Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

Lufthavnsarbejderen Peter Hermansen pressede sin 11-årige datter ind i et butiksskab og ringede til sin søn for at sige farvel i de kritiske minutter, hvor en mand gik rundt og skød tilfældige i storcenteret Field's.

Peter Hermansen og hans kæreste Lotte Nedergaard var fanget i storcenteret Field's i 45 minutter under skyderiet. Alt imens deres to sønner var ude i centeret på egen hånd
Foto Joachim Rode

3. juli 2022 fik Danmark et kollektivt chok. En 22-årig psykisk syg mand skød og dræbte tre mennesker og sårede yderligere syv i det københavnske shoppingcenter Field’s. En masse mennesker var fanget inde i centeret, alt imens skyderiet stod på. Uvidende og skræmte.

Fagbladet 3F har mødt 3F-medlemmet Peter Hermansen og hans kæreste Lotte Nedergaard, som var fanget i centeret med deres tre børn, alt imens skyderiet stod på.

De fortæller om deres oplevelse under skyderiet, og hvordan det har påvirket dem efterfølgende.   

En hyggetur med familien

Peter Hermansen er 42 år og arbejder som specialarbejder i Field and Maintenance Service i Københavns Lufthavn. Det var hans sidste dag på arbejde, inden han skulle holde sommerferie med familien.  

- Jeg havde lige været på arbejde fra kl. 6 til 15. Efter arbejde hentede jeg Lotte og børnene i Lottes lejlighed, og så kørte vi i Field’s med det samme. Vi skulle bare hygge os, have lidt mad og shoppe de sidste ting til ferien, fortæller Peter Hermansen.  

Efter de har spist på fastfoodkæden KFC, går de rundt i forskellige butikker. Da de er i H&M, begynder parrets drenge, Phoenix og Laurits på 11 og 13 år, at lege gemmeleg, og de skjuler sig under tøjstativer, så de kan udspionere de andre. Efter lidt tid får drengene lov til at gå ud i centeret på egen hånd. 

Peter og Lotte fortsætter shoppingen med deres 11-årige datter Viola i tøjbutikken Monki. Det er en lys butik med glasruder ud til centeret og en masse spejle. Butikken er helt tom for kunder. Den lille familie bevæger sig med rolige skridt mod udgangen af Monki. Pludselig kan de se en strøm af mennesker, der spurter forbi butikken. Der kommer flere og flere til, og nogle af dem drejer af og løber forbi familien ind i Monki.  

Peter Hermansen fortæller om den voldsomme oplevelse i Fields.
Peter Hermansen fortæller om den voldsomme oplevelse i Fields. FOTO: Joachim Rode

Det første skud

”Hvad sker der, hvad sker der?”, udbryder Peter.  

”De siger, der går en mand rundt med en geværlignende ting”, svarer en mand, inden han løber videre.  

Peter og Lotte kigger på hinanden. Deres øjenkontakt bliver afbrudt af en bragende lyd. Et skud. 

På det her tidspunkt går det op for dem, at noget er helt galt, og instinkterne begynder at tage over. De vender sig om 180 grader og løber tilbage ind i butikken. De sætter sig bag en lille disk. Nu kan de høre skud igen, og de bliver bekræftet i deres frygt. 

- Lige da vi sidder bag disken, tænker vi: ”Måske var det slet ikke et skud, vi hørte?” 

Så begynder skuddene at falde. Nu synker det helt ind. Der er en, der skyder, fortæller Lotte Nedergaard.  

Uvisheden er dog stadig stor. De kender ikke til omfanget. Er det én gal mands værk, eller er der flere? Er det et planlagt angreb? Lotte kommer i tanke om terrorangrebet i 2015 på spillestedet Bataclan i Paris, hvor flere gerningsmænd likviderede 89 mennesker. Er det den samme uhyrlighed, de er ved at blive udsat for? 

Gemmer sig i tøjbutik

Peter tænker instinktivt, at deres datter, Viola, skal beskyttes. Under disken er der et lille skab. Peter får presset Viola ind i det, så hun er gemt væk. Lotte prøver som det første at ringe til drengene, som er alene ude i centeret. Hun får fat i dem og fortæller dem, at der er en mand i centeret, som går rundt og skyder. Hun beder dem om at gemme sig.  

Peter ringer 112, men der er kø, og han kommer ikke igennem.  

Der er i alt omkring 15 mennesker inde i tøjbutikken. De gemmer sig rundt omkring i butikslokalet, og for det meste er der helt stille. Men hver gang, der falder et skud, bliver stilheden afbrudt af gisp og hulk. Peter lægger mærke til, at Viola bliver meget ængstelig efter hvert skud og falder til ro igen, når der bare er stilhed.  

Ringer for at sige farvel

Det føles, som om tiden står stille. På et tidspunkt mister Peter og Lotte fuldstændigt troen på, at de kommer ud i live.  

Lotte ligger udstrakt på maven og kigger ud af butikkens glasrude. Hun leder efter tegn på, at deres redning er på vej. 

 -Jeg lå helt fladt og kiggede ud, fordi jeg havde en idé om, at man kunne forberede et eller andet. Jeg håbede på, at jeg ville se militærstøvler eller noget i den retning, som kunne fortælle mig, at redningen er på vej. 

