Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

Notice: Undefined index: und i include() (linje 7 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--link-to-article.tpl.php).

Fællesskabet er stadig det stærkeste, menneskeheden har at byde på. Det har krisen vist os, siger 3F's forbundsformand, Per Christensen, i sin tale på 1. maj.

Læs hele Per Christensens tale på 1. maj her.
arkiv

Kære alle

Det er en mærkelig 1. maj i år.

Alt er forandret.

Eller næsten alt.

For noget er stadig det samme. Det samme som altid.

Fællesskabet er stadig det stærkeste, menneskeheden har at byde på. Det har krisen vist os.

Lønmodtagerne er stadig dem, der får samfundet til at fungere. Det har krisen også vist os.

Derfor er denne 1. maj på en måde også 1. maj, der sætter vores idealer i særligt relief.

Selv om den er speciel.

Selv om vi ikke kan tale med gamle kollegaer og høre, hvordan det går.

Selv om vi ikke kan drøfte politik over en kop kaffe eller en tår øl.

Sundhedskrisen har nemlig vist os, at det, vi kæmper for – det stærke fællesskab – er bedst for flest.

Den har vist os, at markedet ikke kan løse alle vores problemer.

Den har vist, at hvis ikke

  • de udsatte
  • de fattige og
  • de hjemløse

skal blive krisens første ofre, så er et fintmasket velfærdssamfund vejen frem.

Den har vist os vigtigheden af at stå sammen.

Har I lagt mærke til, hvor tavse Cepos og liberalisterne er? De har ikke noget at byde på.

Se også til USA, hvor de fattige, de sorte og frontmedarbejderne er dem, der dør. Fordi fællesskabet ikke fungerer.

I Danmark har vi vægtet mennesker højere end ussel mammon. Vi har stået skulder ved skulder.

Krisen har gjort det tydeligt, at det ikke er på dem på de bonede gulve, der holder Danmark i gang.

Det er lønmodtagerne.

Det er

  • læger
  • sygeplejersker og
  • SOSU-assistenter

der står i første række og tager sig af de syge.

Ude omkring i hele Danmark er det chauffører, der kører varer frem til butikkerne.

Der produceres på fabrikkerne.

Der gøres rent.

Der bygges.

Jeg er så stolt over at være formand for et forbund bestående af kvinder og mænd, der hver eneste dag gør deres.

Giver deres bidrag, også selv om man udsætter sig selv for smitte – og selv om man selv er usikker på fremtiden.

Det er lønmodtagerne, der er krisens sande helte.

Ikke dem på de bonede gulve. Ikke spekulanterne.

Jeg er også stolt over vores regering.

Den har stået fast.

Stået fast – sammen med arbejdsmarkedets parter – på at holde hånden under lønmodtagere og virksomheder.

Så færrest muligt røg ud i ledighed. Den danske model har igen vist sit værd.

Vi har handlet sammen.

Vi har handlet i tide.

Men desværre er mange af vores kollegaer alligevel blevet ledige. Over 8.000 i 3F alene.

Senest varsling om massive afskedigelser i SAS.

Hele familier er ramt over hele landet.

Nogle har mistet en tredjedel eller helt op til halvdelen af deres indtægt.

For tag ikke fejl:

Krisen har ramt 3F’erne som en forhammer.

Tag ikke fejl:

Det her er en krise, som vil ramme hårdt i lang tid.

Som vil trække ud, hvis ikke vi bliver ved med at stå sammen i et stærkt fællesskab.

Derfor har vi i 3F gjort det klart, at de ledige skal have en økonomisk håndsrækning.

Vi har også selv besluttet at friholde vores ledige kollegaer for fagforeningskontingentet.

Ingen skal gå fra hus og hjem. 

Derfor er det også helt afgørende, at vi i forbindelse med genåbningen af Danmark investerer i job.

Investerer i de brancher, der nu lider.

At vi kort sagt: understøtter et forbrug, der skaber job til vores kollegaer.

Der er ikke brug for sparepolitik.

