bladhoved
collagewebdok3

I klemme som illegal

Den ukrainske fodermester Oleksandr begynder at arbejde for en dansk landmand, inden at han får en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Det ulovlige arbejde bliver et stort problem.  

Af: Morten Halskov, Susanne Junker og Anders Palm Olesen

Brevet gør kun situationen værre.

To gange i døgnet har Oleksandr malket køer som fodermester på en gård i Danmark. Men ukraineren har ikke fået den aftalte løn på 26.920 kroner om måneden, som han skulle have ifølge sin ansættelseskontrakt. Faktisk har fodermesteren blot modtaget 6.000 kroner om måneden i kontanter til mad samt et engangsbeløb på 3.000 kroner til reparation af sin bil. Ukraineren har hverken haft arbejdstilladelse eller bankkonto i Danmark.  

Husleje og mad er meget dyrt i Danmark i forhold til i Ukraine, mærker han. Sommetider fanger fodermesteren fisk fra en nærliggende å, som han spiser. Alligevel er han afhængig af økonomisk hjælp fra sin kæreste for at have penge nok til livet i Sønderjylland.  

Og nu har Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, sendt et brev til det danske agentfirma, som Oleksandr har betalt omkring 1.800 kroner for at sørge for en ansøgning til styrelsen om opholds- og arbejdstilladelse til ham.

“Vi er blevet informeret af gårdejer Lars Svendsen om, at din beskæftigelse er afsluttet,” skriver SIRI i brevet dateret 10. september 2020.

Agentfirmaet har sendt styrelsens brev videre til fodermesteren. Nu frygter Oleksandr, at han aldrig får de omkring 133.000 kroner, som han mener at have til gode hos den sønderjyske mælkeproducent. For fodermesteren har ikke længere udsigt til at få en opholds- og arbejdstilladelse knyttet til Lars Svendsens landbrugsvirksomhed.

Ukraineren mistænker mælkeproducenten for at have stoppet hans ansøgning hos SIRI for at undgå at betale den løn, som arbejdsgiveren skylder ham.

Fodermesteren føler sig snydt. Bondefanget. Og han sidder i en slem klemme.

Mangler skattekort

Brevet fra SIRI får Oleksandr til hurtigt at tage på besøg hos landmand Lars Svendsen på hans gård vest for Agerskov. På dette tidspunkt har ukraineren ikke været ansat af mælkeproducenten siden begyndelsen af august 2020.

- Kan du huske, at du sagde, at når jeg får visum (opholds- og arbejdstilladelse, red.) for (arbejde hos dig, red.), så vil jeg betale dig løn – fem en halv måneds løn, spørger Oleksandr i begyndelsen af samtalen, som han optager hemmeligt med sin telefon.

- Ja, svarer Lars Svendsen. 

- Hvis I stopper min ansøgning, hvordan vil I så betale mig? Jeg mangler mine penge, siger Oleksandr om ansøgningen til SIRI.

Landmanden og hans hustru forklarer, at ukraineren får sin betaling, når han stiller med et dansk skattekort og et kontonummer på en bankkonto. 

- Men hvordan vil du betale mig, når du ikke er min chef? Jeg har ikke officielt arbejdet her, siger Oleksandr under samtalen.

- Så har du et problem, svarer Lars Svendsen.

- Du har et problem, og jeg har et problem, tilføjer Oleksandr.

- Du har et stort problem. Du ryger ud af landet nu, konstaterer landmanden.  

Ulovligt arbejde

Tilbage i begyndelsen af 2020 er Oleksandr rejst til Danmark for at arbejde. Han synes, at lønnen er lav i Ukraine, hvor har han haft job som fysisk træner. I Danmark kan han tjene fire gange så meget.

Et jysk agentfirma sender i februar 2020 en ansøgning på hans vegne til SIRI om opholds- og arbejdstilladelse til ham hos landmand Lars Svendsen. Sådanne tilladelser er nødvendige, hvis ukrainere og andre mennesker fra langt de fleste lande uden for EU skal arbejde lovligt i Danmark. Da ukraineren slet ikke har nogen gyldig arbejdstilladelse til nogen arbejdsgiver i Danmark, må han ikke begynde på jobbet.

Men Oleksandr begynder alligevel at malke køer to gange i døgnet i et malkerum hos den sønderjyske landmand fra dagen efter sin 31-års fødselsdag 15. marts 2020, selvom SIRI ikke har udstedt tilladelserne.

