Skattestyrelsen kalder det "unfair konkurrence", når udenlandske turistbusser snyder med momsen, og lover nu flere kontroller. Skattesnyd og social dumping breder sig med stor hast blandt turistkørsel, siger brancheforening og 3F, som håber på strammere lovgivning.
Når turisterne skal besøge Amalienborg eller Den Lille Havfrue, sker det alt for ofte i udenlandske busser, som kører ulovligt i Danmark.
Det viser en kontrol, som Skattestyrelsen lavede i går af udenlandske turistbusser på en række seværdigheder i København.
Her var knap halvdelen af turistbusserne ikke momsregistrerede i Danmark. Og det er slet ikke godt nok, mener Skattestyrelsen.
- Det er unfair konkurrence over for danske vognmænd, når udenlandske turistbusser ikke har styr på momsen, siger Kenneth Joensen, der er direktør i Skattestyrelsen.
I alt blev forholdene for 15 udenlandske turistbusser i går kontrolleret af Skattestyrelsens medarbejdere. Syv af busserne – svarende til 47 procent - var ikke momsregistrerede og kan derfor nu se frem til at skulle afregne dansk moms af deres danske turistkørsel.
Sidste sommer kontrollerede Skattestyrelsen også udenlandske chauffører for rod med momsen. Her var 30 procent af de udenlandske turistbusser momsregistrerede i Danmark.
- Selvom vi i år mødte flere busser, der havde styr på momsregistreringen end sidste år, så er det ikke godt nok, når kun omkring halvdelen af busserne er momsregistrerede. Derfor kan man se frem til flere kontroller fra vores side, siger Kenneth Joensen.
Vognmænd: Mere kontrol og lovgivning
I alt er 1.114 udenlandske firmaer momsregistreret til at kunne køre turistbuskørsel i Danmark.
Men ifølge en undersøgelse fra 2017, som brancheforeningen Dansk PersonTransport stod bag, kører cirka 370 udenlandske turistfirmaer rundt i Danmark uden at registrere sig og til langt lavere lønninger end danske vognmænd.
LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Piratbusser kører på danske veje til dumpingpriser
Hos Dansk PersonTransport, som repræsenterer de danske vognmænd, der kører turistkørsel, er formand Michael Nielsen glad for, at Skattestyrelsen kontrollerer i en branche, som bliver mere og mere udfordret af lave lønninger og svindel.
- Vi er glade for, at Skat endelig kommer ud og laver kontroller, for det har vi råbt og skreget om længe. Men at det er halvdelen, der ikke er momsregistreret, viser jo med største tydelighed, hvor store problemer vi har i denne branche for tiden, siger han.
Michael Nielsen påpeger, at der er flere hundrede turistbusser på gaden i København på en sensommerdag som i går, og at der skal meget mere kontrol til fra Skattestyrelsens side til at vende vindene i branchen, som lige nu peger i en retning:
- Vi står overfor en totalt uretfærdig konkurrence, hvor vi kæmper med en række udenlandske chauffører med ekstremt lave lønninger, og som ikke betaler dansk moms. Det er en konkurrence, vi har meget svært ved at vinde, når de her udenlandske firmaer kan tilbyde transporten så meget billigere end danske vognmænd kan, siger han.
- Samtidig skal der lovændringer til, så udenlandske firmaer ikke lovligt kan køre i flere måneder i Danmark uden at skulle arbejde på danske vilkår. Det er den eneste måde, vi kan undgå denne sociale dumping, som vi ser meget udbredt i dag.
3F: Store problemer i turistbranchen
Også fra 3F’s side ser man frem til, at Skattestyrelsen kontrollerer endnu mere for svindel i turistbranchen.
- Vi er rigtigt glade for, at Skattestyrelsen endelig er skredet til handling mod den skattesnyd, der desværre breder sig mere og mere i forhold til udenlandske turistbusser, der kører i Danmark, siger Jan Villadsen, der er formand for 3F’s Transportgruppe.
LÆS OGSÅ: Nu tjekker Skat endelig udenlandske piratbusser
Han mener også, at vejen frem er mere kontrol og større pres på de udenlandske firmaer, der snyder på vægtskålen.
- Når Skattestyrelsen finder snyd i halvdelen af de busser, der er kontrolleret, så viser det med al tydelighed, at vi, chaufførerne og Dansk PersonTransport har helt ret i, at branchen har meget store problemer, der truer hæderlige danske vognmænd og chauffører på job og levebrød. Derfor er øget kontrol dybt nødvendig. Det ser vi frem til mere af, indtil problemerne er løst, og vi har sikret fair transport, siger Jan Villadsen.