Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: field_partner i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

Den 62-årige specialarbejder Tom Pedersen har søgt om seniorpension, men Gladsaxe Kommunes jobcenter har sagt nej uden at have set på hans helbredsoplysninger. Også Toms arbejdsgiver kalder sagsgangen mangelfuld.

Tom Pedersen er en klassisk årgang ‘58: Gik ud af skolen efter 10. klasse, har kørt som langturschauffør, repareret brandbiler, repareret veje og brønde. Kort sagt hårdt arbejde hele livet. Ikke så meget snak om arbejdsmiljø, ikke så meget brug af hjælpemidler.

- Jeg har jo aldrig nogensinde været arbejdsløs, og så er jeg altså opdraget med, at man tager fra. Man kører jo bare løs, også selvom man får lange arme, siger den 62-årige specialarbejder, der bor i Gladsaxe Kommune.

Men 45 år med “lange arme” sætter sig. Også hos Tom Pedersen, der siden 1998 har været i vejvæsenet hos Lyngby-Taarbæk Kommune. Så da hans kone begynder at tale om den nye seniorpension, som blev indført pr. 1. januar 2020, slår han til og kontakter kommunen i marts for at høre, om det kunne være en mulighed for ham. 

Seniorpension er tænkt til personer tæt på pensionsalderen, som har en nedsat arbejdsevne i forhold til deres seneste job.

Skroget er ved at takke af

Og på det her tidspunkt kan Tom Pedersen se tilbage på et par arbejdsår, hvor der har været rigtigt mange sygedage i kalenderen. Og han kan se nedad en krop, der er slidt:

Han har en skade i højre skulder på grund af et fald, og venstre arm må nogle gange til hjælp for at få den højre på plads. Og så har han fået en arbejdsskade i sit knæ. Det har været igennem en MR-scanning, og det hæver op, så Tom Pedersen nogle gange ikke kan støtte på det. 

Motorikken i venstre hånd er heller ikke, som den skal være efter en blodprop i 2007, som Tom Pedersen ellers kæmpede sig igennem. Og så siger lægepapirerne i øvrigt alvorlig slidtgigt.

Efter corona-nedlukningen har Tom Pedersen haft en aftale om, at han kunne gå hjem fra arbejde allerede klokken 12.

- Så er jeg godt brugt. Så går jeg hjem på divaneseren og smider benene op og sover til middag. Sådan har det aldrig været før, siger Tom Pedersen.

- Skroget er ved at takke af, siger han.

Hænger i på piller

Det er aldrig fældet ned på skrift, men i praksis har Tom Pedersens haft skånehensyn på sit arbejde i lang tid: Han er blevet taget ud af vinterberedskabet, kollegaerne har hjulpet med at løfte ting, ligesom de hjælper med at grave huller.

Ferie og afspadsering har han også brugt i stedet for at melde sig syg. Men han prøver også at hænge i – om det så er på piller. Og det er det sådan set hver dag:

- Det er svært at erkende, at jeg ikke kan de ting, som jeg kunne før, som han siger.

Ansøgningen om seniorpension sender han afsted til Gladsaxe Kommunes jobcenter i marts. 

- Jeg gjorde det hele selv. Det så alt sammen så let ud, når man læser om det, siger Tom Pedersen. 

Ingen helbredsoplysninger

Og det er heller ikke meget postyr, jobcentret gør ud af deres afslag på ansøgningen: 18. juni skriver jobcentret retur, at han ikke kan få seniorpension. Han arbejder for meget, lyder forklaringen. 

Ved et tilfælde viser Tom Pedersen sit afslag i 3F Mølleåen i Lyngby. Og her springer sagsbehandler Maj Richter Petersen op ad stolen, da hun ser afslaget.

Jobcentret har nemlig kun indhentet oplysninger om Tom Pedersen og hans helbred fra hans arbejdsgiver, Lyngby-Taarbæk Kommune. Ingen læger eller helbredspapirer har været i spil. Og på lovsprog hedder det ellers, at kommunen har pligt til at indhente væsentlige lægelige dokumentation for at kunne afgøre en sag om seniorpension.

Der ud over er de oplysninger, der er indhentet fra arbejdsgiveren, også blevet pænt fordrejet, mener både Tom Pedersen og Maj Richter Petersen.

