Endnu færre unge end sidste år har i 2023 søgt ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Det vækker bekymring hos flere parter. Men 3F minder også om, at de helt unge kun fylder omkring halvdelen på erhvervsuddannelserne generelt set.
Sammenlignet med 2022 har endnu færre afgangselever fra folkeskolen i år valgt en fremtid som murer, kok eller SOSU-assistent.
Omvendt har en lidt større andel end sidste år valgt gymnasiet til.
Og det på trods af, at erhvervslivet og politikere skriger på faglært arbejdskraft.
- Vi er nødt til at tale om, at det er alt for få, lyder det fra næstformand i FH, Nanna Højlund, i forhold til de lave søgetal til erhvervsuddannelserne.
Og også hos Dansk Industri kalder man udviklingen bekymrende.
Flere blandt de lidt ældre
I 3F er forbundssekretær Søren Heisel også bekymret over udviklingen.
Men han minder også om, at erhvervsuddannelserne er beriget med elever i alle aldersgrupper.
Omkring halvdelen af skolernes optag kommer fra elever, der enten er mellem 20-24 år eller er ”helt voksne”.
- 3F vil meget gerne have flere af de helt unge til at vælge erhvervsuddannelserne – og det arbejder vi også konstant på, for det er gode og spændende uddannelser, hvor der nærmest er jobgaranti, siger Søren Heisel.
- Men vores udgangspunktet er også, at det er tusindvis af flere faglærte, som vores samfund har brug. I dét lys er det lige meget, hvilken alder de studerende har, når de starter, siger Søren Heisel, der er uddannelsespolitisk ansvarlig i 3F.
LÆS OGSÅ: Færre unge vælger en erhvervsuddannelse
Han understreger, at det er et langt sejt træk at vende udviklingen i forhold til de helt unge.
Men med fokus kun på de unge vil man aldrig nå landets behov for faglærte:
- Erhvervsuddannelsen er ikke kun en ungdomsuddannelse. Den er også en profession og dermed interessant for mange andre aldersgrupper end de helt unge. Vi skal derfor også satse endnu mere på de lidt ældre unge og de voksne, vurderer Søren Heisel.
Brug for flere faglærte
Flere analyser peger på, at Danmark har brug for tusindvis af flere faglærte.
For eksempel viser en analyse fra DI, at der frem mod 2030 vil blive brug for i alt 116.000 flere årsværk i industrien, hvis man skal reducere CO2-udslippet med de planlagte 70 procent i samme periode. Halvdelen af dem forventes at være faglærte.
Det har tidligere været en politisk målsætning, at 30 procent af unge skal søge ind på en erhvervsuddannelse – for dermed at blive faglærte – lige når de forlader folkeskolen. I januar oplyste børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), at man ønsker at skrotte den målsætning.