Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
TEMA
Slikfusk
TEMA
Slikfusk

Slikfusker David Yüksel lejer lokaler af den ansete advokat-familie Stagetorn. Lokalerne har været raseret af rotter.

Den kendte advokat Henrik Stagetorn bekræfter, at slikfusker David Yüksel lejer lokaler i en ejendom, der administreres af Stagetorn Advokater
FOTO: Polfoto

En af Danmarks mest kendte og ansete advokatfamilier, Stagetorn, har gennem flere år udlejet kiosklokaler til den omstridte slikfusker David Yüksel. I samme periode er David Yüksel blevet dømt i Københavns Byret i en sag om social dumping over for rumænere, og han er blevet tiltalt ved Retten i Hillerød for at have unddraget den danske statskasse knap 22 millioner kroner i chokoladeafgifter. David Yüksel er desuden flere gange afsløret i sager om slikfusk, ligesom han er indstillet til konkurskarantæne.

Familien Stagetorn udlejer gennem et firma kiosklokaler i et idyllisk kvarter tæt på Strøget i København til David Yüksel. Den omstridte slikgrossist har i flere år været direktør for selskabet bag kiosken Gl. Torv Minimarked.

Advokat Merethe Stagetorn bekræfter lejemålet over for Fagbladet 3F og henviser til sin søn, den kendte advokat Henrik Stagetorn. Begge er partnere i firmaet Stagetorn Advokater. Henrik Stagetorn bekræfter i en mail til Fagbladet 3F, at lejemålet ligger i en ejendom, der administreres af Stagetorn Advokater.

- Lejeren har overtaget lejemålet via en afståelsesret, og udlejer har derfor ingen indflydelse på, hvem der er lejer. Herudover har jeg ingen kommentarer til din mail, skriver Henrik Stagetorn i mailen. 

Henrik Stagetorn forholder sig således ikke til sagerne med David Yüksel. Og advokaten svarer ikke på, hvorvidt Stagetorn-firmaet fortsat vil udleje lokalerne til David Yüksel.

Raseret af rotter

Lokalerne tilhørende Stagetorn-firmaet er de seneste flere måneder blevet renoveret af udenlandsk arbejdskraft på foranledning af David Yüksel. Renoveringen er stadig i gang.  

Kiosken på Gammel Torv lukkede i august 2016. Det skete kort efter, at fødevaremyndighederne 10. august 2016 havde fundet friske bidemærker i pakker med chokolade i en salgsdisk, mange fodspor fra rotter i butik og baglokale samt rottelort på lager og i baglokale.

Fødevarestyrelsen udstedte i august 2016 en bøde på 10.000 kroner til selskabet Gl. Torv Minimarked. Det viser Fagbladet 3F’s aktindsigt hos styrelsen. Men bøden er ikke blevet betalt, oplyser Fødevarestyrelsen til Fagbladet 3F.

- Vi har politianmeldt virksomheden, da den ikke har betalt bøden, siger Charlotte Kølln, der er sektionsleder i FødevareKøbenhavn.

 - Rotter og deres ekskrementer udgør en fare for fødevaresikkerheden, fordi de spreder sygdom til fødevarerne, siger sektionslederen.

Må ikke åbne før kontrolbesøg

Fødevarestyrelsen skriver i kontrolrapporten om tilsynsbesøget 10. august 2016, at virksomheden ikke må åbne på ny, før styrelsen har været på kontrolbesøg.    

Charlotte Kølln oplyser, at Gl. Torv Minimarked har informeret Fødevarestyrelsen om, at virksomheden ville lukke ned og renovere hele virksomheden, før den åbnede igen.

I 2015 gav Fødevarestyrelsen en bøde på 5.000 kroner til Gl. Torv Minimarked. Denne bøde er heller ikke betalt, oplyser styrelsen.

Under konkurs

Det er højst tvivlsomt, om de to bøder nogensinde bliver betalt. For selskabet bag kiosken er under konkurs. Foreløbig er selskabet Gl. Torv Minimarkeds gæld opgjort til over en halv million kroner. Kravet drejer sig om manglende betaling af løn. Det viser en opgørelse fra en advokat hos advokatfirmaet Horten, der er kurator for selskabet Gl. Torv Minimarked.

”Jeg har modtaget oplysninger om, at driften i selskabets forretning blev indstillet i august 2016 på grund af et rotteproblem konstateret af Fødevarestyrelsen,” skrev kuratoren i december 2016 i en opgørelse over konkursboet.

David Yüksel var direktør for selskabet Gl. Torv Minimarked i hele perioden fra dets stiftelse i 2012, og indtil kiosken og selskabet lukkede i august 2016.

Meldt til politiet

Det er langt fra første gang, at David Yüksel er indblandet i sager, hvor Fødevarestyrelsen har udstedt bøder. I juni 2014 konfiskerede Fødevarestyrelsen fem ton gammelt slik på David Yüksels gård ved Hillerød nord for København. Det skrotmodne slik udløste en bøde på 10.000 kroner.

Tre gange indenfor godt tre uger i begyndelsen af 2016 beslaglagde Fødevarestyrelsens Rejsehold i alt cirka 1,7 ton slik uden sporbarhed hos butikken Super Spar i Herlev. Spar-butikken var ejet af David Yüksel. Efterfølgende sendte Fødevarestyrelsen tre bødeforelæg på hver 10.000 kroner til virksomheden.

- Ingen af vores bøder er betalt, hvorfor vi har indgivet en politianmeldelse, siger Charlotte Kølln, sektionsleder i FødevareKøbenhavn.

- Vores administrative bøder er et ”tilbud” til virksomhederne om at få sagerne afgjort uden at involvere politi og domstole. Virksomhederne er i deres gode ret til ikke at vedtage bøderne, hvis de er uenige med os. Herefter vil vi helt automatisk foretage en politianmeldelse, således at virksomhederne kan få sagerne prøvet ved domstolene, siger hun.

Fagbladet 3F har onsdag og torsdag forgæves forsøgt at få kommentarer fra David Yüksel. Men han har hverken reageret på telefonopkald eller mails.

 Fagbladet 3F's aktindsigt hos Fødevarestyrelsen
Kilde: Fagbladet 3F's aktindsigt hos Fødevarestyrelsen