Debatten har raset i flere år. Og nu sker der endelig noget. Tirsdag kommer regeringen med deres bud på, hvornår Arne og andre nedslidte arbejdere kan få mulighed for at gå på pension, før deres kroppe er totalt radbrækkede.

Det sker officielt på et pressemøde med statminister Mette Frederiksen og en række top-ministre på Danish Crowns slagteri i Horsens.

Ældre og ældre

Men hvad er baggrunden for, at debatten om en lavere pensionsalder er kommet til at fylde så meget på den politiske dagsorden de senere år?

Her skal vi 14 år tilbage i tiden. Tilbage til 2006 og til Velfærdsaftalen, som den daværende VK-regering indgik sammen med Socialdemokraterne, Radikale Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti.

Den betød, at danskerne skulle gå senere på pension.

På det tidspunkt var pensionsalderen 65 år. Nu skulle den gradvist stige således, at man for eksempel i 2070 først kunne gå på pension som 74-årig.

Årsagen var, at danskerne blev ældre. Og friskere. Det betød, synes politikerne, at man godt kunne klare nogle flere år på jobbet, før man får mulighed for at nyde sit otium. Og så handlede det også om at få kassen til at stemme:

- Der var en bred erkendelse af, at vi ikke havde råd til så mange pensionister, hvis vi skulle opretholde det velfærdssamfund, som vi er vant til, siger Emilie Agner Damm, senioranalytiker i AE-rådet.

Kroppen siger stop

Men hvad så med de nedslidte? Dem som har knoklet et langt arbejdsliv som betonarbejder, tjener eller rengøringsassistent? Og hvor kroppen har sagt stop mange år før, de har udsigt til at stoppe i jobbet?

Efterlønnen var for mange redningen. Her kunne man som 60-årig trække sig tilbage, hvis man havde været med i en a-kasse i en årrække.

Men i 2011 fik daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen samlet et flertal for, at den skulle afskaffes.

Tilbage var nu førtidspension, seniorførtidspension - som senere bare blev til seniorpension.

- Det er udmærkede ordninger, for dem som er syge. Men de kan slet ikke rumme de nedslidte, siger Emilie Agner Damm.

Arnes tur

I starten af 2019 satte Socialdemokraterne for alvor sagen på dagsordenen med sloganet om, at det nu var ”Arnes tur” med reference til den nedslidte bryggeriarbejder Arne Juhl.

I mellemtiden er liste A kommet i regering. Og tirsdag kommer udspillet. Først der ved vi, præcis hvad det indeholder.

Men meget tyder på, at et centralt element bliver, at det skal være en ret at kunne gå på pension på et bestemt tidspunkt afhængig af, hvor lang tid man har været på arbejdsmarkedet.

At man slipper for alle mulige lægeerklæringer, ressourceforløb eller kommunale sagsbehandlere, som individuelt skal vurdere, om man er syg nok til at kunne trække sig tilbage - som det er tilfældet med de nuværende ordninger.

Det kan for eksempel ske ved, at man har ret til at gå tidligere på pension, hvis man har arbejdet i 40 år. Eller 45 år. Eller noget helt tredje.

En helt andet liga

Den senere tid er der så kommet politiske udspil, som faktisk vender op og ned på debatten. Flere partier har overbudt Socialdemokraterne og foreslår, at man reelt skal skrotte velfærdsaftalen.

Dansk Folkeparti og De Radikale vil have en ny generel pensionsalder på 70 år. Enhedslisten og SF vil stoppe allerede på 68 år.

Den allerstørste forskel på konceptet med “differentieret pensionsalder”, altså at kun de mest nedslidte kan trække sig tilbage tidligere, og så et universel pensionsalder for alle er prisen.

Socialdemokraterne er blevet kritiseret for, at deres afsatte tre milliarder om året forslår som en skrædder i helvede, som betaling for en ny pensionsordning.

Men selv hvis vi fordobler beløbet, altså til seks milliarder, er det stadig peanuts i forhold til prisen for en ny, fast pensionsalder for alle. Ifølge AE-rådet koster det hele 60 milliarder årligt, hvis alle skal have ret til at gå på pension som 68-årige og 40 milliarder kroner som 70-årig sammenlignet med den stigning i pensionsalderen, som blev aftalt i velfærdsforliget.

- Det er en helt anden liga. Hvis man igen begynder at stoppe pensionen på en bestemt alder, vil der mangle rigtig mange penge i statskassen. Det er penge, som man skal finde andre steder. Eller også skal man skære kraftigt ned på velfærdsydelserne, siger Emilie Agner Damm.

Debatten har allerede kørt i et godt stykke tid, afbrudt af coronaen, men nu blusset op igen.

Og når regeringens udspil kommer tirsdag, vil den utvivlsomt tage til i styrke.