10 år efter Utøya: 
- Min ungdoms uskyld blev visket væk den dag

Kristian Kragh Lundø så flere kammerater blive skudt og dræbt af den højreekstremistiske terrorist Anders Breivik, da han i 2011 deltog i den socialdemokratiske ungdomsorganisations sommerlejr på Utøya. I oktober tager han til Norge for at mødes med en række af de andre overlevende fra massakren.

Tidlig interesse for politik

Kristian Kragh Lundø var syv år, da familien flyttede fra Hanstholm til den lille landsby Åmot i Modum Kommune vest for Oslo, efter hans mor via sit arbejde som speditør havde mødt sin nuværende norske mand.

Opvæksten var tryg, og Kristian Kragh Lundø fattede tidligt interesse for politik og samfundsforhold. Han var aktiv i en interesseorganisation for gymnasieelever, før han i begyndelsen af 2011 meldte han sig ind i Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF), som er tilknyttet Det Norske Arbeiderparti og er den største politiske ungdomsorganisation i Norge.

Her blev han hurtigt lokalformand og valgt ind i regionsudvalget. Senere stillede han op til byrådsvalget i Modum for Det Norske Arbeiderparti, hvor han blev valgt ind med næstflest stemmer.

Festivalstemning

Den dengang 18-årige Kristian Kragh Lundø glædede sig, da han i sommeren 2011 satte kurs mod Utøya.

- Utøya var noget, som vi altid havde talt meget om. Det var min første sommerlejr, og det blev noget af en debut, siger han.

På Utøya deltog han mandag til onsdag i et kommunalpolitisk kursus, og torsdag 21. juli 2011 husker Kristian Kragh Lundø for alt det gode, som sommerlejren med 564 deltagere havde at byde på.

- Der var lidt festivalstemning over det og en masse andre unge, der tænkte og følte som mig. Solen skinnede. Der var volleyball, debatter, kurser og glade mennesker, siger han.

Under angreb

Dagen efter, fredag 22. juli, blev deltagerne i sommerlejren om eftermiddagen kaldt sammen til et fællesmøde. Programmet blev udsat, og diskoteket aflyst.

Sommerlejrens ledere fortalte, at en bilbombe var eksploderet foran regeringsbygningen i Oslo. Her blev otte mennesker dræbt og mange såret.

Kristian Kragh Lundø og de andre unge på Utøya fik besked på at gå ned til deres telte og ringe til deres forældre. Trods de tragiske nyheder følte de fleste sig i sikkerhed på øen, der ligger cirka 50 minutter i bus og en lille sejltur fra Oslo.

- Tanken om terror var slet ikke i vores hoveder, siger Kristian Kragh Lundø.

Han befandt i Buskerud-lejren sammen med kammerater og partifæller fra Viken-regionen, da Anders Breivik lidt efter klokken 17 gik i land Utøya fra en lille færge. Forklædt som politimand med en riffel, en pistol og en tung kasse, som unge socialdemokrater hjalp ham med at køre op til hovedhuset på øen.

Han foregav at være kommet til Utøya for at beskytte deltagerne på sommerlejren, men kort efter skød og dræbte han de første af sine mange ofre.

- De første skud lød som fyrværkeri. Vi tænkte, at det var virkelig dårlig timing og en dårlig joke at fyre fyrværkeri af efter bombeangrebet i Oslo, siger Kristian Kragh Lundø.

- Lydene blev hurtigt højere. Det var som om, at nogen slog med en kost på en olietønde. Pludselig kom der 40-50 mennesker op mod os. De sagde intet, men så skræmte ud. Så blev der skudt igen. Kuglerne susede om ørerne på os. Så løb vi, siger han.

Blødte ihjel

I flugten henad Kærlighedsstien på Utøya blev Kristian Kragh Lundøs ven Mads væk. Han fandt ham igen, hyperventilerende i bunden af en stejl, glat skrænt, hvor Kristian Kragh Lundø et øjeblik selv var ved at gå i panik.

