“Det der store bededags-halløj … er det ikke en lille ting, at gøre så meget ud af? Herregud da. En enkelt ufortjent fridag? Der er jo krig og alt muligt. Og inflation og energikrise.”

Nogenlunde sådan lyder det ret ofte i min vennegruppe af medie- og kommunikationstyper. De lufter også et beslægtet synspunkt om, at den store folkelige modstand mod afskaffelsen af den 337 år gamle bededag er ren symbolik. For ellers burde alle dem, der ikke er gået ned med et glutenallergisk anfald efter gårsdagens varme hvede-orgie, jo ligge på knæ henne i kirken hele bededagen og udstønne et helt års opsparede bønner.

Det lidt karikerede synspunkt vender vi tilbage til. Men først lige et lille kig ind i det segment af befolkningen, der tæller vellønnede reklame- og kommunikationsfolk, journalister, arkitekter, kunstnere og designere. Folk, der typisk selv bestemmer, hvor og hvornår de arbejder, og om de føler mest for at holde fri den ene eller anden dag. Mennesker for hvem mødetider og vagtplaner er noget gammeldags pjat.

Egentlig udgør de ikke en stor del af befolkningen, men de fylder i medierne, som var de det store flertal. Det er også dem, vi derfor tit kalder for meningsdannere. For når man larmer, danner man meninger – ikke kun hos sig selv, men også hos andre. Hos netop dem er der et skældsord, der rammer hårdt og mere alvorligt end de fleste andre: Ordet er PRIVILEGIEBLINDHED.

At være privilegieblind er slemt i det segment.

Og risikoen for at falde i er stor. Man skal for eksempel ikke mene for meget om ungdommens rige muligheder, hvis man selv er en af de boligejere, der købte hus, dengang man skulle til Strandvejen for at finde en villa til en hel million. Ligesom der er grænser for, hvor meget man bør kloge sig på afrikanske forhold som beboer i en gammel kolonimagt. I risikozonen er også københavnere, der mener, at jyderne også burde cykle på arbejde. Hvide, heteroseksuelle mænd samt mennesker med en binær kønsidentitet. Og selvfølgelig boomerne, der har levet et langt liv med både diesel-os, bøffer og brændeovne. 

Man kan sagtens synes, at den lange liste over potentielt blinde er latterlig. Og at privilegie-kortet spilles for tit.

Men det er ikke så dumt, for det giver mening at kende sine blinde vinkler.

Netop derfor undrer den fastlåste debat om store bededag mig mere end noget andet. For mens vi taler mere om privilegieblindhed nu end nogensinde før, har blindheden aldrig nået så store højder som lige nu.

For nej, venner – debatten om bededagen handler hverken om en manglende lyst til at bidrage eller om arbejdernes manglende forståelse for, at der er krig i Europa.

Det handler om noget helt andet for almindelige lønmodtagere. Om en udstrakt lede ved netop den privilegieblinde ligegyldighed over for almindelige arbejdere, der nu har sneget sig helt ind på ministerkontorerne.

For dem, der betaler mest for afskaffelse af store bededag, er de samme arbejdere, som under hele coronaen stod op og tømte skraldespande, byggede videre, passede vores ældre, gjorde Danmark rent og holdt busserne kørende, mens de kunne læse den ene artikel efter den anden om os andre, der hyggearbejdede fra sommerhuset og holdt møder på zoom i en heldags-pyjamas. Det er også dem, der arbejder efter vagtskema, og som i årtier har set, at fællesregningen er blevet sendt nedad, mens virksomhedsejere, konsulenter og andre vellønnede får gaver, der markant har øget forskellen på de rige og de mindre rige.

Nu skal vi så også lade som om, at prisen for at afskaffe en fridag er den samme for vagtskema-folket, som for de privilegerede, der selv råder over fridage. Det ved de fleste er en tyk løgn.

Uligheden galopperer derudad. Ikke kun målt i kroner og ører – men også i fordelingen af politikergaver. Og i forhold til hvor alvorligt de forskellige segmenter bliver taget af politikerne.

Når et historisk stort flertal i befolkningen nu siger: “I rører ikke fridagen”, kan det frit oversættes til: “Nu´ det sgu nok”.

Når Jakob Ellemann med en af historiens tåbeligste one-linere siger, at han “hellere vil være fri end holde fri”, hører de “bla bla bla”. Og når Mette Frederiksen og Lars Løkke antyder, at Danmarks sikkerhed står og falder med arbejdernes vilje til at smøge ærmerne mere op, tænker de: “Hvor dumme tror de, vi er?”

De ved, at der er andre løsninger end at bede arbejderne betale det meste.

Det er mildt sagt ikke svært at få øje på andre, der kunne betale regningen for velfærd og sikkerhed. Organisationen Oxfam Ibis har netop udgivet en rapport, der viser, at verdens samlede vækst i de seneste år er fordelt pilskævt. Hver gang de 99 procent fattigste på jorden tilsammen har tjent en krone mere, har den rigeste procent tjent to! Helt så skævt er det ikke i Danmark. Men også her er virkeligheden, at de rigeste gennem fire årtier er blevet ekstremt meget rigere, mens det går meget langsommere for de mere fattige. Nu får de rige så skattelettelser. De andre skal give en fridag.

Det er ikke bare det døve øre, politikerne vender til et protesterende folk. Det er også et grimt, privilegieblindt øje.