Gå til hovedindhold

Den omstridte totalentreprenør Jesper Oemann Andersen skal ikke længere bygge boliger for byggeherren Henrik Hansen, oplyser erhvervsmanden. 3F mener ikke, at der er kommet styr på byggeriet, hvor der har arbejdet underbetalte udlændinge.

Rumænske Ionut Ioan har arbejdet for Jesper Oemann Andersen på boligbyggeriet i Holbæk og har ifølge Center mod Menneskehandel været offer for menneskehandel til tvangsarbejde.
Michael Drost-Hansen

Den driftige erhvervsmand Henrik Hansen fra Vipperød har stoppet sit faste samarbejde med Jesper Oemann Andersen, der har stået for opførelsen af 30 boliger i Holbæk med brug af underbetalte udlændinge. Det oplyser Henrik Hansen til Fagbladet 3F.

Meldingen kommer, efter at Fagbladet 3F og DR i denne uge har afsløret, at Socialstyrelsens Center mod Menneskehandel har vurderet, at tre rumænere og tre pakistanere på byggeprojektet har været udsat for menneskehandel til tvangsarbejde.  Rumænere har ifølge dem selv tjent mellem cirka 49 og 64 kroner i timen, mens pakistanske arbejdere fortæller, at de har tjent 2.000-3.000 kroner om måneden.   

Bygherre Henrik Hansen oplyser, at han siden midten af maj 2017 har samarbejdet med Jesper Oemann Andersen om at bygge seks parcelhuse på Torpet og 24 lejligheder på Vejrhøj. Ifølge Henrik Hansen blev han 12. december 2018 enig med hovedentreprenøren Jesper Oemann Andersen om at ophæve deres aftale på byggeriet.  

Henrik Hansen fortæller, at deres aftale kom i stand efter en aktion 27. november 2018, hvor politiet blandt andet slog til på byggepladsen på Vejrhøj og anholdt i alt 49 personer, hvoraf næsten alle er rumænske arbejdere.

- Jeg har ikke set nogen beviser på noget. Men jeg kan ikke tage chancen for, at der ikke er noget. Der skal være ordentlige forhold, siger Henrik Hansen om bruddet med Jesper Oemann Andersen.

- Jeg ved, at Skat indefryser hans penge. Han meddeler, at han ikke er i stand til at bygge videre. Vi er nødt til at blive enige om, at vi stopper. Ellers bliver byggeriet ikke færdigt, siger Henrik Hansen.

Læs også: Dansk myndighed: Byggearbejdere er ofre for menneskehandel

3F: Billedet er det samme

Bygherre Henrik Hansen oplyser, at han hverken har været anholdt eller afhørt af politiet i forbindelse med sagen.

Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få kommentarer fra Jesper Oemann Andersen fra Mørkøv i Nordvestsjælland. Men han har oplyst over for DR, at Skat har indefrosset midler i byggefirmaet Byg & Bolig ApS, så selskabet ikke kan leve op til sine forpligtigelser.

Jesper Oemann Andersen er direktør for byggefirmaet Byg & Bolig ApS, der er ejet af hans mor. Firmaet har benyttet flere underentreprenører til byggeriet af boligerne på Torpet og Vejrhøj. Blandt andet AKK Byg IVS, der har haft rumænere ansat.  

Ved indgangen til byggepladsen på Vejrhøj var der opsat dette skilt.
Ved indgangen til byggepladsen på Vejrhøj var der opsat dette skilt. FOTO: Privat

I sidste uge var Fagbladet 3F’s udsendte forbi byggepladsen på Vejrhøj, hvor byggeriet af lejlighederne fortsat er i gang. På det tidspunkt arbejdede flere udlændinge på byggeriet – iført sorte T-shirts med navnet AKK Byg. 

Ved indgangen til byggepladsen var der i sidste uge opsat et skilt med firmanavnet Andersens Entreprenørforretning ApS. Som led i bekæmpelsen af sort arbejde skal byggepladser på privat grund have skiltning, så det tydeligt fremgår, hvilke virksomheder, der arbejder på pladsen.