Forinden nåede han at tage fat i 15-20 andre unge, der kom løbende efter ham på Kærlighedsstien og få dem med ned ad skrænten.

- Vi gemte os under klippefremspringene nede ved vandet, siger Kristian Kragh Lundø.

De unge mennesker nåede kun lige at søge dækning, før Anders Breivik systematisk begyndte at skyde efter dem. De, der lå yderst eller ikke var kommet langt nok ind under klipperne, blev skudt eller dræbt.

En 14-årig pige døde på stedet foran øjnene på Kristian Kragh Lundø og de andre. En ung dreng blev ramt flere gange.

- Han blødte ihjel, mens han kaldte på sin mor, siger Kristian Kragh Lundø.

Andre blev hårdt såret. Nogle græd eller hulkede af frygt eller smerte. Hele tiden havde Kristian Kragh Lundø sin stedfar i røret på mobiltelefonen.

Han opdaterede Kristian Kragh Lundø, når der kom nye oplysninger fra politiet eller medierne. Ellers var de begge helt stille.

Glasagtigt blik i øjnene

På et tidspunkt begyndte der at trille sten ned tæt ved Kristian Kragh Lundø, og en pige, der befandt sig længere oppe, røg to meter ned og landede på stenene i det 11-12 grader kolde vand i fjorden.

Hun turde ikke flytte sig, men nikkede til de andre og formåede at holde sit hoved oppe over vandet, så hun kunne trække vejret.

- Vi kunne ikke se, at hun blødte, da hun havde tykt tøj på. Så vi troede, at hun var faldet ned. Men hun var blevet skudt i hoften, havde fået smadret to ryghvirvler og milten og havde ingen førlighed i benene, siger Kristian Kragh Lundø.

I de næste 10-15 minutter sad Kristian Kragh Lundø og de andre stille, mens Anders Breivik og skuddene bevægede sig længere væk henad Kærlighedsstien.

- Vi sad med sten i hænderne. Klar til at forsvare os, siger Kristian Kragh Lundø, der på et tidspunkt fik at vide af sin stedfar, at politiet var på vej til øen. Derefter afbrød han samtalen, fordi hans mobiltelefon var ved at løbe tør for strøm.

Da pigen i vandet begyndte at kaste blod op og få et glasagtigt blik i øjnene, besluttede Kristian Kragh Lundø og flere andre, at de måtte hjælpe hende. De rejste sig nærmest synkront op.

- Jeg så en masse hænder, der var klar til at hjælpe, og bad hende tælle. Ikke til 5 eller 10, men til 7. For at hun skulle træffe et aktivt valg og holde sig ved bevidsthed, siger han.

Øen var ikke sikret endnu, men en båd nærmede sig, og Kristian Kragh Lundø og flere andre hev fat i den unge pige, fik hende op at stå og pakkede hende ind i deres tøj.

- Hun insisterede på selv at gå hen til båden. Jeg ved ikke, hvordan hun var i stand til det, siger han.

Breivik frygtede at blive overmandet

På Utøya var forskellen på liv og død en hårfin balance mellem held, tilfældigheder og tid.

- Vi fik senere at vide, at hun havde ligget så længe i vandet, at det havde begrænset hendes blødninger. Og at hun var druknet og død af kulde, hvis hun havde ligget i vandet meget længere, siger Kristian Kragh Lundø, der hjalp med at få kammeraterne op i båden.

Bagefter sikrede han sig, at de der lå tilbage, blev dækket til.

Anders Breivik var i august 2011 tilbage på Utøya med politiet for at medvirke i en rekonstruktion af massakren.

- Der fortalte han, at den eneste grund til, at han ikke var hoppet ned der, hvor vi gemte os, var, at han på grund af sit udstyr frygtede at miste fodfæste og blive overmandet, siger Kristian Kragh Lundø.

Skam og skyld

Massakren på Utøya kostede 69 mennesker livet. I tiden efter følte Kristian Kragh Lundø skam og skyld.

- Jeg havde så dårlig samvittighed over, at jeg fik nogle mennesker med ned ad skrænten. Der var trygt under klipperne, men der var ikke trygt for alle, siger han.

