Morten Halskov
Asger Havstein EriksenTEMA
Slumlejren
Bernadette Cate sidder i Filippinerne og føler sig som sine børns far. Hendes mands liv som lastbilchauffør i Danmark var forfærdeligt, men han kan ikke vende hjem til familien i hjemmet øst for Manila.
Det er barskt. Men vi er nødt til at ofre os. Sådan siger 38-årige Bernadette Cate om savnet hver dag af sin mand og sine to børns far.
Jojit Cate forlod i juni 2018 familien i Filippinerne og rejste til det forjættede Europa for at køre lastbil for den sydjyske virksomhed Kurt Beier Transport – og tjene gode penge til familien.
Men drømmen bristede i Danmark. Og siden er 41-årige Jojit Cate rejst videre til Polen, så familien i Filippinerne må fortsat undvære dens far og forsørger.
- Åh, det er virkelig hårdt. At leve her uden sin mand, som er langt væk, er ikke godt. Jeg er også far til mine to børn. Det er meget hårdt. Men jeg er nødt til at overleve, siger Bernadette Cate.
- Jeg savner Jojit mere end 100 procent, siger hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Må forsøge familien
Hun har inviteret Fagbladet 3F på besøg i familiens hjem i den mindre by Antipolo City – 65 kilometer øst for hovedstaden Manila. Mens hendes svigermor laver frokost til gæsterne fra Danmark, viser Bernadette Cate et nærliggende hotelområde med park og badeland frem.
- Her plejede Jojit og jeg at gå tur, da vi flirtede med hinanden og datede i 2005. Vagten var Jojits ven, så vi overnattede gratis. Ejeren af stedet vidste ikke noget om det, griner Bernadette Cate.
Hun vil også gerne vise den berømte katedral på et bjerg i Antipolo City. På vejen derhen fortæller hun, at hun som fireårig mistede sin far. Han kom træt og stresset hjem fra arbejde. Drak en øl. Og døde. 37 år gammel.
Det betød, at Bernadette Cate i en tidlig alder måtte være med til at forsørge sin mor og søskende. Det var også for at forsøge familien, at hun i 2007 efter en optagelsesprøve udnyttede et tilbud om at komme til Sydkorea som professionel forsanger i et band. Her sang hun pop- og sommetider rock-sange på en natklub, hvor der kun måtte komme udlændinge.
- Jojit ville ikke have, at jeg tog af sted. Han var bange for, at jeg måske fandt en anden. Vi var også langt væk fra hinanden. Men jeg ville forsørge familien, forklarer Bernadette Cate.
Hun var der i tre år og tjente 30.000 pesos om måneden. Det svarer til godt 3.700 kroner.
Efter at Bernadette Cate kom tilbage fra Sydkorea, fik hun senere arbejde på et callcenter i Manila, som ligger to-tre timers kørsel fra Antipolo City. Her tjente hun 12.000 pesos om måneden i løn – knap 1.500 kroner.
- Jeg fik også en sæk ris i bonus, hvis virksomheden havde succes. Men i december 2017 var jeg nødt til at sige op, fordi vores datter blev syg, siger hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Indlagt fire gange
Katedralen i Antipolo City er denne mandag formiddag som sædvanligt propfyldt med kristne filippinere, der valfarter fra hele den asiatiske østat til en af dagens mange gudstjenester i kirken. Bernadette Cate fortæller, at hun og hendes mand plejede at tage sammen til katedralen et par gange om måneden. De tog blandt andet herhen, da deres datter blev syg, og inden hans rejse til Europa. For at sikre held og lykke.
- Den katolske kirke er mere vigtig end mit liv. Den giver håb. Velsignelse. De gode ting i vores liv, siger Bernadette Cate og fortæller, at hun hver dag beder om aftenen og igen, inden hun går i seng.
Men hendes mands liv i Danmark endte ikke lykkeligt. Det var et mareridt med skuffelser og ydmygelser.
Jojit Cate tjente cirka 15 kroner i timen for de mange timers arbejde som lastbilchauffør på europæiske veje. Hans hjem var en udtjent og uopvarmet lastbilanhænger, hvor han sov på en beskidt skumgummimadras ved siden af sit tøj i plasticposer.
I oktober kunne chaufførens krop ikke klare presset længere. Han lå svimmel på skumgummimadrassen og kunne ikke rejse sig. Han blev kørt på sygehuset i Aabenraa, hvor lægen konstaterede for højt blodtryk. Jojit Cate blev indlagt.
Samtidig var hans datter Francine på halvandet år indlagt på sygehuset i Filippinerne med en meget alvorlig blodsygdom. Bernadette Cate fortalte ikke sin mand, at deres datter var på sygehuset, men forklarede blot, at telefonforbindelsen var dårlig.
- Jeg var meget bekymret og ked af det. Jeg havde det heller ikke godt. På det tidspunkt ville jeg også give op. Men nej, det var ikke muligt at give op. Min datter var allerede på sygehuset, og det var min mand også. Jeg bad til, at de ville få det godt, siger Bernadette Cate, mens tårerne presser sig på.
