
- Den har vi bygget sammen, min nabo og jeg. Vi hjælpes ad. Jeg hjælper også ham, når der skal ordnes noget, siger Sami Al-Dyab.
Men sådan bliver det ikke ved med at være.
Smidt ud af Danmark
13. august sidste år modtog Sami Al-Dyab et brev. Hans opholdstilladelse i Danmark er ikke blevet forlænget. Han selv, konen og fire af de fem børn skal rejse tilbage til Syrien.
Den ældste dreng må blive, fordi han risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste i Assads regime – og dermed blive sat til at udføre de overgreb, som Sami Al-Dyab og hans familie flygtede fra.
Kun en anke til Flygtningenævnet står imellem Sami Al-Dyabs familie og en udvisning af Danmark, hvor han står til at miste det hele:
Jobbet som specialmedarbejder på Danfoss i Gråsten, som han har haft i over fire år.
Huset i Aabenraa, som han købte til familien for sine sparepenge, og som har været rammen om livet i de seneste år.
Fremtiden for de fem børn, der går på universitetet, gymnasiet, skole og til fodbold og fester.
Men mest af alt står han til at miste trygheden og den sjælefred, han har brugt de sidste mange år på at opbygge igen. For “hjemme” i Syrien venter det uvisse.
Ifølge Amnesty International og flere andre internationale organisationer bliver militærnægtere og systemkritikere som Sami Al-Dyab og deres familier udsat for grufulde hævnakter, når de vender tilbage til deres fødeland. Bortførelser, afpresning, tortur, mord.
Danmark er således det eneste land i Europa ud over Ungarn til at sende flygtninge tilbage til Syrien.
- Jeg vil ikke sige ordene. Men jeg frygter, hvad Assads soldater og militserne gør ved mine døtre. Om de kommer og tager dem, og vi aldrig ser dem igen. Om de tager min dreng. Min kone. Og mig. Assad er en morder, hans soldater kan finde på det hele, siger Sami Al-Dyab og kigger ned.
Danfoss-kollegaer: Koldt og kynisk af den danske stat
I Syrien måtte han flygte fra militæret og de lokale militser, som jagtede ham og de andre demonstranter mod Bashars styre, som de ikke fik ram på med geværild.
Flere af hans venner blev bortført og udsat for tortur. En af dem advarede Sami Al-Dyab om, at han var den næste i køen. Den næste til at forsvinde.
Så Sami Al-Dyab flygtede til Danmark. Endte i Aabenraa.
I dag er Sami Al-Dyab så lokal, at han siger “seis” i stedet for “seks”. Og “sau” i stedet for “sover”. Sønderjyske gloser talt igennem en syrisk flygtnings sætninger.
På jobbet hos Danfoss bliver han set som det, han er:
- Sami er en stabil og trofast medarbejder og en rar mand. Der er ikke meget sygefravær, og han er villig til at lære nye ting. Det er også derfor, at Sami har flere nøglepositioner hos os, siger Johnny Faurskov, værkfører på Danfoss i Gråsten.
Han forstår ikke, at Sami Al-Dyab og hans familie står til at blive sendt ud af Danmark.
- Det er ikke menneskeligt, den måde det bliver gjort på. Man tager ikke hensyn til noget, siger han.
- Sami har en god stilling herude, og vi mangler jo arbejdskraft. Vi har faktisk svært ved at trække arbejdskraft til Sønderjylland og bruger en masse tid på at lære folk op. Så bagefter siger man: Du har ikke ret til at være her, du skal hjem, siger Johnny Faurskov.
Han påpeger, at hele Sami Al-Dyabs familie er en del af lokalsamfundet.
- Hvor integreret skal man være for at få lov til at blive? Det er en kold og kynisk verden, siger Johnny Faurskov.
Lajla Heldt er tillidsrepræsentant for 3F på Danfoss i Gråsten. Også hun er dybt involveret i Sami Al-Dyabs sag.
- Det fylder meget herude. Vi snakker om det hele tiden. Vi forstår det ikke, siger hun.
Sami Al-Dyabs familie er ikke alene om at stå på kanten af det danske samfund.
- Vi har seks-syv andre flygtninge ansat her på Danfoss i Gråsten, der er kommet fra Syrien ligesom Sami. Hvad skal der ske med dem? Vil de så være de næste, der bliver sendt hjem? spørger Lajla Heldt.
Danfoss: Svært at erstatte flygtninge
Hos Danfoss står ledelsen også undrende tilbage.
