Gå til hovedindhold

En landmands fyring af en ansat, fordi medarbejderen er medlem af en fagforening, skal koste landbrugsstøtten fra EU. Det mener Enhedslisten, hvis forslag får en blandet modtagelse.

Florin Porosnicu blev presset til at melde sig ud af 3F, men nægtede. Nu vil Enhedslisten kræve, at landmænd skal overholde medarbejdernes ret til at være medlem af fagforeninger, hvis de vil have landbrugsstøtte fra EU.
Petrut Calinescu

Hvis landmænd fremover skal have skattekroner i landbrugsstøtte fra EU, skal arbejdsgiverne overholde medarbejdernes ret til at være medlem af fagforeninger.

Sådan lyder et nyt krav fra Enhedslisten, der vil have indført en form for sociale klausuler i forbindelse med de igangværende forhandlinger om EU’s landbrugsstøtte for de kommende år.

Partiet rejser kravet efter Fagbladet 3F’s afsløring af, at en af Danmarks største mælkeproducenter Hejrskov Mælk ApS har meddelt en staldmedarbejder, at han ikke kunne være medlem af 3F. Dagen efter, at medarbejderen nægtede at melde sig ud af sin fagforening, blev han fyret.

- Det er fuldstændigt grotesk, at vi i Danmark i 2020 skal opleve, at lønmodtagere udsættes for vold, fyring og at blive eskorteret ud af landet, fordi de står i fagforening. Den slags overgreb på fagligt aktive hører ingen steder hjemme, siger Nikolaj Villumsen, medlem af EU-Parlamentet for Enhedslisten.

Læs Fagbladet 3F’s digitale fortælling: Chefen til Florin: Meld dig ud af 3F

Flere hundrede milliarder i støtte

Landbrugsstøtten er den største post på EU’s budget. EU udbetaler hvert år flere hundrede milliarder kroner i landbrugsstøtte.

Enhedslisten peger på, at Hejrskov Mælk ApS samt virksomhedens to ejere, landmændene Torben Pedersen og Brian Nielsen, via personejede selskaber samlet set har fået flere millioner kroner i landbrugsstøtte i løbet af 2017 og 2018 - hvor den fyrede staldmedarbejder var ansat i virksomheden. Partiet henviser til Landbrugsstyrelsens database over landbrugsstøtte.

I Danmark er det en grundlovssikret menneskeret at kunne oprette og være med i foreninger.

Loven om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet beskytter arbejderes foreningsfrihed ved at forbyde arbejdsgivere at lægge vægt på, om medarbejdere er medlem af en forening - og i så fald hvilken. Det er altså op til den enkelte medarbejder at beslutte, hvilken fagforening vedkommende vil være med i. 

3F vil derfor nu rejse en sag om overtrædelse af loven om foreningsfrihed mod virksomheden Hejrskov Mælk ApS fra Sydjylland.

Landmand Torben Pedersen har i en kommentar til sagen skriftligt oplyst til Fagbladet 3F, at virksomhedens medarbejdere kan være medlem af den fagforening, som de har lyst til.

Hør lydoptagelsen, hvor landmand Torben Pedersen vil have, at en ansat melder sig ud af 3F

Arbejdsforhold tjekkes ikke

EU-parlamentariker Nikolaj Villumsen gør opmærksom på, at der i øjeblikket gælder en række krav i forhold til dyrevelfærd og miljøbeskyttelse for de landmænd, der modtager landbrugsstøtte. Men arbejdsforholdene for virksomhedernes ansatte bliver ikke tjekket på uanmeldte kontrolbesøg, forklarer han. 

- Samtidig ser vi massive problemer med social dumping og udnyttelse i landbruget. Ikke bare i Danmark, men også i mange andre EU-lande. Grundlæggende handler det jo om, hvorvidt vi skal være til grin for vores egne skattekroner, eller kræve, at man respekterer retten til at stå i fagforening, hvis man vil modtage landbrugsstøtte, siger Nikolaj Villumsen.

Han vil nu stille spørgsmål til EU-kommissionen om, at modtagere af landbrugsstøtte fra EU skal leve op til krav om ordentlige løn- og arbejdsvilkår for medarbejderne på landbrugsvirksomhederne. Og deriblandt de ansattes ret til foreningsfrihed.

(Artiklen fortsætter under billedet)

- Jeg mener ikke, at det er normalt, at en arbejdsgiver vil have én ud af en bestemt fagforening. Det er ikke i orden, siger den 20-årige 3F'er Florin Porosnicu.
- Jeg mener ikke, at det er normalt, at en arbejdsgiver vil have én ud af en bestemt fagforening. Det er ikke i orden, siger den 20-årige 3F'er Florin Porosnicu. FOTO: Petrut Calinescu

Socialdemokratiet støtter delvist op

EU-parlamentariker for Socialdemokratiet Christel Schaldemose er rystet over den konkrete sag hos Hejrskov Mælk ApS.

- Det er fuldstændigt uacceptabelt, hvis man bliver fyret for at stå i en fagforening. Det er helt, helt uhørt. Det skal man ikke finde sig i, siger hun.  

Christel Schaldemose bakker op om Enhedslistens forslag, når det gælder kravet om at sikre foreningsfrihed.

- Det er en ret god idé, at man ikke kan få EU-støtte, hvis man sætter forhindringer i vejen for, at ens ansatte kan stå i en fagforening. Det kan løfte forholdene for mange landbrugsmedarbejdere i Europa. Men lønforhold må ikke blive et lovkrav, for så baner man bare vejen for, at EU skal ind og lovgive om lønnen. EU skal ikke blande sig i løndannelsen, siger hun.

Lønninger i Danmark bliver i vid udstrækning fastsat med udgangspunkt i de overenskomster, som bliver indgået mellem fagforbundene og arbejdsgiverforeningerne - altså af arbejdsmarkedets parter selv.

Læs også: Storbondes samarbejdspartnere fåmælte om sag om foreningsfrihed

Venstre afviser

Hos partiet Venstre ønsker den sydjyske mælkeproducent og EU-parlamentariker Asger Christensen ikke at kommentere på den konkrete sag om Hejrskov Mælk ApS.

- Jeg er enig med Enhedslisten i, at vi skal have ordentlige løn- og ansættelsesvilkår på danske arbejdspladser. Ingen tvivl om det. Jeg vil bare ikke være med til, at vi gennem EU-lovgivning skal tvinge nogen til at blive medlem af en fagforening. Det er jeg imod som liberal. Vi skal være glade for vores fagforeninger, men EU skal ikke diktere, om man skal være medlem, skriver Asger Christensen i en e-mail til Fagbladet 3F.  

- Og ligesom Venstre er imod, at EU skal fastsætte en mindsteløn i Danmark, mener vi ikke, at EU skal blande sig i den danske arbejdsmarkedsmodel, som er helt unik. Derfor er det meget paradoksalt, at Enhedslisten, som faktisk ønsker, at Danmark melder sig ud af EU, nu vil have, at EU skal blande sig i den danske arbejdsmarkedsmodel. Den vej skal vi ikke gå, skriver han.

Nikolaj Villumsen understreger over for Fagbladet 3F, at hans forslag ikke vil tvinge nogen til at være medlem af en fagforening.