Gå til hovedindhold

3F vil ikke indgå en billigere overenskomst med Jensens Bøfhus. Derfor vil restaurantkæden nu ud af overenskomsten.

Jensens Bøfhus mener ikke længere, at restauranten har råd til at betale sine ansatte løn efter overenskomsten.

I skal ikke komme på arbejde uden at være klar til at acceptere, at nye kollegaer vil tjene 20 kroner mindre i timen.

Sådan lyder beskeden fra Jensens Bøfhus til cirka 40 ansatte, der også er medlemmer af 3F. De modtog fredag et varsel om lockout, hvilket betyder at de 16. marts ikke længere får lov at møde på arbejde. 

Bøfkæden vil nemlig ud af sin overenskomst med 3F, fordi den mener, at en timeløn på 152 kroner er for meget for en tjener.

- Det handler om, at vi skal yde det samme for mindre, og det synes jeg er respektløst over for os ansatte. Vi er ikke ligefrem i den branche, hvor man tjener mest, siger tillidsrepræsentant Sinem Demir fra restauranten på Axeltorv i København.

Istedet ønsker direktør for Jensens Bøfhus at få en overenskomst, der ligner restaurantkæden Flammens.

Bordservering kontra buffet

Her får alle medarbejdere en “enhedsløn” på cirka 132 kroner. Men det hedder en “enhedsløn”, fordi restaurant Flammen ikke har en tjenerfunktion som Jensens Bøfhus, påpeger forhandlingssekretær i 3F Privat Service, Hotel og Restauration, Peter Lykke Nielsen.

- På Jensens Bøfhus har du klassisk bordservering med en tjener, der tager imod din bestilling, serverer din mad og er ansvarlig for, at du er glad og tilfreds. På Flammen får du dine drikkevarer bragt, og så er det ellers med at sørge for dig selv. Derefter bliver der afryddet. Det er to forskellige arbejdsfunktioner, og derfor skal de selvfølgelig ikke have samme løn, siger han.

I følge 3F har man vist vilje til at indgå en overenskomst, der ligner Flammens - hvis der indgår et tillæg til tjenere på 20 kroner. Det har Jensens Bøfhus afvist.

- Vi kan selvfølgelig ikke gå med til, at tjenere på Jensens Bøfhus skal have 20 kroner mindre end i resten af branchen. Men vi vil meget gerne finde en løsning og undgå lockout.

Tillidsrepræsentant føler sig “holdt for nar”

Jensens Bøfhus har meddelt sine nuværende ansatte, at de ikke vil blive omfattet af en nedgang i lønnen. Den vil tilsyneladende kun gælde for nyansatte.

Men det gør ikke den store forskel for tillidsrepræsentant Sinem Demir på Axeltorv.

Hun synes, at de ansatte er blevet holdt for nar af den nye direktør, der blev indsat efter stifter Palle Skov Jensen solgte Jensens Bøfhus til en ny ejerkreds i 2018.

- Jeg synes selv, at vi har taget rigtig, rigtig godt imod vores nye direktør, og de fleste af os har været med i medgang og modgang. Så når de tager en så drastisk beslutning, som vil påvirke os så meget uden at have inddraget os, synes jeg, det er noget svineri, siger hun.

- Først og fremmest betyder det, at vores kommende kollegaer ikke kommer til at være ansat på samme vilkår som os. Så vi kommer til at få A- og B-hold. Det bliver sådan, at de nye, der kommer, kommer til at gå for 20 kroner mindre ved siden af mig, men de skal fuldføre præcis det samme arbejde.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jensen Bøfhus.

Fagbladet 3F har dog fået adgang til nedenstående video, som direktør Anders Nikolaisen har sendt ud til kædens cirka 700 medarbejdere.

Rettelse: Tidligere skrev Fagbladet 3F, at Palle Skov Jensen solgte Jensen Bøfhus til en ejerkreds sidste år. Det var i 2018.