- Vi har i længere tid haft utrolig svært ved at finde egnede produktionsmedarbejdere og har blandt andet brugt en del ressourcer på at finde de rette medarbejdere blandt syriske flygtninge, opkvalificere dem fagligt, socialt og kulturelt i samarbejde med Sønderborg Kommune og flere andre lokale virksomheder, siger Burkhard Winski, HR-leder hos Danfoss’ hovedkontor.
Han kan ikke udtale sig om enkeltsager, men understreger, at flygtninge som Sami Al-Dyab har en vigtig rolle hos Danfoss.
- Når man beslutter at udvise velfungerende flygtninge, der er i arbejde, medfører det ofte omkostninger for virksomhederne. Det er besværligt, dyrt og en stor udfordring at finde nye, kvalificerede medarbejdere, siger Burkhard Winski.
Minister: Ikke min vurdering
Så sent som i torsdags måtte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye stå skoleret foran Europa-Parlamentet, der beskyldte ham for at sætte “et moralsk nulpunkt” og have svært ved at sove om natten, fordi Danmark og Ungarn står alene om at sende syriske flygtninge ud af Europa.
Til Fagbladet 3F siger ministeren, at han ikke ønsker at gå ind i konkrete sager.
- Det er Udlændingestyrelsen og derefter det uafhængige Flygtningenævn med en dommer for bordenden, der afgør, om folk har behov for beskyttelse i Danmark. Jeg stoler naturligvis på deres vurdering, siger Mattias Tesfaye.
Han henviser desuden til, at der findes den såkaldte arbejdsmarkedstilknytningsordning at søge på, hvis man som flygtning er i job i Danmark.
En ordning, der dog først kan ansøges om, efter man som flygtning er endeligt udvist af Danmark. Og som umiddelbart kun kan bruges til at sikre ophold i Danmark for familiens børn under 18 år, ikke de tre ældre børn.
Ingen plan B for Sami
Siden Danmark i 2019 gik enegang, og som det første land i Europa begyndte at sende syriske flygtninge tilbage, er over 400 syrere flygtet fra Danmark til andre EU-lande for at slippe for at blive sendt tilbage.
Sami Al-Dyab kender flere, der har valgt den løsning. Startet et nyt liv i Tyskland, Sverige, Holland, Belgien.
Men for ham selv er valget simpelt. Han har allerede opnået drømmen: at blive i Aabenraa. Se sine børn vokse sig store i Danmark og få et liv her, som han selv er lykkedes med.
- Danmark er mit hjem, siger Sami Al-Dyab.
- Det er her, jeg hører til. Vi har bygget vores liv op her. Vi har købt hus, børnene går i skole, gymnasium, universitetet. Det her er vores liv. Ikke Syrien. Her, siger han.
Tvunget til at droppe jobbet og sælge huset
Tilbage står Sami Al-Dyab og hans familie og venter.
1. februar skal deres sag for Flygtningenævnet.
Hvis de ikke får medhold, bliver familien tvunget til at flytte ind i et af de udrejsecentre, hvor forholdene flere gange i medierne er blevet beskrevet som en form for fængsel.
Her skal de bo, indtil de kan forlade Danmark. Ingen i familien må fortsætte deres liv, som de kender det nu.
Sønnen Mohammad og datteren Jouri på 12 og 17 år skal stoppe i dansk skole og til fodbold i den lokale idrætsklub. Datteren Esraa på 19 år skal stoppe i gymnasiet og sit fritidsjob. Den ældste datter, Aalaa på 24 år, skal stoppe på Syddansk Universitet, hvor hun netop er begyndt at læse til civilingeniør i robotteknologi. Og sønnen Ashraf på 23 år bliver alene tilbage i Danmark uden sin familie.
Sami Al-Dyab og hans kone må sælge huset, han må forlade sit job og sætte sig til at vente på, at Danmark og Syrien indgår en diplomatisk aftale om at modtage hjemsendte flygtninge – en proces, der allerede har taget flere år.
Indtil da vil deres liv stå på pause. Og bliver de sendt tilbage til Syrien, frygter de fremtiden endnu mere.
Men Sami Al-Dyab selv tror ikke på, det ender så galt.
- Jeg tror på Danmark, på demokrati, på det her land. Når danskerne hører min historie, vil de sige fra og hjælpe os til at blive. Det er jeg sikker på, siger han.
- Det er jeg sikker på.