Det er dog et helt andet syn, som møder hende. Hun ser et par tennissko komme listende mod butikkens døråbning.  

”Fuck, han kommer nu. Han kommer nu!”, udbryder hun.  

Peter tager sin telefon og ringer. Han ringer til sin ældste søn, som er i USA.  

- Da Lotte siger, at han er på vej, ringer jeg op til min søn. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil sige. Jeg ringer bare for at høre hans stemme en sidste gang. Jeg ringer for at sige farvel.  

I det øjeblik er Peter Hermansen sikker på, at det er slut om lidt. Lotte fornemmer, at der sker noget inde i Peter.  

- Jeg kan se på Peter, at han i det moment gav op. At han tænkte: ”Det var det”.   

Da Peter kommer igennem til sønnen i USA, er manden i de hvide tennissko kommet hen til butikken. Det viser sig at være en far, der sniger sig rundt i centeret for at finde sin datter. Peter får ikke sagt noget til sin søn, inden manden snakker til dem.  

”Vi skal væk herfra”.  

”Det tør jeg sgu ikke. Vi går først, når politiet siger det”, svarer Peter.   

Derefter ryger mobilforbindelsen til sønnen.   

Peter Hermansen har arbejdet i Københavns Lufthavn i mange år.
Peter Hermansen har arbejdet i Københavns Lufthavn i mange år.

Fra rædsel til redning 

Manden lister videre. Men kort tid efter kommer han tilbage med en befriende melding. Han har fundet en nødudgang. Peter og Lotte får samlet folk i butikken, og de bevæger sig mod nødudgangen. Peter går bagerst sammen med Viola. De går ind til nabobutikken og videre ud ad nødudgangen. Gennem et gangsystem og ud ad en dør kommer de til sidst frem til brandtrappen, som fører ned til en udgang.  

Peter og Lotte har været fanget inde i butikken i næsten 45 skrækindjagende og uforudsigelige minutter. Nu kan de endelig se en ende på det. Den mand, som de fem minutter tidligere troede, var bødlen, ender med at føre dem ud i sikkerhed.   

- Det skøre er jo, at den mand på den ene side repræsenterer en kæmpestor angst, men så bliver han lige pludselig vores redningsmand. Det er en mærkelig og svær følelse at sidde med, men jeg er dybt taknemlig for, at han hjalp os ud, fortæller Lotte Nedergaard. 

Ude af centeret bliver de mødt af et kaotisk syn, husker Peter Hermansen.  

- Der er kaos med ambulancer og politi. En masse mennesker står under metrostationen. Der er ingen, der bemærker, at vi kommer ud. Sammen med andre fra butikker løber vi væk fra Field’s, fortæller Peter Hermansen.   

Genforenet med deres sønner 

På vejen væk fra centeret ringer Lotte Nedergaard til sin søn. Drengene er under episoden løbet ned i Field’s p-kælder. Her har en familie samlet dem op i bilen og taget dem med ud af centeret. Peter og Lotte løber hen for at blive genforenet med dem. En bil stopper midt på vejen. Laurits råber ud af bilruden. 

”Vi er her, vi er her” 

Peter løber derhen. Han får deres drenge ud af bilen og takker chaufføren utallige gange.  

Han bærer Phoenix væk fra situationen. Da de kommer lidt væk, bliver det hele for meget for Peter.  

- Imens jeg krammer min søn, bryder jeg bare helt sammen i gråd. Vi græder begge to. Han har også været dødsangst.  

Nu er familien langt om længe samlet og uden for fare. De aflyser den sommerhustur, de skulle have været på dagen efter. Familien er bare sammen og forsøger at bearbejde det, de har oplevet.  

Det eksistentielle tomrum  

Peter Hermansen starter på sit arbejde igen efter familiens ferie, men skudepisoden i Field’s sidder dog stadig i ham, og særligt pludselige lyde kan gøre ham urolig.   

- Jeg arbejder i en lufthavn, og der er mange lyde. Det giver et spjæt i mig, hver gang folk råber højt, hujer eller hvis der kommer en anden høj lyd. Det har det gjort lige siden. Når det sker, har jeg brug for at kigge rundt og se, om alt er, som det skal være, fortæller han.

Peter har tænkt meget på alle de tilfældigheder, der førte til, at de slap uskadte igennem den skæbnesvangre søndag. At de spiste tidligere, end de normalt ville have gjort. At de gik til venstre i stedet for at gå til højre. Flere eksistentielle overvejelser er også begyndt at fylde for dem. 

- Jeg har tænkt meget over, hvor uretfærdigt det er. Det er lige meget, om man er et skidt eller et godt menneske. Uanset hvad oplever man bare alt muligt tilfældigt. Man kan ikke styre det. Det har skabt et eksistentielt tomrum. Livet er meget tilfældigt, og det har ramt mig, efter at det her er sket, fortæller Lotte Nedergaard. 

Hele familien har efterfølgende fået psykologhjælp, og det har hjulpet dem med nogle af de svære tanker og følelser, skyderiet medførte.