Fodermesteren fortæller til Fagbladet 3F, at han forud for sin tid hos landmand Lars Svendsen også har arbejdet illegalt i to måneder som landbrugspraktikant på en anden gård i Danmark. Samt at fodermesterens ukrainske kæreste i en måned ligeledes har arbejdet som landbrugspraktikant på en tredje dansk gård uden de lovpligtige tilladelser.

Samlet set kender Oleksandr til mindst fem gårde, hvor ukrainere har arbejdet illegalt i perioder på få måneder eller et halvt år, beretter han. 

Efterbetaling på Østfyn

Fagbladet 3F har også talt med en række andre ukrainere, som oplyser, at de har arbejdet ulovligt i Danmark en kortere eller længere periode.

Heriblandt Edhar Kordon. I december 2019 begynder han at arbejde for landbrugsvirksomheden Vg-Agro, der producerer svin i stor stil på omkring 10 gårde på Østfyn. Knap et par måneder senere går det op for den 29-årige ukrainer, at han arbejder illegalt i Danmark. Det sker, da han kommer i kontakt med 3F Østfyn, som forklarer ham reglerne.

- Jeg har det ikke godt med det. Jeg vil kunne arbejde lovligt, siger Edhar Kordon til Fagbladet 3F.

Fagbladet 3F’s aktindsigt hos SIRI viser, at der slet ikke er blevet ansøgt om en opholds- og arbejdstilladelse for Edhar Kordon som fodermester hos Vg-Agro.  

Frygten for en bøde i Danmark samt bøde og udrejsekarantæne fra Ukraine får fodermesteren til at rejse til sit hjemland i begyndelsen af februar 2020. På det tidspunkt har han blot modtaget i alt 6.000 kroner til mad efter knap tre måneders arbejde nær Kerteminde.

Men senere får Edhar Kordon efterbetalt i alt 130.000 kroner, efter at hans fagforening, 3F Østfyn, indgår et forlig med Vg-Agro i en faglig sag om hans løn. Sagen handler også om ukrainerens tidligere ansættelse som landbrugspraktikant, hvor han ligeledes er blevet snydt for løn og har arbejdet illegalt for den fynske landbrugsvirksomhed.

Direktør: Der dummede jeg mig flere gange

Ledelsen hos Vg-Agro har ikke ønsket at udtale sig til Fagbladet 3F om sagen. Men i juli 2021 – i forbindelse med virksomhedens efterbetaling på 100.000 kroner til en underbetalt rumænsk medarbejder – siger direktør Niels Rasmussen til Fyens Stiftstidende om sagen med Edhar Kordon: 

- Dén er jeg træt af, og dén fortryder jeg. Dér dummede jeg mig flere gange. Dels fordi han arbejdede, mens der blev søgt om en arbejdstilladelse. Det vidste jeg ikke på det tidspunkt var så slemt, men det har jeg så fundet ud af efterfølgende.

- De seks tusind, han har fået i kontanter, havde intet med aflønning at gøre. Dem fik han, så han havde noget at leve for, indtil han fik løn, hvilket vi ikke kunne give ham, da han ikke havde fået sin arbejdstilladelse. Det var et lån, som han skulle betale tilbage, når han fik sin løn. Efterfølgende har han fået alt den løn, han havde krav på. Det er ikke den rigtige måde at gøre det på. Dén sag er jeg ked af og fortryder jeg, siger direktør Niels Rasmussen. 

3F Østfyn orienterer i begyndelsen af 2020 Fyns Politi om illegalt arbejde hos Vg-Agro. Fyns Politi oplyser til Fagbladet 3F, at politiet herefter har besøgt virksomheden og undersøgt forholdene. 

Fyns Politi skriver i en e-mail til Fagbladet 3F, at politiet på den baggrund ikke har fundet grundlag for at behandle 3F’s henvendelse som en politianmeldelse, og at politiet ikke har “mulighed for at oplyse yderligere”.

_Edhar Kordon
Ukraineren Edhar Kordon føler sig udnyttet af en dansk landmand, hvor medarbejderen ulovligt arbejdede med blandt andet at håndtere døde grise.

Myndighed advaret om snyd

På det tidspunkt har flere jobbureauer, der formidler ansættelseskontrakter mellem danske landmænd og ukrainere, kontaktet myndighederne om ulovligt arbejde. Jobbureauet Agrilida skriver i februar 2018 til SIRI, at de møder “et stigende antal ukrainere, som arbejder uden arbejdstilladelse i Danmark”.