Der er brug for investering i mennesker og job.

Vi skal gå ud af krisen på samme måde, som vi gik ind: Sammen.

Vi kan ikke overlade det til markedet alene. Det er samfundets opgave. Opskriften er investering og uddannelse. Mennesker først.

Det bliver ikke let.

Men med vores model kan vi gøre det. Krisen har vist os, at vores opskrift virker.

 

Jeg har hørt det yderste højre fnyse over, at der er ført venstrefløjspolitik i krisen.

Heldigvis, siger jeg!

For uden troen på, at et stærkt offentligt fællesskab og den private sektor er hinandens forudsætninger, kommer vi ikke igennem.

Fremfor alt vil en liberalistisk model efterlade de mest udsatte på perronen.

 

Om få dage er det 75 år siden, at Danmark blev befriet fra nazismens åg.

Vores gamle formand Anker Jørgensen, som altid er en sikker rorsmand at læne sig op ad, blev bedt om at rydde tyskernes hovedkvarter sammen med andre frihedskæmpere.

På den tyske kommandants kontor fandt han et eksemplar af Hitlers ”Mein Kamf”.

Anker smed ikke bogen ud. Han læste den – og så smed han den ud.

Ankers generation tog ved lære af krigen - forstod at vi aldrig måtte ende der igen.

Hele opbygningen i Vesteuropa efter krigen er gået ud på aldrig mere at ende i et diktatur.

Aldrig mere had mod befolkningsgrupper.

Aldrig mere manipulation med sandheden.

Corona-krisen har – på trods af de mange ofre – vist os, at vi har kunnet holde fast

  • i demokratiet
  • i fællesskabet og
  • i solidariteten.

De ekstreme har ikke kunne få fat. Vores idealer er intakte og styrket.

Nu skal vi igen lære af historien.

Og igen er læren den samme:

Vi må ikke overlade styring af vores liv til andre end folket selv.

Folkets repræsentanter – regering og folketing - har levet op til vores tillid.

Med den opbakning i ryggen må de føres os ud af krisen.

Efter en hver krise er der nemlig en regning, der skal samles op – og vi ved jo godt, hvem der skal samle op.

Igen.

Ligesom efter finanskrisen.

Lønmodtagere samler – som skatteborgere - regningen op.

Til gengæld må vi forlange, at danske virksomheder må have lært af det, bankerne ikke lærte:

At vise ydmyghed og taknemmelighed over for dem, der bar os ud af krisen - nemlig lønmodtagerne.

Derfor må profit vige for investeringer i flere arbejdspladser.

Grådighed må vige for samfundssind.

Det må være den samfundskontrakt, vi skal indgå.

Vi må ikke ende som USA, hvor få har mest og flest for lidt.

Vi må ikke ende som det meste af resten af verden, hvor alting kommer sidst til lønmodtagerne.

Undtagen sult og elendighed.

Jeg tror, at vi kommer styrket ud, hvis vi lærer.

Lærer af vores fejl.

Sygdom er ingen herre over. Men vi bestemmer selv, hvordan vi går videre herfra.

Årtier med en alt for uhæmmet kapitalisme har sat sine spor:

  • I mennesker.
  • I værdier.
  • På vores klode.

Tiden er nu til at gå en anden vej.

Krisen har vist os, hvad fællesskabet kan.

Krisen har vist os, at tillid er mere værd end guld.

Krisen har vist os, at det er helt almindelige mennesker, der får dette dejlige land til at hænge sammen.

Den samhørighed og det fællesskab skal vi bygge videre på.

For der kommer en dag på den anden side.

På den dag skal man kende os som dem, der også gik sammen ud af krisen.

Som dem der sammen trak den sidste mand og kvinde med.

 

Kære alle sammen

Pas nu på hinanden, hjælp hinanden. Hold fysisk afstand lidt endnu.

Men hold sammen i ånden.

Vi får brug for alle, når Danmark igen lukker op.

Kan I have en rigtig god 1. maj - dér hvor I nu er.