Chauffør Palle Vejen har lagt sin lønseddel offentligt frem på Facebook. – Jeg har fået at vide, at det er sejt gjort, men hvorfor skulle man ikke turde?
- En af de første, der lagde de her lønsedler op, skrev, at vi trænger til noget åbenhed omkring, hvad vi tjener. Og det har jeg rent faktisk tænkt på længe.
Sådan siger den 49-årige chauffør Palle Vejen, der for nyligt valgte at slå sin lønseddel offentligt op på et socialt medie.
Dermed følger han en trend, hvor helt almindelige danskere er begyndt at poste lønsedler. Det er især på det sociale medie Reddit, at lønsedlerne florerer og bryder med tabuet: Hvad får du i løn?
LÆS OGSÅ: Vil du også vise din lønseddel frem?
- Min bevæggrund for at lægge min lønseddel ud er, at andre måske får en ide om, hvor meget man egentlig skal have som chauffør i dag, lyder det fra Palle Vejen.
- Jeg vil gerne vise, hvad man har krav på. For jeg er bange for, at der er nogle, der kører til langt under den overenskomstmæssige løn, siger Palle Vejen, der selv har været i transportbranchen siden 1999: Først som buschauffør, siden som eksportchauffør i Norge og Sverige i 12 år.
I dag kører den nordjyske chauffør med betonelementer herhjemme.

- Der var en, der sagde, “det er sejt, at du tør gøre det”, altså lægge lønsedlen ud. Men jeg kan slet ikke forstå, hvorfor man ikke skulle turde? Det er jo bare overenskomsten, man lægger frem, siger Palle Vejen.
- Men der er altså et meget stort tabu omkring løn. Også hos vognmænd, fornemmer jeg. Men så er det, måske fordi at mange ikke får det, som de har krav på. Og så er man bange for, at det kommer offentligt frem?
Vi har “ikke en fyrstelig løn”
Palle Vejen vil samtidigt gerne vise, at chauffører faktisk ikke har “en fyrstelig løn”, som han kalder det.
- Når jeg hører folk, især i industrien, snakke om løn, er der rigtigt mange, der har den holdning, at “vi jo bare kan forhandle noget mere i løn bagefter”. Men det kan vi chauffører altså ikke bare lige, siger Palle Vejen med henvisning til, hvordan chaufførers løn fastlægges.
Chauffører er nemlig ansat på normallønsområdet. Det betyder helt konkret, at alle lønsatser og lønstigninger er aftalt ved de centrale overenskomstforhandlinger. Så der er ikke lokale lønforhandlinger bagefter ude på de enkelte arbejdspladser, hvilket der for eksempel er i industrien.
- Så hvis chauffører får en høj løn, er det typisk, fordi de arbejder på skæve tidspunkter, mener Palle Vejen.