Gå til hovedindhold

Længe troede en polsk kvinde, at hun og kollegaer tjente en normal løn hos Møllegårdens Planteskole på Fyn. Men så snakkede hun med andre polakker, som boede i Danmark.

Den 22-årige 3F’er Kinga Gostyńska fra Polen har arbejdet hos Møllegårdens Planteskole på Fyn fra maj 2018 til 13. december 2019, hvor hun blev fyret.
Privat

For første gang står en af de underbetalte medarbejdere hos Møllegårdens Planteskole på Midtfyn nu frem. Det sker efter, at hun og alle hendes kollegaer blevet fyret fra jobbet for en uge siden.

De var ansat af firmaet Goskov ApS under PF Gruppen, der frem til 13. december 2019 leverede polske medarbejdere til den store planteskole ved Ringe, der producerer høje hækplanter i stor stil til kunder i både Danmark og udlandet.

- Jeg føler mig udnyttet af Goskov. Mange gange bad vi om lønstigninger, når PF Gruppens koordinatorer besøgte os hos Møllegårdens Planteskole. Men de sagde, at de ikke kunne gøre noget ved det, siger den 22-årige 3F’er Kinga Gostyńska.

Vores største fejl: Kender ikke reglerne

I april 2017 prøvede hun for første gang at arbejde uden for Polens grænser, da hun kom til Danmark. Hun arbejdede her i landet i tre måneder, inden hun tog tilbage til sit hjemland.

Men i maj 2018 rejste hun igen til Danmark, fordi hendes forlovede arbejdede her, og de ønskede at arbejde sammen. Begge arbejdede hos Møllegårdens Planteskole som ansatte hos underleverandørfirmaet Goskov ApS.

Kinga Gostyńska fortæller, at hun hos den midtfynske planteskole normalt arbejdede 45 timer om ugen fra mandag til lørdag. I begyndelsen tjente hun 70 kroner i timen før skat. Efter et halvt år steg hendes løn til 80 kroner i timen. Og når hun arbejdede med ordrer til planteskolen, var hendes løn 90 kroner i timen, oplyser den polske kvinde.

- For mennesker, som kun kommer her for en måned eller to, er det nok. Fordi lønnen er højere end i Polen. Men jeg lejede en lejlighed og købte ind i Danmark og var i Danmark hele året. Lønnen var tilstrækkelig til at dække mine udgifter, men ikke til at spare noget op, siger Kinga Gostyńska.

Hun gør opmærksom på, at mange af medarbejderne hos Goskov ApS arbejdede året rundt hos Møllegårdens Planteskole og ikke kun i en sæsonperiode.   

- Længe troede jeg, at vi tjente en normal løn. Indtil jeg begyndte at snakke med andre polakker, som boede i Danmark. Så begyndte jeg at tænke på at skifte job. Vores største fejl er, at vi ikke kendte reglerne i Danmark, siger hun og oplyser, at hun har arbejdet som turist i Danmark.   

Ifølge Kinga Gostyńska fik de aldrig noget svar fra ledelsen hos PF Gruppen på spørgsmålet om, hvorfor de havde status som turister.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Udenlandske arbejdere fra PF Gruppen har i flere år arbejdet hos Møllegårdens Planteskole på Midtfyn.
Udenlandske arbejdere fra PF Gruppen har i flere år arbejdet hos Møllegårdens Planteskole på Midtfyn. FOTO: Privat

Direktører reagerer ikke

Fagbladet 3F har for flere dage siden på e-mail forelagt kritikken for Goskov ApS’ direktør og ejer, Przemyslaw Teclaw, der er ejer af alle selskaberne under PF Gruppen. Samt forelagt kritikken for Sylwester Tobis, der er direktør for og medejer af en række selskaber under PF Gruppen.

Men ingen af direktørerne, der begge har officiel bopælsadresse i Polen, har reageret på henvendelserne.

Fagbladet 3F har adskillige gange gennem to måneder forgæves forsøgt at få kommentarer fra Przemyslaw Teclaw og Sylwester Tobis. Men ingen af dem har reageret på hverken telefonopkald eller e-mails.

