Gå til hovedindhold

I en websurvey blandt knap 700 medlemmer af HK/Privat svarer halvdelen, at de bruger høretelefoner på jobbet.

Hvis man har brug for hørebøffer for at kunne koncentrere sig om jobbet, så skal man tage det op med sin arbejdsmiljørepræsentant, mener HK/Privat.
Foto: Søren Bidstrup/Scanpix

Det er blevet en del af den normale arbejdsdag at skærme sig for støj med et sæt høretelefoner.

Det tyder en websurvey blandt fagforeningen HK/Privats medlemmer i hvert fald på, skriver HK/Privatbladet.

Her svarer 50 procent af de 688 respondenter, at de bruger hovedtelefoner på jobbet. Hver tredje af dem hver dag eller flere gange om ugen.

Og jo større kontoret er, jo flere bruger høretelefonerne - for det er især støj fra kolleger, der får folk til at sætte noget på eller i ørerne.

- Det er absolut en meget udbredt tendens. Især i storrumskontorer, hvor man har koncentrationsforstyrrende støj, bruger folk høretelefoner som en form for barriere, siger Jørn Toftum, indeklimaforsker ved Danmarks Tekniske Universitet.

I HK/Privat er arbejdsmiljøkonsulent Heidi Lisette Bille ikke glad for undersøgelsens resultat. Ifølge hende burde hørebøffer ikke være nødvendige for at kunne koncentrere sig på jobbet.

- Jeg ser udbredelsen af høretelefoner som et grundlæggende bevis for, at mange arbejder i nogle fysiske rammer, der ikke gør det muligt for dem at udføre deres arbejde, uden at de er nødt til at beskytte sig selv. Og her er hovedtelefonerne så blevet nødløsningen, siger Heidi Lisette Bille.

- Storrumskontorer skaber en række problemer. Det bliver vi ved med at få henvendelser om. Og her har arbejdsgiverne altså ansvaret for at forebygge støjproblemer.

Hendes opfordring lyder derfor, at hvis man har brug for hørebøffer for at kunne koncentrere sig om jobbet, så skal man tage det op med sin arbejdsmiljørepræsentant og få talt med ledelsen om at forebygge støjgenerne.