Jan Brenneke Hansen har arbejdet, fra han var 16 år, og nu har han som en af de første fået tilkendt tidlig pension. - Jeg er lettet, lyder det fra den 61-årige bryggeriarbejder.
“Din anciennitet er opgjort til 44,358 år. Det betyder, at du har ret til tidlig pension fra 1. juli 2024.”
Sådan lød det fra Udbetaling Danmark til den 61-årige bryggeriarbejder Jan Brenneke Hansen bare fire dage efter, at han i sidste uge havde sendt sin ansøgning om tidlig pension.
Dermed er Jan Brenneke Hansen en af de første, der har fået tilkendt tidlig pension, populært kaldet “Arne-pension”.
- Jeg syntes, at det var let at søge. Det tog bare et par minutter. Jeg var overrasket over, at svaret kom så hurtigt. Og det var da fedt. Jeg er lettet, siger han til Fagbladet 3F.
Jan Brenneke Hansens ansøgning blev sendt afsted mandag 2. august, dagen efter, at der blev åbnet for ansøgninger. Svaret fik han allerede om fredagen samme uge.
Har arbejdet siden han var 16
Jan Brenneke Hansen har arbejdet, siden han var 16 år. Hans plan har hele tiden været, at han ville trække sig tilbage, så snart han havde mulighed for det.
Oprindeligt havde han regnet med efterlønnen, som han stadig betaler til. Men på grund af modregning for pensioner, vil hans efterløn formentlig ikke blive på mere end 12.000-13.000 kroner om måneden.
- Da Arne-pensionen så blev præsenteret, tænkte jeg, at det lød interessant. Den henvendte sig til én som mig. Jeg ved godt, at beløbet er lavere end efterløn, men hvis jeg kan supplere med noget fra Industriens Pension oven i og også får udbetalt mit efterlønsbidrag skattefrit, så ser det rimelig fornuftigt ud økonomisk, siger Jan Brenneke Hansen.
Den nu snart pensionerede bryggeriarbejder bor i Faxe Ladeplads sammen med sin kone, som går hjemme på grund af sygdom.
Jan Brenneke Hansen begyndte sit arbejdsliv som arbejdsdreng på en cigarfabrik. Men allerede i 1978 blev han sommervikar på bryggeriet, der dengang hed Faxe og i dag hedder Royal Unibrew.
Senere blev han fastansat, og nu har han været bryggeriarbejder i 43 år.
- Det har været en god arbejdsplads, men man er jo slidt og har ondt i kroppen efter så mange år, både i ryg, arme og knæ. Desuden har jeg altid haft skifteholdsarbejde og arbejdet meget om natten, og det slider også, siger han.
En dejlig besked
Nu ved Jan Brenneke Hansen, at han kan få tidlig pension fra 1. juli 2024. Det er måneden efter, at han fylder 64 år. Så nu har han lidt under tre år tilbage på arbejdsmarkedet.
- Min kone syntes også, at det var en god besked. Og så kom den lige op til, at vi skulle have tre ugers ferie, så det var dejligt, siger han.
Selvom man søger og får godkendt sin anciennitet nu – som 61-årig eller senere – så betyder det ikke, at man er tvunget til at gå på tidlig pension, når den tid kommer.
Det betyder alene, at man får muligheden, hvis Udbetaling Danmark godkender ancienniteten. Når ancienniteten er godkendt, svarer det lidt til at få et efterlønsbevis – eller et “Arne-bevis”.
Først et par måneder før, at man kan gå på tidlig pension, skal man søge om selve ydelsen, og i virkeligheden er det først her, man behøver tage endelig stilling.