Gå til hovedindhold

Historiker Asser Amdisen har debut som blogger hos Fagbladet 3F. Han undrer sig over, hvorfor håndværkere og akademikere skal fremstilles som hinandens fjender.

Kim Tams

For et par uger siden slog jeg et opslag op på Facebook. Jeg var rasende over, at regeringen ikke ville give penge til min arbejdsplads, Skoleskibet Georg Stage, som uddanner unge - ofte skoletrætte - til ubefarne skibsassistenter (matroser). Reaktionerne på mit opslag overraskede mig dog noget.

Nogle syntes, at vi skulle droppe alle job, hvor man arbejder med hænderne, for vi kan alligevel ikke konkurrere med udlandet. Nogle mente, at det altsammen var de verdensfjerne akademikeres skyld.

I gamle dage var bogligheden en adgang til de fede job og den økonomiske tryghed. Det var det, mødrene skulle sige nede i Brugsen: “Min lille Birger vil være gymnasielærer.” Det var på de boglige uddannelser, at pengene, prestigen og trygheden var. Valgte man derimod at arbejde med hænderne, så måtte det jo være, fordi man ganske simpelt var for dum til at bøje latinske verber, og derfor var det helt naturligt, at man fik lavere løn, dårligere arbejdsvilkår og blev fyret hver vinter.

Så historisk er det ikke svært at forstå modsætningen mellem ånden og håndens folk, men jeg forstår ikke, hvorfor man stadig hænger fast i den. Virkeligheden i dag er, at man i samfundet som helhed er helt klar over, at intet kan fungere, hvis ikke vi har mennesker, som kan arbejde med hænderne.

Brug for hinanden

Samtidig er det i dag et hundeliv at være humanistisk akademiker. Man får sit første job, når man er omkring tredive, bliver betalt dårligt, og de fleste job er midlertidige uden pension og med en foruddateret fyreseddel som eneste frynsegode.

Billedet af den rige akademiker og den fattige håndværker er grundlæggende forkert og har været det længe. Præcist som billedet af den dumme håndværker og den kloge akademiker er helt håbløst.

Personligt kan jeg ikke slå et søm i en væg uden på én gang at smadre søm, hammer og væg. Til gengæld har jeg lært et håndværk på universitetet, så jeg uden besvær kan læse tusinder siders embedsmandssprog og finde ud af, hvordan det truer eller gavner mine elever, som drømmer om at blive søfolk. Jeg kunne ikke uddanne de unge uden mine medarbejdere på skoleskibet, som er håndens folk. På den anden side, så kunne de ikke holde staten og regeltyranniet fra livet uden mine akademikerevner.

Så hvorfor er det, at vi hele tiden har så forbandet travlt med at trampe løs på hinanden? Vi har brug for hinanden, og uanset om man arbejder med hænderne eller med en computer, så kan man sagtens være et ordentligt menneske, som fortjener respekt og solidaritet.