- Men jeg ved ikke, hvordan jeg ville have det med mig selv, hvis jeg ikke havde gjort noget. Måske er der nogle, som overlevede delvist på grund af det, som jeg gjorde, men jeg er ingen helt eller noget særligt. Det er der andre, der er. Jeg har aldrig set så mange i fællesskab handle så uselvisk som på Utøya.

Gennemlevede traumer to gange om ugen

”Love is all you need” står der på en magnet på køleskabet i det rækkehus uden for Aarhus, hvor den 28-årige Kristian Kragh Lundø i dag bor sammen med sin kæreste.

I soveværelset hænger et indrammet billede med teksten ”Love lives here”, og kærligheden lever og har det godt i rækkehuset, hvor der i stuen står et stort fladskærms-TV ved siden af en stak kryds og tværs blade. Kun katten Pippis kradsemærker på døre og paneler bryder de enkle linjer og den lyse indretning.

Men det har krævet mange kræfter for Kristian Kragh Lundø at lukke op for sine følelser, lade andre komme tæt på og forenes med, hvad der skete på Utøya.

- Pludselig blev jeg forsøgt myrdet på grund af det, som jeg stod for, siger han.

Allerede få dage efter, at Kristian Kragh Lundø kom hjem fra Utøya, besluttede han, at oplevelserne ikke skulle knække ham eller ødelægge hans liv.

- Jeg var så tæt på at miste livet, at jeg vil have mest muligt ud af det, siger han.

Kroppen reagerede dog fysisk og psykisk, og Kristian Kragh Lundø fik psykolog- og krisehjælp.

- I et halvt år gennemlevede jeg mine traumer to-tre gange om ugen, siger han.

Angstanfald

Høje lyde, mange mennesker og små ting i hverdagen udløste angstanfald. Han husker første dag, hvor han mødte op til undervisningen i 3.G. på Rosthaug videregående skole i Norge, hvor hans underviser var i gang med at forklare nogle marketingsmekanismer ved hjælp af balloner.

- Da jeg åbnede døren for at gå ind i klassen, sprang der to-tre balloner. Jeg smækkede bare døren i og satte mig ned på gulvet og græd, siger han.

- Jeg hadede det som pesten ikke at have kontrol over min egen krop. Det var et hårdt at komme igennem.

I 2012 flyttede han fra Norge til Aalborg for at studere, men allerede året efter droppede han bacheloruddannelsen i politik og administration.

- Da jeg flyttede hjemmefra, havde jeg intet sikkerhedsnet eller netværk. Der var mange nye indtryk, fester og alkohol. Jeg drak for meget og jo flere fester, som jeg gik til, jo mere skubbede jeg folk væk fra mig, siger han.

Da han mødte sin kæreste, som han skal giftes med næste år, begyndte tingene at ændre sig i positiv retning.

- Nu var der et menneske, som jeg turde åbne op for og klamre mig fast til. Det har været benhårdt, men hun har været en god og fast støtte, siger Kristian Kragh Lundø.

Han har været tilbage på Utøya flere gange siden 2011. Senest sammen med sin kæreste i forbindelse med et TV-program. Her fik Kristian Kragh Lundø lejlighed til at vise hende rundt, og de sad sammen under klipperne, hvor han havde gemt sig, da kameraerne var slukket.

- Der faldt der nogle ting på plads, siger Kristian Kragh Lundø.

“Utroligt, hvad tid kan gøre”

Kristian Kragh Lundø ved, at sekundet, hvor han valgte at løbe til venstre i stedet for til højre på Kærlighedsstien på Utøya, var med til at redde hans liv. Lige som de timer med tårer, uger og måneder med behandling for traumer og de 10 år, der er gået, er en del af en lang proces.

- Det er utroligt, hvad tid kan gøre, siger Kristian Kragh Lundø, der arbejder som country manager for Ditur.dk i Norge.

I gamerstolen på kontoret ved siden af stuen slapper han nogle gange af med krigs- og skydefilm. Det gjorde han også efter massakren på Utøya.

