I 180 dage boede den kinesiske kok Huashan Hong i et smalt lagerrum, mens han arbejdede på den kinesiske restaurant Bao & Bar midt i København.

Han troede først, at arrangementet ville være midlertidigt, men endte med at bo i restauranten i et halvt år, før han indså, at han var blevet snydt.

- Jeg troede aldrig, det skulle ende sådan her, fortæller han.

Her er hele historien om Huashan Hongs liv som kok på en kinesisk restaurant i Danmark.

“Det ligner et eventyr”

- Hvor er det smukt, far. Det ligner et eventyr.

Huashan Hongs søn presser sit buttede ansigt helt op i telefonens skarpe lys. Han suger hvert et billede til sig fra den video af København, som faren sender hjem til Kina.

Optagelsen viser en almindelig dansk villavej. Huse, hække, biler i indkørslen. Børn, der leger på vejen. Ikke noget særligt - for en dansker.

Men for Huashan Hong er det drømmen. Eventyret, han har brugt tre år på at nærme sig. 

Det er derfor, at han er her. I Danmark. For sin søn, sin kone. For sin fremtid.

Nu sidder han på en hjemmelavet seng i et lille lagerrum på fire kvadratmeter bagerst i en kinesisk restaurant og sender videoer hjem midt om natten.

Stålreoler med lagervarer tårner sig op omkring ham, og på gulvet er en lille madras klemt ind mellem madvarer og konserves.

Oven på madrassen ligger to træpaller, nogle flade papkasser og et persisk tæppe. 

Hans krop gør ondt efter 14 timers uafbrudt arbejde i restauranten, og inde fra baren ved siden af kan han høre folk råbe, pisse og slås. 

En soveplads i et lille lagerrum og en dunkende natklub som nabo var ikke en del af drømmen.

- Jeg troede aldrig, at det skulle ende sådan her, fortæller Huashan.

Vil tjene penge til operation til sin søn

Huashan Hong lander i Kastrup Lufthavn 17. december sidste år.

Én ting lægger han mærke til med det samme:

- Luften. Den er ren her. Man kan trække vejret. Det er slet ikke som i Kina.

For Huashan er det særlig vigtigt. Hans søn er født med et deformt øre. Et resultat af forurening i Huashans hjemstavn, Fujian.

I lang tid har Huashan forsøgt at tjene penge nok til at få sin søn opereret. Men det er dyrt at få sådanne operationer i Kina.

- Vi ville ikke kunne spare op til det på min kinesiske løn, fortæller han.

Derfor skal pengene tjenes i Danmark.

Koster at få job i Danmark

I tre år har Huashan arbejdet hen imod dette øjeblik. Lagt en plan og fulgt den punkt for punkt.

Da han hører, at der mangler kinesiske kokke i Europa, tager Huashan en etårig kokkeuddannelse.

Han kontakter et statsligt agentbureau, der finder job til kinesere i Europa. Prisen er 50.000 kroner for at skaffe et arbejde, dertil kommer udgifter til visa, dokumenter og flybilletter.

I alt koster rejsen til Danmark ham knap 100.000 kroner.

Og via et stop i Letland får han adgang til Danmark. 

Nu står han på dansk grund og trækker vejret. Nyder øjeblikket. Og den rene luft.

Stolede på kinesisk chef

I Kastrup Lufthavn bliver han hentet af sin nye chef, Pifu Zhang. 

Han ejer en anerkendt, lille kineserbiks bag Københavns Hovedbanegård, Noodle House. 

Aftalen med chefen er, at Huashan skal arbejde otte timer om dagen med to månedlige fridage. 

Lønnen er 14.000 kroner om måneden, 60 kroner i timen. For en kineser er det en udmærket aftale og det dobbelte af, hvad han kan tjene hjemme i Kina.

- Jeg stolede på Pifu, især fordi han sagde, at han ville skaffe en arbejdstilladelse i Danmark til mig, fortæller Huashan Hong. 

- Det var vigtigt for mig, at det hele foregik legalt. Min plan har hele tiden været, at jeg skulle have min familie med hertil.

