Gå til hovedindhold

Regeringen har vedtaget vidtrækkende lovgivning for at bekæmpe corona-krisen. Men hvad bliver prisen i det lange løb? spørger historiker Asser Amdisen.

Kim Tams

Ifølge en græsk myte gav overguden Zeus engang en krukke fyldt med ubehageligheder til den smukke unge Pandora. Hun fik strenge ordrer på aldrig at åbne krukken, men det gjorde hun selvfølgelig alligevel.

Resultatet var, at død, ødelæggelse og sygdom væltede ud på verden. I dag bruges udtrykket ofte for at beskrive, at en handling kan have uoverstigelige og utilsigtede konsekvenser. I disse dage er historien aktuel - dels fordi boksen er blevet åbnet, og dels fordi det er ekstremt svært at se, hvad langtidseffekterne af corona-virus egentligt bliver.

Det med, at sygdomme kan ramme os tilfældigt, er der ikke noget nyt i. Denne type sygdomme har bølget ud over verden i store mængder, så længe menneskeheden har skrevet noget ned. Det nye er vores reaktion på det og især vores moderne forestilling om, at den slags kan kontrolleres og begrænses.

Massedød

Meget tyder på, at pesten allerede ramte Europa i antikken, men i hvert fald i perioden 1348 til midten af 1700-tallet bølgede sygdommen cirka hver 30. år ind over os. Befolkningsmæssigt døde enorme mængder mennesker, men befolkningstallet rettede sig dog relativt hurtigt igen. Men chokket over at verden var så skrøbelig underminerede den katolske kirke og middelalderens verdensbillede i en grad, så meget af det, vi i dag lever med (protestantisme, videnskab, demokrati), kan siges i en eller anden grad at “stamme” fra pesten.

I begyndelsen af det tyvende århundrede slog den spanske syge 50-100 millioner mennesker ihjel på verdensplan - heraf cirka 14.000 i Danmark. Den spanske syge var også “bare” en influenza. Den blev forstærket af at ramme samtidig med første verdenskrig. Selvom så mange døde, så rettede befolkningstallet sig dog ret hurtigt igen omend i bølger. Der blev født masser af børn i kølvandet på sygdommen og de bølger mellem store og små årgange, vi kender i dag, er faktisk efterveer af den spanske syge.

Tager man de langsynede briller på, så er det tydeligt, at selv ekstreme dødstal hverken vil true vores befolkningstal eller vores civilisation - og intet tyder på, at dødeligheden bliver voldsomt høj af corona. Men den menneskelige lidelse kan blive betragtelig, og penge kommer det også til at koste.

Hvad mister vi?

Når regeringen nu strammer samfundsskruen til, så giver det derfor god mening. Det er også selvindlysende, at vi som borgere har en forpligtelse til at bidrage til bekæmpelsen ved at følge de råd, vi får og i det hele taget gøre, hvad der bliver sagt.

Men når det hele er overstået og den sidste corona-patient er helbredt, så får vi brug for at se hinanden i øjnene og overveje, hvad der i øvrigt slap ud af Pandoras æske. Borgerrettighederne holdt ikke længe, grænserne blev lukkede, og kun Zeus og Mette Frederiksen ved, hvad der mere kommer de næste uger. Prisen for at insistere på, at staten skal sikre vores sundhed og tryghed kan godt blive dyr.