Maria Allesøe Sørensen blev i 2021 ramt af multiorgansvigt, og dermed tog hendes liv og identitet en drejning på 180 grader. Men for Maria er det svært at indse, at tingene nok aldrig bliver de samme igen.
Den 40-årige Maria Allesøe Sørensen husker tydeligt glæden, der strømmede gennem hendes krop, da hendes arbejdsgiver fortalte hende, at det job, som hun hver dag knoklede for at blive tilbudt, nu endelig var hendes.
Maria havde bare ét enkelt problem. Den gode nyhed kom, da hun var indlagt på sin egen arbejdsplads på Grindsted Sygehus på grund af senfølger fra covid-19.
Maria havde ligget ti dage i respirator, og kroppen, der glædede sig over nyheden, kunne ikke længere bevæge sig ud af stedet.
- Inde i mit hoved kunne jeg det hele, men det var som om, at fire betonklodser holdt min krop nede, fortæller Maria.
Maria blev ramt af såkaldt multiorgansvigt i juni 2021 som en senfølge af covid-19. Det vil sige, at hendes vigtigste organer stoppede med at fungere, hvilket kan være livstruende uden behandling.
Da hun kom ud af respiratoren, kunne hun kun bevæge sin nakke. Omkring en måned efter tog hun sine første skridt. I dag kan hun gå 2,5 kilometer uden rollator.
- Det kostede tre dage i sengen, sidst jeg prøvede at gå længere end det, siger Maria, der har besvær med at udføre simple gøremål i dagligdagen grundet smerter og udmattelse.
Maria er en af de mange tusinde danskere, der blev ramt af senfølger efter at være smittet med covid-19.
Indlagt i to måneder
Maria Allesøe Sørensen er ansat som serviceassistent på Grindsted Sygehus, da coronapandemien skyller ind over det danske land i marts 2020.
Hun arbejder primært med rengøring, men drømmer om en stilling, hvor hun er tættere på patienterne og hjælper til med opgaver som genoptræning.
Hun er dermed en del af det såkaldte frontpersonale, der er mest udsat for at blive smittet, men smitten indfinder sig i hjemmet, da hendes søn kommer hjem syg.
Et par uger efter, Maria er rask igen og tilbage i arbejde, begynder hun at få det skidt. Det starter med kuldegysninger og høj feber på arbejdet, men efter nogle dage får Maria det værre. Hun begynder at kaste op og få diarré. Det bliver så voldsomt, at hendes mand, Kim, ringer efter en ambulance, og Maria bliver indlagt på Esbjerg Sygehus.
- Og så går der to måneder, før jeg kommer hjem igen, siger Maria.
På sygehuset er de i tvivl, om de skal lægge Maria i respirator. Men Maria er så drænet, at hun dagen efter selv beder om det.
- Jeg har ikke flere kræfter, og jeg har ikke mere at give af. Får jeg en isterning, så skal jeg tisse med det samme. Jeg kan ikke mere, siger Maria, der bliver lagt i respirator og efterfølgende sendt til Odense Universitetshospital, hvor de finder ud af, at Maria er ramt af multiorgansvigt
En identitet der smuldrer
Maria Allesøe Sørensen beskriver sig selv som en ganske almindelig kvinde: En aktiv og arbejdsom mor til tre børn, der holdt skansen i hjemmet, og som samtidig tog sit job seriøst.
- Jeg var mor med stort M. Det var jo mig, der styrede os fem herhjemme og fik vores liv til at hænge sammen.
Men det selvbillede og det liv, hun levede, brast sammen fra den ene dag til den anden, da hun blev syg og indlagt med senfølger fra covid-19.
- Det er mig, der skal klare tingene for mine børn og ikke omvendt. Men det er jeg ikke altid i stand til i dag, siger Maria, der aldrig har været mere afhængig af sin familie, end hun er nu.
I dag kan hun kun overskue at gøre tre ting i løbet af dagen. En ting om formiddagen, en om eftermiddagen og en om aften.
Når hun skal lave mad, har hun en app på sin telefon, der vælger retten, laver en indkøbsliste, og som viser trin for trin i de basale hverdagsopskrifter.
- Ellers får jeg det ikke gjort. Det tager for meget energi, for mange kræfter, siger Maria.
En sygdom med følgeskader
Det er dog ikke kun Maria, der har måtte tilpasse sit liv efter senfølgerne.
Hendes mand, Kim, var vant til at kunne fokusere på arbejdet velvidende om, at Maria sørgede for alt det huslige og holdt styr på familiens aftaler.
- Nu er det ham, der skal køre børnene til sport, og som er familiens overhoved.
- Det er røvhårdt for vores forhold. Vi skal lære at være kærester, mand og kone, mor og far igen. Alt skal laves om på en helt anden måde, end vi plejede at gøre, siger Maria.
Børnene er også tydeligt påvirket af, at deres mor var indlagt i to måneder og uden bevidsthed i hele ti dage, fortæller Maria.
Hendes 16-årige søn Jacob, der smittede Maria, har stadig dårlig samvittighed og er bange for, at han kommer hjem med corona igen.
For hendes yngste datter Olivia på 13 år, der er meget social aktiv, har det taget hende næsten et helt år at turde overnatte hos veninderne igen.
- Hvem skal hjælpe mor, hvis hun er træt og ikke kan mere?
Slås med fremtidsudsigterne
Det er gået et halvt år, siden Maria for første gang gik 2,5 kilometer uden smerter. Men siden da har fremskridtet stagneret, og troen på, at hun en dag kan vende tilbage til sit gamle liv, visner langsomt.
- Jeg vil helst ikke kigge frem i tiden. Der er ingen, der ved noget om mine fremtidsudsigter, og den uvished gør mig ked af det.
Hendes socialrådgiver arbejder på, at Maria kan gå på førtidspension, da hun ikke længere er i stand til at varetage et arbejde, men virkeligheden er en hård pille at sluge for hende.
- Hvem gider at være førtidspensionist som 40-årig? Jeg er opdraget til, at man arbejder, og at man kan arbejde sig ud af alt, siger Maria.
Derfor tager Maria tingene en dag ad gangen for nu. Livet er i dag og i morgen, som Maria selv siger.
Hvad fremtiden bringer, er uvis, men Maria holder stædigt fast i et lille håb om, at hun en dag kan takke ja tak til det drømmejob, der før corona var lige for enden af hendes fingerspidser.