Byens bedste kineser

De første dage lærer Huashan, hvordan man laver bao - de dampede melboller med fyld, der hver dag skal sælges på den nye restaurant, Bao & Bar, på det hippe Nørrebro. 

Det er her, hvor unge hænger ud ved Dronning Louises Bro, mens de drikker kaffe, der snildt koster 50 kroner koppen.

Kort inden Huashan begynder på sit nye job, skriver Politiken henrykt om, at Noodle House udvider på Nørrebrogade, og kalder den “byens bedste kineser”.

På den nye restaurant Bao & Bar er det første, man møder, bardisken med billedet af den kinesiske mur, der slanger sig gennem smaragdgrønne og sneklædte bakker.

Men går man forbi bordene og ned ad en lille gang, er der en dør på venstre hånd. 

Her står “staff only” med sprittusch på et hvidt A4-ark, der er sat op med tape. 

Indenfor er et lagerlokale med røde sodavandskasser i mandshøjde og en fryser. Man kan netop smyge sig forbi og videre ind til et nyt, lille rum. 

Det er her, Huashan Hong flytter ind kort før jul. 

- Det er bare midlertidigt, siger hans chef.

Huashan tror på ham. Og drømmer om villaveje og om sin familie.

- En kineser hjælper altid en kineser. Det troede jeg da, siger han. 

Han ender med at bo her i 180 dage.

Får ingen papirer

Huashan ved godt, at skal han kunne blive i Danmark, er der én ting, der tæller: Papirerne skal være i orden.

Uden en lovlig opholdstilladelse og ret til at arbejde i Europa er han kun ét kontrolbesøg fra at ryge hjem til Kina og tabe hele drømmen på gulvet.

Huashan stiller jævnligt sin chef det samme spørgsmål:

- Hvornår kommer min opholdstilladelse? Hvornår får jeg mine papirer?

Hvis han bliver i Danmark længe nok, kan han få sin kone hertil. Og sønnen kan komme i dansk skole. Lære, hvordan man tænker i et vestligt land.

Men kun hvis han har sine papirer. 

- Hvornår kommer min opholdstilladelse? spørger han igen.

- Snart, svarer chefen. Danskerne er bare langsomme, siger han.

Har ingen fridage

Imens han venter, passer han omhyggeligt sit job: Han står hver dag op fra pallerne på madrassen i det smalle baglokale, går ud til restaurantens toilet og vasker sig. 

Nogle gange går Huashan ture ud i København for at se på byen. Han besøger Den lille Havfrue, Amalienborg og Nyhavn. Men han er altid tilbage i god tid før klokken 12 til at åbne restauranten og gøre klar til gæsterne.

Han skræller og skærer grøntsager, noterer, hvad der skal fyldes op, tager imod leveringer og de baos og saucer, der kommer til restauranten. Så laver han mad og rydder op - ofte indtil midnat.

Han har ikke nogen fridage. 

Knitrende penge

Hver måned lander pengene i en hvid kuvert. 14.000 kroner i kontanter, i små og store sedler.

Når restauranten er lukket og Huashan Hong er alene, studerer han det nye lands penge, samler dem og breder dem i en vifte og sender en video af dem til sin kone. Så kan hun se, hvordan penge fra Danmark ser ud. Og hvor mange, han tjener.

Han gemmer kontanterne i sin kuffert, for han kan ikke oprette en bankkonto uden dansk arbejdstilladelse.

- Min kone spurgte mig, om det var sikkert. Men jeg sagde: Bare rolig, det er mig, der åbner og lukker restauranten, og jeg er her altid, fortæller Huashan Hong. 

Hver dag ringer han hjem til sin kone. Fortæller hende om jobbet. Siger, at han har ondt af de mange timers arbejde. At han er træt og ikke har sovet i flere dage. Larmen fra natklubben inde ved siden af holder ham vågen.

Hun siger til ham, at han skal holde ud. 

Der er ingen plan B.

Så han bliver ved. Arbejder mere, fordi chefen siger det. Knokler hårdere, fordi chefen siger det. Brokker sig ikke. 

Efterhånden bunker pengene sig op i hans lille bagrum. Gemt væk i en lomme i kufferten har han nu 70.000 kroner. 