Det er Jesper Oemann Andersens far, der både er direktør for og ejer af Andersens Entreprenørforretning ApS, der er registreret som en tømrer- og entreprenørvirksomhed.

Formanden for 3F Holbæk-Odsherred, Allan Andersen, oplyser til Fagbladet 3F, at Henrik Hansen tirsdag i denne uge oplyste til ham, at Henrik Hansen havde hyret Andersens Entreprenørforretning ApS på byggeriet på Vejrhøj.

- Jesper Oemann Andersen og hans kvindelige arbejdsleder er set på byggepladsen i dag onsdag sammen med flere rumænske arbejdere. Billedet er ikke ændret, siger Allan Andersen.

Læs også: Byggearbejdere blev lovet 35.000 kroner om måneden: Fik op til 3.000 kroner

Afviser aftale

Rumænere og pakistanere har arbejdet på byggeriet Vejrhøj, hvor der skal opføres 24 lejligheder.
Rumænere og pakistanere har arbejdet på byggeriet Vejrhøj, hvor der skal opføres 24 lejligheder. FOTO: Privat

Henrik Hansen afviser fuldstændig, at han har hyret Andersens Entreprenørforretning ApS på byggeriet på Vejrhøj.

- Jespers far er en hel fin mand, der har et velrenoveret firma. Han tilbød sin hjælp. Vi var indstillet på at gå i fuld dialog med ham. Men efter fjernsynsudsendelsen mandag blev jeg nødt til at lægge tingene fra mig og sige: Det kan vi heller ikke, siger Henrik Hansen.   

Hvordan ved du, at firmaet et velrenommeret?

- Han har været der i mange år, og han virker som en super god mand, siger Henrik Hansen.

Har du arbejdet sammen med ham før?

- Nej, siger Henrik Hansen.

 Andersens Entreprenørforretning ApS blev stiftet 10. december 2018?

- John er kloakmester og har kørt i mange år. Jeg er godt klar over, at de stiftede et selskab i december og prøvede at komme ind, siger Henrik Hansen.  

Har du sagt til ham, at det ikke bliver til noget?

- Nej, han var på ferie, da fjernsynsudsendelsen var dér. Men det finder han ud af. Sådan er det. Der ligger udkast til entrepriseaftaler, men der ligger ikke noget underskrevet, siger Henrik Hansen.   

Læs også: Ionut flygtede fra arbejdsgiver til et liv på gaden: Så kom dødstruslerne

Bygherre: Vil stramme endnu mere op

Jesper Oemann Andersen er fortsat direktør for selskabet Ejendomsudvikling DK ApS, der har hans mor og bygherren Henrik Hansen som hovedejere. Ejendomsudvikling DK ApS ejer mange af de byggegrundene, hvor boligerne bliver bygget.

Til det fortsatte parløb i selskabet Ejendomsudvikling DK ApS siger Henrik Hansen:

- Du skal vente en dag eller to. For der er også en løsning dér. Han stopper på den ene eller anden måde som direktør, siger Henrik Hansen.

Bygherren oplyser, at han ikke længere vil have en totalentreprise på byggeprojektet, men alene fagentrepriser.

Hvordan kan det lade sig gøre at bygge så mange boliger, og du opdager intet?

- Jeg har kun flinke mennesker. Jeg har ikke set det. Så havde jeg selvfølgelig gjort noget ved det. 3F var der i marts og fandt ikke noget. Men jeg har forstået, at det har stået på i noget længere tid. Så selv 3F er blevet snydt. Det er ikke let, siger Henrik Hansen.

Har du tænkt dig at holde bedre øje med byggeriet fremover?

- Qua det her skal man bare have strammet endnu mere op over for alle entreprenører, siger Henrik Hansen.

Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få kommentarer fra ejeren af Andersens Entreprenørforretning ApS.


FOTO: Grafik: Fagbladet 3F