Gå til hovedindhold
EU-Kommissionen foreslår lovgivning om mindsteløn. Politikerne skal ikke bestemme, hvad danskerne skal have i løn, lyder det fra både fagbevægelse og arbejdsgivere her i landet.

EU-Kommissionen foreslår, at der skal lovgives om mindsteløn i alle EU-lande. Her i landet er der ingen, der synes, det er en god idé. Fagbladet 3F forklarer, hvordan det hænger sammen med, at de fleste lande allerede har indført mindsteløn via lovgivning.

Tyskerne, franskmændene og englænderne har gjort det. Faktisk har de fleste EU-lande bortset fra Danmark, Italien, Cypern, Østrig, Finland og Sverige vedtaget lovgivning om mindsteløn. I alt 22 ud af 28 EU-lande.  

Det betyder, at hvis man får job på McDonald’s, i et gartneri, på en fabrik, som taxachauffør, som skraldemand eller hvad, det måtte være, er man garanteret en mindste lønsats. Arbejdsgiveren kan ikke slippe af sted med en hvilken som helst sulteløn. (Mindstelønnen svinger ret meget. Fra 1.600 kroner/måned i Bulgarien til 14.300 kroner/måned i Luxembourg.)

Nu har EU-Kommissionen foreslået, at man lovgiver om mindsteløn i alle europæiske lande. Det forslag bliver skudt godt og grundigt ned af fagbevægelse og arbejdsgivere her i landet.

Hvorfor?

Det første svar er ret banalt: Parterne vil miste indflydelse. Det er ret åbenlyst, hvis man bare synes, at en fagforening er det mest fantastiske i denne verden og hvis man har svoret troskab til ”den danske model”.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholtz fra FAOS er der også andre grunde:

Den danske model, hvor arbejdsgivere og fagforeninger selv aftaler løn (og arbejdsvilkår), er yderst fleksibel: Er der højkonjunktur, kan man give lidt mere i løn. Er der krise, kan man holde igen. Vil lønmodtagerne hellere prioritere uddannelse, barsel eller mere i pension frem for løn, er der mulighed for det.

Hvis man i England, Frankrig eller Polen bliver snydt af sin arbejdsgiver, så vandet driver, er man ofte henvist til en civil retssag. Det er dyrt og bøvlet. Hvis man er en del af en overenskomst, kan tvister ofte løses i det fagretlige system, hvor ens fagforening kører sagen – og hvor ens kolleger ofte også får glæde af afgørelsen.

Almengørelse i Norge

I Danmark har man ”områdeoverenskomster”, hvor alle på en virksomhed er dækket af en overenskomst – også arbejdere, der ikke er medlem af en fagforening. Det sker for at undgå, at de kan dumpe lønnen.

I Norge er man gået skridtet videre og har almengjort overenskomsterne. Her sikrer man via lov en overenskomstaftalt minimumsløn til alle i branchen.

Her i landet er de fleste i fagbevægelsen dog modstandere af denne løsning også.

Et modargument er, at så kan incitamentet for at melde sig ind i en fagforening ryge. Og man får for eksempel ikke fordelene ved at få hjælp, hvis man bliver snydt.

Fra fagbevægelsens side frygter man også øget politisk indblanding ved almengørelse. Men debatten om dette emne er langt fra slut.

Thatcher smadrede fagbevægelsen

Når så mange i Danmark mener, at der er så mange gode argumenter for ikke at lovgive om mindsteløn, hvordan kan det så være, at de fleste europæiske lande gerne vil have politikerne til at bestemme på dette område?

En simpel forklaring er, at fagforeningerne i mange andre nationer er langt svagere end her i landet.

I England, for eksempel, smadrede Margaret Thatcher fagbevægelsen godt og grundigt i 1980’erne, så i dag er det kun omkring hver fjerde britiske lønmodtager, der er organiseret. I Østeuropa har fagbevægelsen typisk mellem 10 og 20 procent af arbejderne som medlemmer. Frankrig er bundskraber med kun otte procent.

Med så få medlemmer kan man ikke rigtigt påstå, at man repræsenterer alle – eller de fleste – lønmodtagere. Derfor er det mere oplagt at lovgive om løn. Og det bliver da også blåstemplet af fagforeninger i mange af EU-landene.

Tilbage står spørgsmålet: Hvad har Jean-Claude Juncker gang i? Her er det korte svar: Han vil gerne vise lønmodtagerne, at EU bekymrer sig om deres ve og vel ved at sikre nogle basale, sociale rettigheder – blandt andet ved at sikre en mindsteløn.

Her i landet tyder noget dog på, at han ikke får held med den del af sin plan.