Gå til hovedindhold

Arbejdsløsheden voksede i maj til 5,6 procent. Den vil fortsætte med at vokse, lyder det fra økonom.

Arbejdsløsheden er steget stødt under coronakrisen. I februar lå den på 3,7 procent, i marts steg den til 4,2 procent, og nu er den landet på 5,6 procent i maj.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

Stigningen i arbejdsløsheden i maj svarer til, at 6.200 fuldtidspersoner mistede arbejdet. Dermed blev arbejdsløsheden skubbet op til 5,6 procent for maj måned.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, der er landets førende kilde til at måle arbejdsløsheden over tid.

Danmarks Statistiks tal er blandt andet sæsonkorrigeret og har omregnet hvert enkelt ledige til fuldtidsansatte personer.

Modsat har Beskæftigelsesministeriet løbende opdateret på udviklingen af antallet af ledige i råtal uden at lave den samme statistiske behandling.

Selvom Danmarks Statistiks tal for maj er nye, står det derfor også allerede klart, i hvilken retning udviklingen går i juni.

- Stigningen i maj kommer ikke som en overraskelse, fordi vi har de her tal på ugentlig basis fra Beskæftigelsesministeriet. Og de viser endda et fald på cirka 4.000 personer i juni, skriver cheføkonom hos Nykredit Troels Kromand Danielsen i en analyse af tallene.

- Mange virksomheder tager nu konsekvensen af svækkede forretningsmuligheder og smider håndklædet i ringen og tilpasser medarbejderstaben. Det vil give flere ledige i de kommende måneder.

Arbejdsløsheden er steget stødt under corona-krisen. I februar lå den på 3,7 procent, inden den steg til 4,2 procent i marts og 5,4 procent i april, inden den altså i maj er på 5,6 procent.

Danmarks Statistik noterer sig, at ledigheden vokser mest blandt de yngste grupper på arbejdsmarkedet. Det er de 25- til 39-årige, hvor ledigheden er størst. Arbejdsløsheden blandt 25- til 29-årige er vokset til over 10 procent.

Derudover har Danmarks Statistik bemærket, at der under corona-krisen er noteret langt mindre sygdom og andet midlertidigt fravær blandt ledige.

Derfor advarer Danmarks Statistik om, at hvis dette ikke skyldes, at ledige har været mindre syge, kan det have medført en overvurdering af ledigheden i maj.

Danmarks Statistik nævner selv, at det kan skyldes en anden registrering af sygdom blandt ledige under krisen.

/ritzau/