Men midt i november 2019 - få dage efter at Arbejdstilsynet havde udstedt et påbud til Goskov ApS for brud på loven om arbejdsmiljø på grund af medarbejderes farlige løft af hækplanter hos Møllegårdens Planteskole - udtalte Przemyslaw Teclaw skriftligt til såvel Fyens Stiftstidende som TV 2 Fyn under en  lønstrid med 3F:

- Vi driver alene virksomhed i overensstemmelse med danske love og regler. Vi vil ikke føre vores sager i pressen eller andre medier, men alene ved de i Danmark relevante retsinstanser. Jeg har ikke yderligere kommentarer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kinga Gostyńskas fyreseddel.
Kinga Gostyńskas fyreseddel.

Langvarigt samarbejde med løndumper

Baggrunden for lønstriden mellem 3F på den ene side og Møllegårdens Planteskole samt selskaber under PF Gruppen på den anden side var en henvendelse til 3F fra en række af de polske arbejdere hos planteskolen. Arbejderne hos Goskov ApS bad i oktober 2019 deres fagforening, 3F Østfyn, om hjælp til at få en højere løn for arbejdet hos Møllegårdens Planteskole.

Møllegårdens Planteskole var tidligere medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A. På den baggrund er planteskolen omfattet af den overenskomst for gartnerier og planteskoler mellem GLS-A og 3F, der var gældende i 2013, hvor virksomheden meldte sig ud af arbejdsgiverforeningen.

Lønnen efter den nuværende overenskomst på området skal være mindst 143 kroner i timen.    

Men de fleste medarbejdere hos Møllegårdens Planteskole har slet ikke været ansat af virksomheden selv. For planteskolen har længe benyttet firmaer under PF Gruppen, der er er kendt for at levere underbetalt, udenlandsk arbejdskraft til en række danske gartnerier og planteskoler.

Lønstriden sluttede fredag 13. december, da Møllegårdens Planteskole afbrød virksomhedens langvarige samarbejde med PF Gruppen, hvor blandt andet firmaet Goskov ApS hører under. Det skyldtes, at 3F havde etableret såkaldt sympatikonflikt imod selskaber under PF Gruppen, hvilket betød, at Møllegårdens Planteskole ikke længere kunne afsætte dets planter til blandt andet den store engrosvirksomhed Gasa Group Denmark.   

(Artiklen fortsætter under billedet)

Faglige folk fra 3F har to gange demonsteret imod social dumping foran Møllegårdens Planteskole på Fyn, der indtil forleden brugte underbetalt og konfliktramt arbejdskraft fra firmaet Goskov ApS.
Faglige folk fra 3F har to gange demonsteret imod social dumping foran Møllegårdens Planteskole på Fyn, der indtil forleden brugte underbetalt og konfliktramt arbejdskraft fra firmaet Goskov ApS.

Vil gerne arbejde i Danmark

Om morgenen fredag fik de hen ved 10 polske ansatte hos Goskov ApS oplysning om, at de var fyret. Allerede samme formiddag pakkede de fleste af de fyrede deres ting og kørte til Polen i bil.

De polske arbejdere blev fyret under et møde hos Møllegårdens Planteskole. På mødet deltog både planteskolens ejer, Lars P. Strarup, og direktør for flere selskaber under PF Gruppen, Sylwester Tobis.

- Sylwester sagde til os, at vi ikke ville få arbejde på andre projekter under PF Gruppen. Han sagde også, at PF Gruppen ikke vil betale os løn under vores opsigelsesperiode på syv dage, siger Kinga Gostyńska.

- Lars og ledelsen hos Møllegårdens Planteskole har altid været venlige over for os. De respekterede os og værdsatte os som medarbejdere. Jeg forstår Lars. Han var nødt til at stoppe samarbejdet med PF Gruppen for at redde sin virksomhed. Han var helt sikkert trist. Han sagde, at han kunne lide os rigtigt meget, og at han altid var tilfreds med vores arbejde, siger hun.

Umiddelbart efter fyringerne udtalte Lars P. Strarup til Fagbladet 3F, at han ikke havde nogen mening om Goskov ApS’ fyringer af medarbejderne. Men at det var vemodigt at tage afsked med nogle medarbejdere, der havde arbejdet på planteskolen længe.

Kinga Gostyńska fortæller, at hun tænker meget over fyringen.

Hun er nu rejst til Polen for at fejre jul, men planlægger at tage tilbage til Danmark i det nye år for at finde et andet arbejde og begynde at lære dansk.