Efterfølgende inviterer SIRI bureauet til et møde, hvor Agrilida fortæller, at landmænd får at vide, at det kan lade sig gøre at få ukrainere, der kan arbejde tre måneder i landet uden arbejdstilladelse og fortsætte med at arbejde under sagsbehandlingstiden.

- Når arbejdsgiverne hører, at Agrilida ikke tilbyder dette og oplyser dem om, at det er ulovligt, stopper de som kunde. Når Agrilida senere besøger arbejdsgiverne, møder de regelmæssigt de samme ukrainere, som så ikke blev formidlet gennem Agrilida, uden opholdstilladelse, står der i referatet fra mødet, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.

Agrilida tilføjer, at det især foregår på større landbrug, hvor der i forvejen er en eller flere ukrainere ansat som fodermestre, hvorfor det ikke er noget problem for landbrugspraktikanten straks at påbegynde arbejdet.

I juni samme år skriver en anden agent, at han oplever, at ukrainske agenter overtaler landmænd til at tro, at landbrugspraktikanter gerne må arbejde, så snart de kommer til Danmark, og før praktikansøgningen er godkendt. Efterfølgende ringer landmænd til ham og er “skrækslagne” for at have gjort noget forkert, skriver agenten.


Stor stigning i anmeldte virksomheder

Stadig flere virksomheder inden for landbruget i Danmark bliver meldt til politiet på grund af mistanke om, at de benytter sig af ulovlig udenlandsk arbejdskraft.

Det viser tal, som SIRI har givet Fagbladet 3F aktindsigt i. Det er netop SIRI, som står bag anmeldelserne til politiet.

Først i 2018 begyndte styrelsen at føre “valid” statistik på landbrugsområdet, oplyser den. I 2018 anmeldte SIRI 13 landbrugsvirksomheder til politiet. I 2020 var antallet mere end det dobbelte, nemlig 30. Og i løbet af alene de fire første måneder af 2021 har SIRI politianmeldt 13 virksomheder på landbrugsområdet.

I alt 110 landbrugsvirksomheder har SIRI anmeldt fra 1. januar 2018 til og med april 2021.

boede



Fagbladet 3F har fået aktindsigt i et bødeforelæg på 40.000 kroner til den store landbrugsvirksomhed I/S Søndergård v/Jens og Jacob Jensen for brug af ulovlig arbejdskraft fra Ukraine.

Fire former for snyd

Ifølge Fagbladet 3F’s aktindsigt i et dokument fra 2019 hos Udlændinge- og Integrationsministeriet om udenlandske praktikanter “fokuserer” SIRI på ulovligt arbejde. Det fremgår, at myndighederne oftest konstaterer følgende fire former for “misbrug” i Danmark:

1.   Udlændinge, der arbejder, inden at de har fået opholds- og arbejdstilladelse.

2.   Udlændinge, der arbejder under skift af praktikvært.

3.   Udlændinge, der arbejder for en anden arbejdsgiver end den, de har tilladelse til at arbejde for.

4.   Udlændinge, der arbejder, efter at deres opholds- og arbejdstilladelse er udløbet.     

Hvis politiet og statens anklagemyndighed konstaterer, at udlændinge arbejder ulovligt i Danmark, kan det resultere i bøder eller i særlige tilfælde fængselsstraf til både landmanden og udlændingen.   

SIRI oplyser til Fagbladet 3F, at styrelsen har politianmeldt 88 udlændinge for ulovligt arbejde på landbrugsområdet i perioden fra 1. januar 2018 til og med september 2020.

Vil ikke efterlade spor

Fodermesteren Oleksandr får ingen penge med hjem fra mødet på gården med mælkeproducent Lars Svendsen og hans hustru i sensommeren 2020.

Ukraineren har stadig ikke noget skattekort. Samtidigt har fodermesteren heller ikke lyst til at oplyse det kontonummer, som han har fået hos sin bank i Danmark, en måneds tid efter at han stoppede med at malke køer for landmanden. Hvis ukraineren får lønnen sat ind på en dansk bankkonto, vil det efterlade et elektronisk spor, som myndighederne måske vil finde – og straffe ham for.

I stedet har ukraineren foreslået, at landmanden kan betale hele lønnen i kontanter. Eller købe en bil til ham. Begge dele har arbejdsgiveren dog afvist, oplyser fodermesteren til Fagbladet 3F.

