Priserne stiger voldsomt nærmest overalt i verden, men der er stor forskel på, hvor stærkt det går – og hvor det i forvejen var dyrest at leve og holde ferie.
Benzin til bilen, is til børnene og fadøl på fortovsrestauranten. Du kan vente, at sommeren 2022 bliver noget dyrere, end det så ud, da I planlagde ferien for måske et halvt år siden. Det er nemlig ikke kun i Danmark, at priserne hopper opad. Sådan er det også i resten af Europa og i øvrigt i det meste af verden.
Mange synes, at benzinprisen er høj i Danmark, men det er værre i Grækenland, Norge, Island og Finland. Sådan var det i hvert fald pr. 20. juni, viser en international oversigt fra GlobalPetrolPrices.com. (Oversigten opdateres jævnligt – du kan indstille til priser i danske kroner.)
Hvis du vil på en brændstofbillig ferie, så er benzinpriserne lavest i Hviderusland og Rusland. De er så bare ikke de mest populære lande i øjeblikket. Men også på Malta, i Tyrkiet og i Bulgarien er brændstof noget billigere end i Danmark.
Tyskland har sat afgifterne ned. Ifølge hjemmesiden er den officielle pris på benzin knap 4 kr. lavere syd for grænsen.
Du kan også finde dieselpriser på GlobalPetrolPrices.com. Her ligger priserne på samme måde højere i flere andre nordiske lande end i Danmark. Forskellen til Tyskland er mindre end på benzin.
Bulgarien billigst, Danmark dyrest
- Holder I ferie herhjemme? Danmark har de højeste forbrugerpriser inden for EU, fortæller Danmarks Statistik. Det er en opgørelse fra før inflationen tiltog kraftigt.
- Dermed er mange af udgifterne på en ferie også højere i Danmark, for eksempel på fødevarer. Men prisniveauet er endnu højere i ikke-EU-landene Schweiz og Island.
- Store ferielande som Spanien, Portugal og Grækenland har forbrugerpriser, der er cirka en halv gang lavere end i Danmark. Hvis rugbrød eller andre varer koster 30 kr. i Danmark, så er det 20 kr. i de tre lande.
- De fire allerbilligste lande i EU er Bulgarien, Rumænien, Polen og Ungarn. Her er forbrugerpriserne det halve af, hvad de er i Danmark.
Høje og lave prisstigninger
- Nogle af landene med de laveste forbrugerpriser har i øjeblikket den højeste inflation. Det gælder for eksempel Bulgarien med 13 procent og Kroatien med over 10 procent. Derfor vil turister i år opleve, at de lande ikke er helt så billige længere.
- I Danmark er inflationen nu på 8,2 procent opgjort efter EU’s metode. Det er faktisk lidt lavere end i EU i gennemsnit.
- Malta og Frankrig ligger lavest med inflation på under 6 procent, fortæller Danmarks Statistik.
Topliste over ferielande
- Nordmakedonien er Europas billigste ferieland, og Norge det allerdyreste. Det fortæller den norske hjemmeside “Smarte penge” på baggrund af tal fra det europæiske statistikkontor Eurostat.
- Rumænien, Bulgarien, Bosnien-Hercegovina og Tyrkiet er de næste på listen over billige ferielande.
- På toppen af dyre lande efterfølges Norge af Schweiz, Island, Finland og Danmark. Listen stammer fra i fjor - før inflationen accelererede.
Madolie i top, men rejser også dyrere
- I det sidste år er gas, el og brændstof det, der er steget allermest i pris i Danmark. Men hvis du vil spare under en dansk ferie, så hold op med at bruge madolie. Det er steget over 60 procent i pris!
- Smør, margarine, pasta og pizza ligger også i top med prisstigninger på over 20 procent, viser tal fra Danmarks Statistiks statistikbank.
- Men det koster faktisk væsentligt mere at stikke af fra de danske priser i sommer. International flyvning og pakkerejser er steget over 20 procent i forhold til i fjor.
Indenrigsflyvning billigere
- På nogle områder er ferie i Danmark blevet billigere. Billetterne til dansk indenrigsflyvning er faldet 14 procent.
- Læs en bog på ferien i Danmark. Skønlitteratur er faldet 9 procent, og faglitteratur med hele 24 procent.
- Køb frossen fisk på ferien i Danmark i stedet for fersk fisk. Rødspættefileterne i frysedisken er faldet 2 procent, mens turen til fiskehandleren efter fersk fisk koster 17 procent mere.
Sådan går det med populære ferievarer
- Drik vin i stedet for øl. De kolde øl i Danmark er det seneste år steget 6 procent i pris, mens vinen kun er steget 2 procent.
- Køb en ekstra is til børnene. Den er i snit kun steget 5 procent og dermed mindre end gennemsnittet af andre varer.
- Tag på udflugt! Billetten til danske museer, zoologiske haver og andre attraktioner er steget 4 procent.
Billig overnatning i Danmark
- Ophold på feriecentre, campingpladser og vandrerhjem er kun steget 2 procent det sidste år.
- Til gengæld er hoteller, moteller og kroer gået op med 16 procent.
- Danske restauranter og caféer har øget priserne med 8 procent.