Der udspillede sig et dagligt drama foran og inde i Forligsinstitutionen i København, da omkring 700.000 lærere, pædagoger, rengøringsassistenter og andre offentligt ansatte skulle have fornyet deres løn- og arbejdsvilkår i 2018. Alle aftaler kom i hus, men i ugevis truede konflikten.

Om ganske få måneder skal de til det igen, staten, kommunerne, regionerne og de ansatte: De skal forhandle om de nye overenskomster.

Bliver det så en gentagelse af gyseren fra 2018? Næppe. Sådan lyder det i hvert fald fra lektor og arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen, fra forskningscenter for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier, FAOS, ved Københavns Universitet. 

Årsagen er, at forhandlingerne i år sker på et helt andet grundlag end i foråret 2018. Der er særligt fire udfordringer, som Nana Wesley Hansen ser det:

1. Økonomi i skyggen af corona

Corona-krisen har først og fremmest skabt en stor usikkerhed omkring økonomien, og hvordan økonomien kommer til at udvikle sig.

- Vi ser ind i en smal, økonomisk ramme. Hvor smal ved vi ikke, men den adskiller sig i hvert fald meget fra situationen i 2018, hvor vi var godt omme på den anden side af finanskrisen, og der var noget at kæmpe for, siger Nana Wesley Hansen.

2. En anden magtbalance

Under sloganet “En løsning for alle” lykkedes det i 2018 de offentlige lønmodtagerorganisationer at mobilisere en kæmpe stor opbakning, også blandt danskerne.

- Nu har vi en sundhedskrise, det vil sige dét der med at mobilisere alle og være tæt på hinanden – dét bliver bare svært, vurderer Nana Wesley Hansen.

- Når man har overenskomstforhandlinger, ligger der jo altid et pressionsmiddel: Vi har en deadline, for ellers kan vi få en konflikt. Men konfliktscenariet er ikke voldsomt sandsynligt denne gang. For en konflikt vil blive meget svær at afvikle. Magtbalancen er lidt afhængig af konteksten, men denne her gang er den ikke nødvendigvis i lønmodtagernes favør, siger Nana Wesley Hansnen. 

3. Forskellige forventninger til løn internt blandt lønmodtagerne

Under de seneste mange, offentlige overenskomstforhandlinger har der været et ønske fra særskilte lønmodtagerorganisationer, for eksempel 3F og FOA, om, at nogle lavtlønsgrupper skal hæves ekstra i løn. I samme dur har eksempelvis sygeplejerskerne et gammelt ligelønskrav, der handler om, at store kvindegrupper stadig halter bagefter lønmæssigt.

Et andet gammelt ønske er et opgør med, at de offentlige lønkroner stiger i procenter og ikke i kroner og ører. Det giver nemlig en skævvridning, mener flere lønmodtagerorganisationer, for eksempel 3F. Én procent mere i løn for en lavtlønnet spækker nemlig mindre i kassen end én procent mere i løn for en højtlønnet. 

- Vi er stadig i forberedelsesfasen, men min fornemmelse er, at lønmodtagerorganisationerne er nået frem til, at det ikke er denne gang – på grund af den store usikkerhed omkring økonomien – at man skal lave hele lønsystemet om. Men dermed ikke være sagt, at ønsket ikke stadig er der, siger Nana Wesley Hansen.

4.  Central løn contra lokal løn

Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 blev der stort set kun tid til at nå i mål med de centrale overenskomstforhandlinger. Det vil sige alle de krav, der var fælles for alle lønmodtagerorganisationerne.

– Så de enkelte lønmodtagerorganisationer kan i år have et større behov for at kigge på deres specifikke krav for netop deres grupper. Omvendt, når den økonomiske ramme er smal, er der ikke meget at gøre godt med, og det kan godt gøre organisationsforhandlingerne sværere denne gang, siger Nana Wesley Hansen.

Oven i de fire særlige udfordringer, der gør sig gældende i år, sker forhandlingerne denne gang på et helt andet bagtæppe end sidst, forklarer Nana Wesley Hansen.

Her spiller især tre ting ind, vurderer hun:

1. Den danske model har det godt

Relationerne internt mellem de offentlige arbejdsgivere og arbejdstagere er bedre end set længe. Og det er godt, når man skal forhandle. 

- I den mellemliggende periode siden 2018, hvor der var meget uenighed, har parterne ryddet op. De har indgået fælles, politiske hensigtserklæringer om, hvordan de forholder sig til hinanden, når de forhandler, og hvordan de får nogle gode og konstruktive forhandlinger. Desuden er parterne blevet enige om, hvordan man sammenligner og beregner lønudviklingen i den private sektor i forhold til den offentlige, siger Nana Wesley Hansen. Den lønuenighed fyldte meget under forhandlingerne i 2018.

2. Ny regering

Farven er skiftet på regeringen siden 2018, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) sad ved roret. Og med dét har man også skiftet arbejdsgiveransvaret for de offentligt ansatte. Det har traditionelt set ligget i Finansministeriet, men er nu rykket til Skatteministeriet, hvor Morten Bødskov (S) er minister. 

- Hér er mere fokus på respekt og dialog, og det er mit indtryk, at man politisk har investeret i, at det er denne vej, man vil gå i forhold til overenskomstsystemet, siger Nana Wesley Hansen. 

Desuden har den nuværende socialdemokratiske regering ingen interesse i at blande sig politisk i overenskomstforhandlingerne, vurderer hun. Sporene fra tiden under Helle Thorning-Schmidt (S) skræmmer. Hér endte tumulten omkring lærernes arbejdstid i den 25 dage lange lærerlockout i 2013.

- Dét har den nuværende regering brug for at lægge afstand til og signalere, at der er nye boller på suppen, siger Nana Wesley Hansen. 

3. En mere lempelig finanspolitik

En kombination af en ny regering og en corona-krise har gjort, at der i øjeblikket er vilje til at føre en mere lempelig finanspolitik, end man har set i mange år. Det vil sige, at der er en vilje til at investere i og smide nogle penge efter den offentlige sektor, som igennem mange år ellers har lænet sig op ad en mur af besparelser.

- Corona-krisen har gjort, at man også på EU-plan accepterer, at det offentlige øger sine budgetter, og man lemper på budgetkravene. Og så har vi en stærk dansk økonomi – trods corona – som gør det muligt at føre en mere lempelig finanspolitik, siger Nana Wesley Hansen. 

Nu er den førte finanspolitik ikke direkte koblet til overenskomstforhandlingerne, understreger Nana Wesley Hansen. Men det har indflydelse på de signaler, der bliver sendt politisk, og kravet om besparelser, som de offentlige arbejdspladser helt generelt oplever. Det er en anden kontekst for forhandlingerne end sidst, vurderer hun.

I midten af december forventer Nana Wesley Hansen sammen med kolleger fra FAOS på Københavns Universitet at offentliggøre en mere udførlig analyse af udfordringerne ved OK21.

Udvekslingen af overenskomstkravene – altså at lønmodtagerne offentliggør deres ønsker og “bytter” med arbejdsgivernes ønsker – sker i december, mens de egentlige forhandlinger først går i gang i det nye år.