Gå til hovedindhold

Anlægsgartner-eleverne Kamilla Andersen og Alexander Herluf Hansen håber på at kunne gentage succesen fra sidste år og igen stå øverst på skamlen, når trofæet for Danmarks bedste anlægsgartnere bliver uddelt.

De to anlægsgartnerlærlinge Kamilla Andersen (tv.) og Alexander Herluf Hansen (th.) skal snart flække brosten og grave huller til hegnet, når de fra torsdag til lørdag deltager i Skills 2020.
arkiv

Brostenene skal flækkes, så de præcist passer ind på linje, og støttemuren skal have en hældning på 12 grader.

Det kommer til at handle om millimeter, når anlægsgartner-eleverne Kamilla Andersen og Alexander Herluf Hansen skal i kamp til DM i Skills 2020, som løber af stablen 16.-18. januar i Bellacentret i København.

I hal 1 på Roskilde Tekniske Skole har makkerparret de sidste par uger arbejdet benhårdt på at blive klar til dette års konkurrence. Sidste år kunne de tage guldet med hjem, så der er ingen tvivl om, at ambitionerne er tårnhøje. 

- Vi vil gerne være med for at forsvare vores titel, så vi kan vinde en gang til, siger Alexander Herluf Hansen.

Håndværkernes danmarksmesterskab

Anlægsgartnerfaget er bare en af mange discipliner, der skal dystes i, når konkurrencen skydes i gang. På tre dage vil der være konkurrencer inden for i alt 45 discipliner, hvor knap 300 unge deltagere fra alle landets erhvervsskoler kæmper om at blive Danmarks bedste inden for netop deres felt. 

Og det kræver hårdt arbejde at blive danmarksmester. 

De sidste to uger har 24-årige Kamilla Andersen og 23-årige Alexander Herluf Hansen haft fri fra deres lærepladser for at blive helt klar til at dyste mod de fire andre par i konkurrencen. 

Selvom de to lærlinge har været med før, er det stadig nødvendigt at holde tungen lige i munden, når konkurrencen fløjtes i gang. 

- Det er vigtigt, at man kan holde hovedet koldt. Når der står 100 mennesker og kigger på en, og man er ved at flække en chaussesten eller en brosten, så skal man kunne være i det, og man skal ikke stresse sig op, for så går det galt, siger Alexander Herluf Hansen. 

- Det er forfærdeligt, at der er så mange mennesker, der står og kigger på en, siger Kamilla Andersen. 

Pres fra familie og lærere

Netop fordi Kamilla Andersen og Alexander Herluf Hansen endte med at tage guldet med hjem sidste år, kan de i år mærke et større pres på deres skuldre fra både familie, lærere og mestre.

-  Jeg føler mig mere nervøs i år, for der er nogle forventninger fra sidste år, så jeg vil gerne gøre det ligeså godt. Selvom jeg forsøger at sige til mig selv, at jeg bare skal nyde det, slappe af og bare få en stor oplevelse igen, siger Kamilla Andersen. 

Alexander Herluf Hansen føler sig ikke ligeså nervøs som sidste år, men ligesom Kamilla Andersen kan han også mærke, at folk omkring dem forventer den samme - hvis ikke en bedre - præstation end sidste år. 

- Man bliver nødt til nærmest at gøre det bedre end sidste år, selvom det allerede var godt, siger han. 

Presset skyldes desuden en forhåbning om, at Alexander Herluf Hansen og Kamilla Andersen kan kvalificere sig til EuroSkills, som bliver afholdt i Østrig i midten af september 2020. 

21 timer til at bygge en forhave 

For et par måneder siden fik anlægsgartnereleverne udleveret den opgave, som de har 21 timer til at udføre i Bellacentret. 

'Forhaven', som anlægsgartnerlærlingene skal bygge, består af flere forskellige elementer, for eksempel en støttemur af natursten, flere slags planter og et hegn af træ.
'Forhaven', som anlægsgartnerlærlingene skal bygge, består af flere forskellige elementer, for eksempel en støttemur af natursten, flere slags planter og et hegn af træ. FOTO: Skillsdenmark.dk

Det er en svær opgave, hvor de skal bruge tre forskellige slags sten til blandt andet at bygge en mur og lægge fliser, de skal sætte et hegn op, plante planter og lave et vandbad. Og dertil kommer en hemmelig udfordring, som de først får at vide, lige inden konkurrencen begynder. 

Det færdige produkt kommer til at minde om en forhave med opgang til terrassedøren. 

- Vi har haft to uger til at træne, og der har vi gennemgået alle elementerne i opgaven og forsøgt at få det til at spille. Vi har kigget på nogle løsninger for at se, hvordan vi gør det hurtigst, og hvordan gør vi det nemmest for os selv, siger Kamilla Andersen.

Selvom Kamilla Andersen og Alexander Herluf Hansen allerede har øvet sig på at bygge deres forhave, er der ifølge Alexander Herluf Hansen ingen tvivl om, at de bliver meget hårdt presset på tid. 

- Vi har 21 timer til det, men ude i virkeligheden ville vi nok bruge det dobbelte af tiden, siger han.