Sover ikke om natten

En aften er Huashan på arbejde sammen med fire kolleger, tre yngre kvinder og en fyr. Chefen er der også.

Der er travlt i køkkenet, og Huashan er i konstant fart mellem komfuret, frituren og anretterbordet.

Da aftenen er omme, pakker han maden væk og vasker køkkenet af, før han er klar til at gå i seng. Han går ind i sit lille lagerrum. 

Og så ser han, at kufferten er væk. 

Huashans verden går i stå. På et splitsekund er næsten fire års arbejde smuldret for fødderne af ham. 

Væk er alle de penge, han ejer. 

- Jeg sov ikke i nætterne efter, fortæller han.

Du smiler ikke nok

Som månederne går, bliver Huashan Hong mere alene og isoleret.

Restauranten går dårligere, gæsterne stopper med at komme, og kollegerne, der ellers gav et kærkomment indtryk af normalitet, forsvinder. 

Nu er Huashan Hong ikke bare kok, men også tjener, og kører restauranten alene i dagtimerne. 

Han har stadig ikke haft en eneste fridag.

“Welcome”, siger han venligt, men næsten uhørligt til de få, der kommer. 

Egentlig kan Huashan Hong ikke tale engelsk, men aftenerne i det lille rum bruger han nu på at terpe. 50 ord hver dag.

Han stoler ikke længere på sin chef, Pifu Zhang, og online får han kontakt til en kinesisk advokat i Danmark. 

Han stiller hende et enkelt spørgsmål: Hvordan kan man se, hvor meget længere man skal vente på, at ens ansøgning bliver godkendt?

Advokaten svarer, at han kan søge på sagsnummeret inde på Udlændingestyrelsens hjemmeside.

Huashan Hong kontakter sin chef og spørger efter sagsnummeret. 

Svaret er lammende. 

Der er ikke noget sagsnummer. For der er ikke nogen ansøgning

- Du har ikke lavet alle retterne godt nok. Og du smiler ikke nok, forklarer chefens partner. 

Sandheden rammer Huashan Hong som en hammer.

Chefen har løjet for ham. I månedsvis har han holdt ham hen med løfter om fast ophold i Danmark.

“Hello, I need help”

I dagene efter arbejder Huashan videre. Som i trance passer han sit job, men han smiler ikke. Han taler ikke med kunderne eller cheferne. Ingen. 

Han står op, går i gang med arbejdet, knokler i sine 12 timer og lægger sig ind i lagerrummet i håb om, at festen inde ved siden af er mindre vild i nat, end den plejer.

Men i hovedet kører tankerne rundt. Han vil bare gerne have det til at slutte.

Mens han vender sin skæbne, går Huashan ture i villakvarteret igen. Han laver nye videoer og sender hjem til sønnen.

- Det er så smukt, gentager drengen, mens han endnu engang presser sit ansigt mod lyset fra mobilskærmen.

For Huashan har villakvarteret skiftet farve. Væk er håbet om et liv her. Han er her illegalt, og hans tid i Danmark er slut.

I ren desperation søger Huashan via sin telefon på nettet. Leder efter nogen, der kan hjælpe med at kæmpe hans kamp. Han finder 3F og skriver en lang besked.

- Hello, I need help, lyder de første ord.

Vil prøve igen

I dag bor Huashan Hong igen i Fujian-provinsen i Kina.

Men nu og da kigger han på videoerne fra villakvartererne og drømmer stadig om en fremtid i Europa.

- Jeg er ved at spare op, så jeg kan prøve igen, siger han.

Fagbladet 3F vil gerne høre fra kinesere i Danmark, der har erfaringer med grov udnyttelse i restaurationsbranchen. Skriv til susanne.junker@3f.dk eller karsten.ostergaard@3f.dk

3F工会网络杂志正在调查丹麦的移民工作条件。如果你在中餐饮业遭遇或遭遇过不合理的工资、工作时间，就很欢迎随时跟我们联系。匿名行，写、说中文都行。联系方式：

susanne.junker@3f.dk; karsten.ostergaard@3f.dk