Gå til hovedindhold

I et forsøg på at beskytte sine ansatte, sender store firmaer som Lego, Dupont og Grundfos medarbejdere med svagt helbred eller kronisk syge i familien hjem, før corona-virus kan ramme dem. Samtidig bliver produktionen ændret, så færre bliver syge.

Lego og adm. direktør, Niels B. Christiansen, har sendt en del af de Lego-ansatte hjem for at beskytte deres helbred.
Arkiv / billedbureauet Ritzau/Scanpix

En række industrigiganter herhjemme går nu ekstra langt for at beskytte sine ansatte med svagt helbred mod corona-virus.

Både på Lego, Grundfos og Dupont er ansatte blevet sendt hjem med løn, fordi de kunne være i risiko for at udvikle svær sygdom, hvis de bliver smittede.

- For os startede det allerede i torsdags, hvor vi sendte de første syge hjem, fortæller Bent B. Christensen, tillidsmand på Grundfos.

- Det var dem med hjerte- eller lungeproblemer, eller som måske har et svagt immunforsvar, fordi de bekæmper kræft eller på anden måde er udsatte. De er alle sendt hjem med fuld løn, siger han.

Hos Lego er man gået skridtet videre end blot at sende de mest udsatte i afdelingerne hjem.

- Vi har også ansatte, der har kronisk syge børn, som kan være i risikozonen, hvis de får corona-virus. De har også fået lov at blive hjemme for børnenes skyld, fortæller Berit Flindt Pedersen, fællestillidsrepræsentant på Lego i Billund.

Har lært fra lukkede fabrikker i Kina

Både Lego, Grundfos og Dupont bekræfter over for Fagbladet 3F, at de har sendt ansatte hjem for at beskytte dem mod corona-virus.

Men også de ansatte, som ikke bliver sendt hjem, har industrigiganterne forsøgt at passe ekstra godt på.

Flere steder er fabrikkerne blevet indrettet helt anderledes for at sikre, at så få som muligt er samlet.

På Grundfos var samtlige fabrikker verden rundt lukket ned fredag og mandag for at ombygge produktionshallerne til at håndtere corona-virus.

- Vi har lavet afskærmninger i fabrikken og laver mindre hold, hvor hvert hold har sin egen kantine og toiletter. Samtidig får hvert hold sin egen ud- og indgang til fabrikken, så ingen møder hinanden i større grupper, fortæller Peter Trillingsgaard, der er group vicepresident i Grundfos.

Grundfos har fabrikker spredt rundt i verden, også i Kina. Derfor har den danske gigant lært af erfaringerne derfra.

- Vi var med i første bølge. Allerede 20. januar lavede vi en række ændringer og restriktioner i Kina, og de erfaringer bruger vi nu også i resten af verden, siger Peter Trillingsgaard.

Minister: Industrien tager stort ansvar

Industrigiganternes initiativer modtager store roser fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

- Jeg synes, at det er enormt positivt, at virksomhederne tager et stort ansvar og hjælper med at bremse udbredelsen af covid-19, uden at lukke produktionen ned så Danmark går helt i stå, siger han.

- Virksomhedernes tiltag er endnu et bevis på, at arbejdsmarkedets parter er klar til at rykke hurtigt, tænke konstruktivt og samarbejde, når der er behov for det. Det har regeringen også oplevet i denne ekstraordinære tid, siger Peter Hummelgaard til Fagbladet 3F.