Gå til hovedindhold
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) venter på en evaluering af førtidspensionsreformen, men er parat til at ændre loven.
FOTO: Arkiv / Polfoto

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) slog på et samråd fast, at Folketinget kommer til at ændre på den udskældte førtidspensionsreform.

- Ja, jeg mener, der er behov for at præcisere den lovgivning.

Så klart lød det fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), da han onsdag var i samråd om førtidspension.

Troels Lund Poulsen erkendte, at uanset udfaldet på den evaluering af førtids- og fleksjobreformen, som er i gang nu, vil der ske ændringer.

- Hvordan der vil ske ændringer - det vender jeg tilbage til, når jeg har drøftet det med forligskredsen, sagde ministeren.

Det tog fire år

Det var beskæftigelsesordfører Finn Sørensen fra Enhedslisten, der havde indkaldt til samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg om reformen. En reform, der har været hovedperson i rigtig mange samråd. Og genstand for utrolig meget kritik siden dens indførelse 1. januar 2013.

Blandt andet er der efter refomens indførelse gigantiske forskelle på - fra kommune til kommune - hvor mange førtidspensioner, der tilkendes. Og senest har Fagbladet 3F omtalt, hvordan kommunernes lange sagsbehandlingstid og insisteren på at finde arbejdsevne hos syge borgere kan føre til direkte psykisk sygdom.

Finn Sørensen kvitterede straks for ministerens indrømmelse:

- Det er første gang, jeg hører en beskæftigelsesminister sige så klart og tydeligt, at der er behov for at præcisere den lov. Så langt er vi kommet. Det tog fire år. Men indtil nu har den sætning hele tiden været efterfulgt af en anden sætning, der hed: “hvis der er behov for det”. Men dette lille “hvis” tog ministeren ikke med denne gang. Det er jeg glad for. Det skal ministeren anerkendes for, sagde Finn Sørensen.

Vi trækker lige vejret

Beskæftigelsesministeren ville ikke ind på, hvad der konkret skal ændres ved loven.

- Det er mest sagligt lige at trække vejret et kort øjeblik og så se på, hvad der skal til, for at vi sikrer, at den intention med loven, som et bredt flertal havde i Folketinget, bliver efterlevet. Derfor må vi afvente evalueringen, slog ministeren fast.

Dog fremhævede han, at der med garanti kommer til at blive en diskussion af begrebet “åbenbart formålsløst”. Det er et begreb, som i den nye lovgivning er afgørende for, om en kommune kan tilkende en borger førtidspension. Det kan kommunen, hvis udviklingen af borgerens arbejdsevne er “åbenbar formålsløs”.

- Det er lige præcis kernen af den her diskussion. Det kommer vi til at forholde os til, sagde ministeren.

- Der er en meget stor variation i forhold til, hvordan kommunerne tilkender førtidspension. Det kræver selvfølgelig, at vi politisk forholder os til det, sagde Troels Lund Poulsen.

S bakker op

Som Fagbladet 3F tidligere har skrevet, er også Socialdemokraterne - hvis formand Mette Frederiksen var hovedarkitekten bag reformen - klar til at ændre i lovgivningen. Det gentog beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen ved dagens samråd:

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi kommer til at lave loven om. For der foregår noget derude, som ikke er i orden, sagde han.

Den samlede evaluering af reformen falder i to dele. Den ventes færdig omkring februar og med politiske drøftelser bagefter. Troels Lund Poulsen lovede på samrådet at inddrage alle Folketingets partier heri.