Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: field_partner i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

Tvistighedsnævnet har givet en elev medhold i, at hun fik for lidt i løn som hestemanagerelev på en rideskole i Nordsjælland. Ejeren af rideskolen mener ikke, at afgørelsen er rimelig.

Ann-Sofie Odgaard har fået efterbetalt cirka 60.000 kroner for sin tid som hestemanagerelev på en nordsjællandsk rideskole.
Privat

22-årige Ann-Sofie Odgaard har fået økonomisk oprejsning efter en tid med problemer som elev hos virksomheden Tattersall, Jægersborg Rideskole.

For hun har for nylig fået efterbetalt cirka 60.000 kroner fra den nordsjællandske virksomhed, efter at Tvistighedsnævnet har afgjort en tvist imellem hende og virksomheden.

- Jeg er tilfreds med afgørelsen. Jeg havde håbet på, at udfaldet blev, som det gjorde, men jeg var ikke sikker. Det var samlet set en dårlig oplevelse at være elev i virksomheden, siger Ann-Sofie Odgaard.   

Det begynder godt

Hun begynder i 2015 at arbejde for Tanja Moberg, der ejer Tattersall, Jægersborg Rideskole. Året efter aftaler de, at Ann-Sofie Odgaard skal uddannes som hestemanager hos virksomheden, og hun begynder uddannelsen 1. januar 2017.

Som hestemanagerelev skal hun passe og pleje hestene på rideskolen, ride dem og undervise børn i ridning. Desuden skal hun lave forefaldende arbejde, blandt andet holde ridebanerne ved lige.

I det første års tid føler Ann-Sofie Odgaard sig rigtig godt behandlet hos Tattersall, Jægersborg Rideskole. Men derefter får ejeren en kæreste, som også kommer i hestestalden. Og herefter bliver arbejdsmiljøet dårligere og dårligere, synes Ann-Sofie Odgaard.   

Elev: Jeg blev overvåget

3F’eren fortæller, at hun af sin tidligere arbejdsgiver flere gange bliver opfordret til at tage på arbejde, selvom hun er sygemeldt. I et tilfælde er hun sygemeldt på grund af kyssesyge. I et andet tilfælde som følge af, at en hest har sparket hende over skinnebenet, hvilket har medført et åbent sår, som skal syes sammen.

- Jeg fik at vide, at jeg bare skulle møde op på arbejde, selvom jeg var syg. Jeg ville gerne, men blev rådet af sygehuset til ikke at gøre det. Det var ikke rart, at arbejdsgiveren behandlede mig sådan. Bagefter begyndte jeg at møde tidligere og tidligere i stalden, fordi jeg ikke ønskede at møde arbejdsgiveren og hendes kæreste, som råbte og skreg af mig, siger Ann-Sofie Odgaard.

Hun fortæller også, at hun på et tidspunkt bliver overvåget af arbejdsgiverens kæreste, der ligger på lur og betragter hendes arbejde.

- Det var superubehageligt. Jeg gør mit arbejde færdig og tager til lægen, som sygemelder mig med stress. Da vi var til mæglingsmøde om sagen, spurgte min fagforening arbejdsgiveren, om det ikke var underligt, at hendes kæreste lå på lur. Men hun svarede bare, at der var nogen, der var nødt til at holde øje med mig, siger Ann-Sofie Odgaard.

Arbejder til galopløb

Ud over at passe sit arbejde hos virksomheden i Gentofte er eleven også til stede ved galopløb i Jylland, på Fyn og på Klampenborg Galopbane ved København, hvor arbejdsgiverens kæreste træner galopheste. Ved løbene trækker Ann-Sofie Odgaard heste rundt, strigler dem, giver hestene saddel på og ordner dem efter løbet.

Ifølge hende udfører hun arbejdet på anmodning fra sin arbejdsgiver. Der er ikke tale om en frivillig aktivitet, forklarer Ann-Sofie Odgaard og oplyser, at hendes egen hest ikke deltager i galopløbene.

Ifølge kendelsen fra Tvistighedsnævnet har Tanja Moberg under sagen forklaret, at Ann-Sofie Odgaard ikke har udført beordret overarbejde ved deltagelse i stævner og galopløb. Ifølge arbejdsgiveren har eleven deltaget frivilligt og efter eget ønske, fordi det er en fritidsinteresse for Ann-Sofie Odgaard.

Tanja Moberg har også fremført, at eleven har udført for lidt undervisning, og at hun skulle have nægtet at udføre andre opgaver. På den baggrund rejser praktikvirksomheden et krav om, at eleven skal betale 77.200 kroner til virksomheden for manglende udførelse af arbejde.

Kravet forstår Ann-Sofie Odgaard intet af.

- Jeg griner lidt, da jeg hører om kravet imod mig. Jeg har helt klart arbejdet og undervist det, jeg skulle. Jeg sagde nej til at køre med deres traktor, fordi den var faldefærdig og gik i stå hele tiden. Jeg følte mig utryg ved traktoren, og jeg ønskede ikke, at de skulle råbe ad mig, fordi den gik i stå, siger hun. 

Sygt barn

Da sagen skal afgøres i Tvistighedsnævnet, som behandler tvister mellem elever og deres arbejdsgivere, møder Tanja Moberg ikke op. Ifølge nævnets kendelse har arbejdsgiveren tidligere samme dag i en e-mail oplyst, at hun ikke kan møde frem på grund af et sygt barn.