I afslaget står blandt andet, at “vi har lagt vægt på, at du selv og din arbejdsgiver oplyser, at du arbejder 37 timer ugentligt, og din arbejdsgiver oplyser, at du arbejder uden skånehensyn eller aflastning”. Og der står blandt andet også, at “du er meget mødestabil og sjældent syg”. Der har kun været “få korte perioder”, hvor Tom Pedersen har været sygemeldt, står der i afslaget.

- Når man tager en snak med Tom Pedersen eller blot kaster et blik på hans sygestatistik, så kan man meget hurtigt se, at den beskrivelse ikke stemmer overens med virkeligheden, siger Maj Richter Petersen. 

- Desuden indhenter de ikke de lægelige oplysninger, som de skal. De sidder lovgivningen overhørig. Jeg bliver så skuffet, når jeg ser sådan en sagsbehandling fra en kommunes side, siger hun. 

Føler sig skuffet

Heller ikke Tom Pedersen er tilfreds med den behandling, han har fået fra jobcentrets side. Han føler sig skuffet.

- Man henvender sig til kommunen, fordi man har brug for deres hjælp. Og så laver de ikke engang deres forarbejde ordentlig. Det er utroligt irriterende, siger Tom Pedersen.

I Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor Tom Pedersen arbejder, studser den konstituerede arealdriftschef, Søren Mariegaard, også over den henvendelse, som arbejdspladsen i sin tid har fået fra Jobcenter Gladsaxe om Tom Pedersen.

- Jeg finder det underligt, at en kommune ringer med en flok løse spørgsmål uden, at det klart fremgår, hvad det er for en sag, det drejer sig om, eller hvad oplysningerne skal bruges til, siger Søren Mariegaard.

- Er man en offentlig myndighed og skal inddrive oplysninger om en sag, er man da nødt til at finde ud af, hvem der har de rigtige oplysninger, hvem der skal svare, og måske oven i købet inddrive oplysninger, som ikke lige er umiddelbart tilgængelige i forbindelse med en opringning, siger Søren Mariegaard.

Men det er ikke sket i dette tilfælde. Arbejdspladsen er heller ikke efterfølgende blevet kontaktet af Jobcenter Gladsaxe for at kunne berigtige de oplysninger, som der er blevet givet om Tom Pedersens helbred og arbejdsfunktioner.

- For mig at se er det alt i alt udtryk for en mangelfuld sagsbehandling, siger Søren Mariegaard.

Der er kommet ny vejledning

I Gladsaxe Kommune ønsker man ikke at kommentere den konkrete sag. 

Men Katrine Birk, der er Beskæftigelses- og socialchef i kommunen, har i et skriftligt, generelt svar til Fagbladet 3F blandt andet skrevet, at Gladsaxe generelt er glade for seniorpensionsordningen og er en af de kommuner, der benytter den meget.

- Vi har derfor kun givet ganske få afslag og følger de retningslinjer, som er på området, skriver Katrine Birk.

Kommunen har pr. 7. juli 2020 justeret sin arbejdsgang på baggrund af en ny vejledning, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har udsendt.

- Indtil for en uge siden var det ikke indskærpet, hvorledes kommunerne skulle vurdere den enkeltes arbejdsevne, skriver Katrine Birk.

- For eksempel lyder reglerne, at borgerens arbejdsevne varigt skal være sat ned til højst 15 timer om ugen. Så hvis en arbejdsgiver kunne fortælle, at en borger arbejdede på fuldtid, var det i vores optik dokumentation nok til at konstatere, at borgeren ikke var berettet til seniorpension, skriver Katrine Birk.

I den nye vejledning er det nu blevet konkretiseret, at vurderingen skal bero på blandt andet helbredsmæssige oplysninger, og derfor er kommunens nye arbejdsgang at indhente nødvendig lægelig dokumentation, hvis kommunen ikke har den i forvejen til brug for belysning af arbejdsevnen, oplyser Katrine Birk i det skriftlige svar.

Bør genoptage sagen

I 3F er den social politisk ansvarlige, Tina Christensen, forundret over den fortolkning:

- Det virker i min optik som om, at kommunen forsøger at dække sig ind under en forkert administration, for loven har altså ikke ændret sig siden 1. januar 2020, siger Tina Christensen.

3F Mølleåen har på Tom Pedersens vegne sendt en brev afsted til kommunen, hvor man beder om at genoptage sagen, fordi den er “mangelfuldt oplyst”. Og hvis kommunen ikke vil det, skal brevet betragtes som en klage over afgørelsen.