Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 7 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--link-to-article.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 7 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--link-to-article.tpl.php).

Hver dag oplever eleven Michael Wittrock, at omkring fire af hans klassekammerater møder op uden madpakker. - Men så plejer vi at dele, fortæller han.

Michael Wittrock har egenhændigt skrevet til madspildsorganisationen Fødevarebanken for at starte et samarbejde op. Målet er, at organisationen skal levere overskudsmad til de mest udsatte skoler i kommunen.

Der er hverken luksus, lækkerier eller leverpostej gemt i 13-årige Michael Wittrocks klassekammeraters madkasse.

Faktisk møder flere af dem op uden madpakke og med rumlende maver.

Derfor kommer det ikke som en overraskelse for ham, når 25 ud af 49 skoleledere i Fagbladet 3F’s rundspørge fortæller, at de har sultne elever i klasserne.

- Der er næsten altid fire i min klasse, som ikke får mad med i skole. Det kan være fordi, de er udsatte på forskellige måder, eller forældrene ikke har overskud til at smøre deres madpakker, fortæller skoleeleven Michael Wittrock.

Skal vi dele?

Han går i 7. klasse på Præstøskolen i Vordingborg og er en del af det lokale ungdomsråd i kommunen.  

- Når en fra klassen ikke har madpakke med, plejer vi at spørge, om de vil have en mad af os andre, fortæller han.

Selv får han altid madpakke med hjemmefra. Men sultne klassekammerater er alligevel blevet en hjertesag for ham. Han sidder i Vordingborgs ungdomsråd og arbejder med initiativer til gavn for unge i kommunen.

- I ungdomsrådet er der flere, so, har oplevet, at deres klassekammerater ikke har madpakker med. Så det er et generelt problem i Vordingborg, siger han.

Kredit i skoleboden

Michael Wittrock fortæller, at flere af skolerne førhen gav mange af de sultne elever kredit i skoleboderne, så de kunne få noget at spise.

Men nu lukker flere og flere af skolernes boder, fordi de ikke kan løbe rundt.

Derfor har han egenhændigt skrevet til madspildsorganisationen Fødevarebanken for at starte et samarbejde op. Målet er, at organisationen skal levere overskudsmad til nogle udvalgte skoler i kommunen.

- Jeg fik idéen, da jeg selv smurte min madpakke. Alle elever burde være mætte, så de kan lære ordentligt, siger Michael Wittrock.

Fra madspild til måltid

Fødevarebanken er en non-profit organisation, der uddeler gratis overskudsmad fra en række producenter og forretninger.

Organisationen leverer fortrinsvis mad til væresteder, herberger og krisecentre, men skoler er også efterhånden blevet en del af de faste modtagere.

Indtil videre er det kun nogle udvalgte skoler i Vordingborg Kommune, der som en del af pilotprojektet “Hjernemad” står til at få leveret mad af Fødevarebanken efter sommerferien.

Michael Wittrock håber dog, at flere skoler løbende bliver koblet til ordningen.

- Det kunne være rigtig fedt, hvis alle skolerne i kommunen fik en del af overskudsmaden, siger han.

Manglende madpakker

Ørslev-afdelingen af Gåsetårnsskolen er en af de steder i Vordingborg Kommune, der efter sommerferien kan forvente at få udbragt overskudsmad fra Fødevarebanken.

Planen er, at maden skal deles ud til eleverne i det store 10-frikvarter, fortæller afdelingsleder Nastasia Pedersen, der ser frem til samarbejdet.

- Vi synes, at det er en rigtig god løsning, og så er vi samtidig med til at bekæmpe madspild, siger hun.

Nastasia Pedersen fortæller, at skolen har haft erfaringer med, at elever mødte op uden madpakker. Men det problem håber hun, at madordningen kan komme til livs.

- Ordningen sikrer, at alle elever får et ordentligt måltid mad. Samtidig skal læren om madspild også indgå i den kommende undervisning. Så samarbejdet med Fødevarebanken er også et læringsprojekt, fortæller hun.