Landmandens hustru fortæller i slutningen af mødet med fodermesteren, at hun og hendes mand nu vil drøfte problemet med deres landboforening – og forklarer, at dem kan hun spørge om “hvad som helst”.  


Meget stresset

Da Fagbladet 3F taler med Oleksandr i begyndelsen af november 2020, er problemet med lønnen stadig ikke løst. Ukraineren fortæller, at han står i en meget dårlig situation.

- Jeg er meget stresset i Danmark. Det er et meget godt land, ja. Men hvis du arbejder for en meget dårlig landmand, føler du dig som en sort arbejder. Du er ikke en person. Du er et dyr, siger han til Fagbladet 3F og tilføjer, at han nogle gange har følt sig som et dyr hos landmand Lars Svendsen.

- Min kæreste sagde, at jeg skulle forlade stedet. Men jeg forklarede, at det kunne jeg ikke, for han skulle betale mig pengene, siger Oleksandr, der har arbejdet sammen med tre andre ukrainere hos mælkeproducenten.

Fodermesteren fortæller, at han typisk har arbejdet 10 timer om dagen for landmand Lars Svendsen. Ukrainerens brune lommebog viser 804 timers arbejde fra april til og med juli 2020. Det svarer til et fuldtidsarbejde samt mere end 160 timers overarbejde.

Samlet set har Oleksandr arbejdet fire og en halv måned for mælkeproducenten. Ukraineren forklarer, at landmand Lars Svendsen har fortalt, at han vil betale ham løn for fem og en halv måned, fordi fodermesteren har haft så meget overarbejde på gården.

Ukraineren er ikke klar over, hvad han i virkeligheden har krav på af løn for sit arbejde. Ifølge parternes ansættelseskontrakt – der er skrevet på dansk, som ukraineren ikke forstår – skal landmanden også betale løn i en opsigelsesperiode på en måned ud over i den måned, hvor medarbejderen bliver opsagt.

Eftersom landmanden fyrer fodermesteren i august, er arbejdsgiveren ifølge ansættelseskontrakten dermed forpligtiget til at betale løn til Oleksandr fra midt i marts til og med september – altså i seks og en halv måned. Samt 186 eller 255 kroner ekstra for hver af de timer, han har arbejdet over, viser kontrakten.

Ukraineren er ikke medlem af 3F, og fagforbundet hjælper ham derfor ikke med at få sin løn.  

Ruslan%20kontrakt%204
Den ukrainske fodermester skulle have 186 eller 255 kroner i timen for overarbejde ifølge sin ansættelseskontrakt landmand Lars Svendsen.

Vil ikke indberette

I begyndelsen af november 2020 erkender den sønderjyske mælkeproducent over for Fagbladet 3F, at han skylder Oleksandr løn.

Spørgsmål: Hvor mange penge skylder du ham?

- Det kommer ikke dig ved, hvor mange penge jeg skylder ham, siger Lars Svendsen.

 Men hvordan har du tænkt dig at betale dem ind på hans konto?

- Jamen, der overfører jeg dem fra den ene konto til den anden, siger mælkeproducenten.

 Er det fra din egen konto eller fra din virksomhedskonto eller?

- Det kan vel være lige meget, hvilken konto de kommer fra. De kommer. Pengene kommer, siger han.

Vil du indberette til SKAT, at han har arbejdet for dig?

- Nej, det vil jeg ikke. Nej, siger Lars Svendsen.

Har du tænkt dig at betale ham sort, så?

- Nej, siger landmanden og tilføjer senere:

- Det kommer ikke jer ved, hvordan vi betaler skat.

Han skal jo gøre rede for, hvor de penge kommer fra. Men hvordan har du det med det?

- Jeg har det da ikke godt med det. Men jeg kan jo ikke lave om på, at manden skal leve op til nogle krav for at blive ansat, og det kunne han ikke. Og så sagde jeg til ham, at så måtte han holde. Og han har ikke fået den opholdstilladelse nogensinde, og han får den heller ikke. Du kan nok se, han har været her siden marts, og han har ikke fået nogen papirer endnu. Det er november. Hvorfor tager det så lang tid at få hans sag igennem? Det er, fordi han er udtaget til kontrol, siger landmanden.

Oleksandr fortæller til Fagbladet 3F, at har flere gange ringet til SIRI og rykket for at få en opholds- og arbejdstilladelse hos Lars Svendsen. Men sagsbehandlingen trækker alligevel gang på gang ud, fortæller ukraineren. 