Eftersom arbejdsgiveren ikke møder frem, falder hendes modkrav på 77.200 kroner bort, afgør Tvistighedsnævnet.

I stedet behandler nævnet sagen og afgør, at Tattersall, Jægersborg Rideskole skal efterbetale eleven knap 55.000 kroner for manglende betaling af løn og pension, manglende feriefridage samt 5.000 kroner i godtgørelse for en mangelfuld ansættelseskontrakt. 

Det er langt fra første gang, at medarbejdere inden for hestebranchen bliver udsat for urent trav af deres arbejdsgivere. Fagbladet 3F har beskrevet 20 andre sager i løbet af de senere år (se denne artikels faktaboks).   

Sagen til inkasso

Trods Tvistighedsnævnets krav i afgørelsen om, at Tattersall, Jægersborg Rideskole skal betale hele det skyldige beløb inden for 14 dage, betaler virksomheden blot en del af beløbet.

Derfor sender Ann-Sofie Odgaards fagforening, 3F, som har ført sagen for hende, den manglende betaling til inkasso. Derefter betaler virksomheden resten af det skyldige beløb.

- Vi kan godt forstå, at vores medlem blev sygemeldt med stress som elev hos virksomheden. De har udnyttet hendes arbejdskraft, talt aggressivt til hende, behandlet hende groft, og så har der heller ikke været en klar ledelsesstruktur på virksomheden, siger Hans Larsen, formand for 3F Mølleåen.

Arbejdsgiver: Uretfærdig afgørelse

Ejeren af Tattersall, Jægersborg Rideskole, Tanja Moberg, mener ikke, at 3F kender hverken hende som person eller hendes virksomhed. Fagforeningen tager blot Ann-Sofie Odgaards parti, fordi hun som medlem er med til at betale 3F-ansattes løn, vurderer ejeren af rideskolen. 

- Jeg prøvede at lave et kompromis i sagen for længe siden. Men jeg skulle bare fuldstændig jordes, for de har uanede midler, uanet tid og kapacitet. Og så er det den lille mand på jorden mod fagforeningen, siger Tanja Moberg om sit syn på sin egen situation under sagen.

Arbejdsgiveren fortæller, at hun ikke har forsøgt at trække sagen i langdrag. Men at hun tilbageholdt en del af det skyldige beløb, fordi hun troede, at hendes virksomhed skulle afregne skat af beløbet.

Tanja Moberg mener, at Tvistighedsnævnets afgørelse på “ingen måde” er retfærdig. Og hun mener, at Ann-Sofie Odgaard mangler at udføre “masser af arbejde” for virksomheden.

- Jeg har svært ved at forstå, at hun bruger som begrundelse, at vi var ubehagelige og det ene og det andet. Jamen, det var vi jo først i det øjeblik, at hun begyndte ikke at passe sit arbejde. Så blev vi jo mere og mere frustrerede, og vi bliver også sure og måske aggressive i vores fremtoning, fordi vi bliver pissesure over, at de her heste ikke bliver passet, siger rideskoleejeren.

Hun bekræfter, at hendes eksmand har overvåget Ann-Sofie Odgaard i stalden, mens eleven er i gang med at fodre heste. Ifølge arbejdsgiveren skyldes det en mistanke om, at eleven giver nogle heste for lidt foder, og at det derfor er nødvendigt at overvåge medarbejderen.

- Jeg forstår godt, at hun synes, at det var superubehageligt. Vi synes også, at det var superubehageligt, at hun ikke ville passe vores heste. Det var ikke os, der havde tvunget hende til at have dette arbejde. Det stod hende fuldstændigt frit for at være her. Hun er vokset op her og ved, hvordan tingene fungerer, siger Tanja Moberg.

Arbejdsgiveren mener, at det er den tekniske skole, hvor Ann-Sofie Odgaard har været hestemanagerelev, som er skyld i den fejl i hendes ansættelseskontrakt, som har kostet rideskolen 5.000 kroner i godtgørelse til hende.  

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Ann-Sofie Odgaards hest hedder Falcao og er seks år gammel. Hesten er af racen dansk varmblod og efter hingsten Favorit Ask.
Ann-Sofie Odgaards hest hedder Falcao og er seks år gammel. Hesten er af racen dansk varmblod og efter hingsten Favorit Ask. FOTO: Privat

Karriere i hestebranchen

Efter at have været sygemeldt i flere måneder med stress hos Tattersall, Jægersborg Rideskole vender Ann-Sofie Odgaard i januar 2020 tilbage til Roskilde Tekniske Skoles afdeling for grønne uddannelser, Vilvorde. Her fuldender hun sin uddannelse til hestemanager.

- Det betyder meget for mig. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne gøre uddannelsen færdig. Men jeg har vist, at selvom arbejdsgiveren har været sådan over for mig, kunne jeg gøre den færdig, siger Ann-Sofie Odgaard.

Hun og to andre elever på uddannelsen bliver på skolen hædret med et legat på hver 10.000 kroner for deres forskellige afslutningsopgaver.

Nu underviser Ann-Sofie Odgaard børn på en anden rideskole i Nordsjælland. Hun drømmer om et arbejdsliv i hestebranchen og en karriere som springrytter.

- Jeg er rigtig glad for mit job. Jeg har haft en stor passion for ridesporten, siden jeg var lille. Jeg håber, at min fremtid ligger i hestesporten, siger hun.