Gå til hovedindhold
Rikke-Freja Aslak Lutzke kæmper for at hive sejeren hjem som Danmarks bedste møbelpolstrer.
FOTO: Jens Bach

Mere end 315 unge kæmper i DM i skills for at blive Danmarksmester i deres håndværk i Messecenter Herning.

Svedperler pibler frem på panden og tænder bides sammen i dyb koncentration i disse timer hos 315 unge erhvervsstuderende. DM i Skills - Danmarksmesterskaberne i erhvervsuddannelse - blev skudt i gang torsdag formiddag.

Den store konkurrence finder i år sted i Messecenter Herning, hvor mere end 300 af landets bedste erhvervsstuderende i 42 forskellige håndværksfag vil kæmpe om guldet.

Torsdag bød undervisningsminister Merete Riisager (LA) de unge håndværkstalenter velkommen og satte klokken 10.15 konkurrencen i gang. Over de næste tre dage har de unge 19 timer og 45 minutter til at færdiggøre den konkurrenceopgave, de har øvet sig på, til perfektion. Det er de mindste detaljer og præcisioner, der i sidste ende kårer en vinder. I nogle af konkurrencerne vil vinderne få muligheden for at repræsentere Danmark ved WorldSkills, der afholdes i Rusland i sommeren 2019.

Christian Nielsen er bygningssnedker og deltager i Skills 2018.
Christian Nielsen er bygningssnedker og deltager i Skills 2018. FOTO: Jens Bach

Dagene igennem vil flere tusinde skolelever besøge Messecenter Herning for at snuse til håndværksfagenes muligheder. Sidste år havde DM i Skills over 50.000 deltagende i løbet af de tre dage, konkurrencen stod på.

De 42 vindere bliver kåret lørdag 20. januar omkring 14.30, når landets Statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), besøger Herning.

Messecenter Herning er åbent for besøgende fredag til klokken 17.00 og lørdag fra 8.00 til 15.30. Det er gratis at kigge forbi.