- Men nogle af spillene var for realistiske og voldsomme, siger han.

- Dybt, dybt nede kan jeg stadig godt fremkalde de følelser, som jeg havde på Utøya, hvis jeg vil. I dag bliver jeg lettere berørt og kan godt fælde en tåre over en film, men jeg kan også godt se objektivt på oplevelsen. Det er et aktivt valg, som jeg har truffet. Jeg har kæmpet for at leve med det.

Efterlyser et opgør med ekstremistiske ideologier

I slutningen af oktober tager han til Oslo for at mødes med en række af de andre overlevende, som han mener, at politikerne har svigtet.

Han efterlyser et opgør med tankegodset og den højreekstremistiske ideologi, der førte til massakren på Utøya og er med til at polarisere samfundet.

- Det lovede politikerne os, men der er en kæmpe berøringsangst i forhold til at tale om tingene, som de er og erkende, at du har fejlet. Der var ingen, som stoppede Anders Breivik i opløbet. Det burde der have været. Og hvorfor er det, at vores egen opførsel skubber andre ud i ekstremer, spørger Kristian Kragh Lundø.

Selv om den norske befolkning stod sammen efter massakren på Utøya, er nationens sår langt fra helet.

Hver tredje overlevende fra Utøya lider i dag af posttraumatisk stress (PTSD), viser en rapport, som den norske forskningsinstitution Nasjonalt Kunnskapssenter om Vold og Traumatisk Stress udgav tidligere i år. Lige så mange har fået trusler eller hadefulde beskeder og afholder sig ifølge den norske avis Verdens Gang (VG) fra at deltage i samfundsdebatten.

Så sent som 2. september i år blev et 20-årig medlem af AUF slået ned på åben gade i Trondheim efter en partilederdebat.

Gerningsmanden var en mand i 60’erne, der råbte: ”Breivik havde ret. I skal alle dø.”

- Det bekymrer mig meget. Utøya er kun 10 år siden, men efterhånden har vi glemt alt det, som vi lovede hinanden. Vi skal værne om ytringsfriheden. Den er en vigtig del af demokratiet, men grænserne bliver trukket hårdere og hårdere op, og der er en grov tone i debatten og ekkokamre på Facebook, hvor folk kan svine hinanden til uden at stå til ansvar, siger Kristian Kragh Lundø.

- Der er et ordsprog om, at “først pisser man på folk, og bagefter siger man, at de lugter”. På samme måde er der folk i samfundet, som bliver behandlet dårligt. Folk, der er flygtet fra krig og rædsler, som vi alligevel kritiserer for at være kommet hertil. Vi er nødt til også at kigge indad. Vi kan ikke blive ved med bare at pege fingre af andre. Vi skal begynde at se på hinanden som mennesker igen, siger han.

Stålsat holdning

Terroristen og massemorderen Anders Breivik, der i dag har skiftet navn til Fjotolf Hansen, fik en forvaringsdom på 21 år for sine grusomme gerninger på Utøya.

Dommen kan forlænges med fem år ad gangen, så længe han vurderes at udgøre en trussel for samfundet, men da han har afsonet 10 år, har han begæret om at blive prøveløsladt.

En sag, der skal behandles i retten, og som Kristian Kragh Lundø har en stålsat holdning til.

- For mig vil det være en falliterklæring, hvis det vurderes, at Anders Breivik har krav på at blive prøveløsladt eller en dag løsladt, og han så ikke bliver det. Jeg har aldrig klandret Anders Breivik som person. Det er ikke ham, der er den store stygge ulv, men alt det, som han stod for, og det tankesæt, som han havde med, siger Kristian Kragh Lundø.

- Jeg har altid ment, at der skal være en teoretisk mulighed for, at jeg møder ham på gaden igen. Ikke fordi jeg har lyst til det - for jeg ville have det meget stramt med det. Men fordi jeg ikke vil lade mig påvirke emotionelt af det, som jeg rationelt mener, og fordi jeg prøver at være stærk i min tro. På systemet, retsstaten og demokratiet, siger han.