Landmand: Han har det største problem

Landmand Lars Svendsen bekræfter, at Oleksandr ikke har opholds- og arbejdstilladelse, da ukraineren arbejder for ham.  

Hvordan har du det med, at han arbejdede illegalt for dig?

- Det har jeg det da ikke godt med, fordi det var meningen, at han skulle blive her. Men han kunne ikke få papirerne kørt igennem. Og han har ikke selv gjort noget. Min kone har selv ringet til København og spurgt, hvordan det gik med den der sag med ham. Der sker ingenting, der sker ingenting. Han har jo ikke selv gjort noget for at få papirerne i orden, siger landmanden og henviser til SIRI.

Er det normalt, at du har medarbejdere ansat uden opholds- og arbejdstilladelse?

- Nej, nej, nej. Det er ikke normalt, siger mælkeproducenten.  

Er du klar over, at man kan få en bøde som arbejdsgiver for det?

- Ja, det er jeg godt klar over. Men du er forhåbentligt også klar over, at dér, hvor han arbejder nu, dér arbejder han under samme forhold, som han har gjort her, siger Lars Svendsen.

Synes du, at det gør det bedre?

- Nej, nej, det gør det ikke bedre. Nej. Men det er ham, der har det største problem, tror jeg, når det kommer til stykket, siger arbejdsgiveren.


Lidt bange

Da Oleksandr begynder at arbejde for Lars Svendsen, er ukraineren udmærket klar over, at han ikke må arbejde i Danmark.

Hvorfor gjorde du det alligevel?

- Fordi han sagde til mig: Hvis du ikke vil begynde nu, kan du smutte herfra. Så vil jeg finde en anden mand, siger Oleksandr til Fagbladet 3F.

I begyndelsen af november 2020 arbejder Oleksandr ulovligt hos en anden jysk landmand – og har gjort det i halvanden måned uden at være i besiddelse af hverken opholds- og arbejdstilladelse eller skattekort.

Er du ikke bange for, at du kommer i den samme situation igen?

- Ja, du har ret. Jeg er lidt bange. Men jeg har ikke nogen anden plan. Hvis jeg tager tilbage til Ukraine – de har corona nu – så kan jeg ikke komme tilbage hertil. Og hvis jeg ikke kan komme tilbage, er det et meget stort problem, siger Oleksandr.

- Jeg kan godt lide at være her. Det er meget godt land, siger han.    

80 procent

2. februar 2021 sender Oleksandr en kort SMS til Fagbladet 3F. Han skriver, at landmand Lars Svendsen nu har betalt 80 procent af det beløb, som ukraineren mener, at har har haft til gode hos sin tidligere arbejdsgiver.

- Jeg synes, at det er så dejligt, skriver Oleksandr på SMS.

Ukraineren oplyser, at han har modtaget pengene i kontanter, og at han ikke ved, om landmanden har indberettet lønnen til skattevæsenet.

Efterfølgende forsøger Fagbladet 3F at lave en aftale med Oleksandr om et nyt interview. Men han afviser.

- Sagen er løst. Jeg ønsker ikke at tale om den igen, skriver Oleksandr i en SMS.

Landmand: Betaling i kontanter

Landmand Lars Svendsen bekræfter i maj 2021 over for Fagbladet 3F, at han har betalt penge til Oleksandr. Og arbejdsgiveren mener nu, at ukraineren har fået alle de penge, han har haft krav på. Mælkeproducenten vil dog ikke oplyse beløbet og fremfører, at Oleksandr har afspadseret i sin opsigelsesperiode. 

Du sagde til mig, at han skulle komme med et bankkontonummer, og så ville du betale ham pengene. Men du har jo afregnet ham i kontanter. Hvorfor?

- Han har jo ingen bankkonto. Han har aldrig nogensinde haft en bankkonto, siger Lars Svendsen. 

Har du afregnet skat?

- Ja, siger mælkeproducenten.

 Hvordan har du gjort det?

 - Det kommer ikke dig ved, hvordan jeg betaler skat, siger Lars Svendsen.

 - I klapper i jeres hænder, hver gang der kommer sådan en stakkel der. Jeg tror, I skal undersøge hans sag, hvordan den hænger sammen, siger landmanden og tilføjer, at ukraineren endnu ikke har fået en opholdstilladelse til at være i Danmark. 

Den ukrainske fodermester hedder i virkeligheden ikke Oleksandr. Han har alene ønsket at medvirke som anonym. Fagbladet 3F er bekendt med hans sande identitet.