I 2018 var Francine indlagt på sygehuset fire gange med sin sygdom, som betyder, at hun er sent udviklet, og som knap toårig stadig ikke kan gå selv. Der er skader på hendes hjerne og øjne.
- Jeg tænker kun på et nyt liv. Bønner. Et mirakel. Jeg siger altid til Jojit, at han ikke behøver at tænke så meget på sin søn og datter, for jeg er her. Jeg vil tage mig af dem. Jeg håber ikke, at min datter bliver syg igen, Bernadette Cate.
(Artiklen fortsætter under billedet)
En stor mulighed
Hjemme i huset har Jojit Cates mor gjort frokosten parat. Familien serverer blandt andet ris, fisk og agurk på et lille rundt plastikbord med dug på. Der er trangt i huset, der også rummer en madras på gulvet, et fjernsyn samt et køleskab. I et tilstødende rum er toilettet, mens en håndvask og et skab til tallerkener, glas og bestik er uden for indgangen til hjemmet.
Der er en ledig plastikstol ved bordet, da ægteparrets søn på 10 år, Ivan, er i skole.
Bernadette Cate har været hjemmegående, siden hun måtte forlade jobbet på callcenteret. Men hun forsøger nu at skabe sig en indtægt som medarbejder i et firma, som sælger huse i området. Hun kan tjene 5.000 pesos – eller 620 kroner – ved at sælge et hus, fortæller hun.
Familien er helt afhængig af de penge, som hendes mand kan sende hjem til dem i Filippinerne, fortæller hun. Bernadette Cate bruger hans løn til at betale for varer, vand, elektricitet samt det lån, han tog for at kunne komme til Europa og arbejde.
- Lønnen her i Filippinerne er meget lav. Det er noget helt andet end især i Europa. Europa er en stor mulighed. Det er store penge for vores familie, siger Bernadette Cate.
Hun var chokeret, da hendes mand ringede og fortalte, at politiet rykkede ind i Kurt Beier Transports slumlejr i Padborg dagen efter, at Fagbladet 3F i slutningen af oktober 2018 havde afsløret forholdene.
Politiet tog Jojit Cate og 25 andre chauffører med på politistationen til afhøring.
- Jeg var bange. Der skulle være mange interviews. Jeg tror, at det var meget hårdt for ham. Kurt Beier-firmaet er stort, og jeg sagde til ham, at han skulle passe på sig selv, for måske vil nogen fra Kurt Beier-firmaet slå dig ihjel, siger Bernadette Cate.
Læs også Fagbladet 3F’s fortælling: Jojit er en moderne lønslave
(Artiklen fortsætter under billedet)
Drømmen lever
I en måned levede Jojit Cate og de andre chauffører på en hemmelig adresse i Sønderjylland, fordi de ifølge Socialstyrelsens Center mod Menneskehandel var ofre for menneskehandel til tvangsarbejde.
Ægteparret talte om, hvorvidt han skulle rejse hjem til familien i Filippinerne. Men Bernadette Cate sagde til sin mand, at han måtte blive i Europa og finde et andet arbejde. For familiens skyld.
- Han kan ikke blive her. Hvad kan han gøre her? Han kan arbejde her til en lav løn som lastbilchauffør. Det er meget bedre, at han bliver i Europa. Jeg tror, at lønnen er det dobbelte, siger Bernadette Cate og forklarer, at de skal betale tilbage på lånet frem til juni måned.
I begyndelsen af december rejste Jojit Cate til Polen, hvor han venter på at komme til at køre lastbil for en anden arbejdsgiver. Til en markant højere løn.
- Jeg er lykkelig nu. For nu har det ændret sig. Nu er der en ny arbejdsgiver. Jeg håber, at den nye arbejdsgiver giver dem et godt system, siger Bernadette Cate.
- Jeg har sagt til Jojit, at du må holde humøret oppe. Forblive rolig. Arbejde. Lad være med at sige noget til din nye arbejdsgiver. Slappe af. Fokusere på dit job. Gøre dit arbejde. Adlyd reglerne. Og så vil alle være lykkelige, siger hun.
Inden hun går i gang med opvasken efter frokosten og serverer et glas kold rødvin til gæsterne, forklarer Bernadette Cate, at hendes mand gerne må blive i flere år i Europa og arbejde. For på den måde kan familien spare penge op til at indfri deres drøm om et større hus, at købe en bil samt at etablere en større eller mindre virksomhed.
- Jeg har en stor drøm sammen med Jojit: En bedre fremtid for vores søn og datter, siger Bernadette Cate.
Hun ønsker, at hendes mand kan komme hjem på besøg hvert år i december, så familien sammen kan fejre jul og byde det nye år velkommen. I modsætning til den seneste jul og nytår, hvor han opholdt sig i Polen.
- Det er jeg meget ked af. Men jeg siger altid til mig selv, at jeg må vente. Hvis vores plan lykkes, er det godt. Vores liv vil blive bedre, siger Bernadette Cate.
