Vi lever længere og i takt med, at vi bliver ældre, er det politisk besluttet at rykke pensionsalderen op trin for trin for alle. Som det er planlagt lige nu, rammer danskerne en pensionsalder på 70 år i 2040.

Men vi bliver nødt til at kaste flere nuancer ind i billedet, når vi skal tale om pensionsalder.

Sådan lyder det fra Henrik Brønnum-Hansen, lektor og statistiker i Afdeling for Social Medicin på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Han har forsket i de såkaldte “gode leveår”.

- Der er en stor forskel i levetiden mellem forskellige uddannelsesgrupper. Og ser vi på forskellen på levetid med godt helbred, er forskellen endnu større, siger Henrik Brønnum-Hansen.

2,5 år til direktørerne

Sammenligner man levetiden for faglærte og ufaglærte mænd i alderen 25-75 år med samfundets mest privilegerede – blandt andre direktører og ledende embedsmænd – er forskellen 2,5 år leveår til direktørernes og embedsmændenes fordel. 

Men kigger man på levetiden uden såkaldte aktivitetsbegrænsninger – det vil sige uden problemer med at klare almindelige, dagligdags gøremål – er forskellen endnu større.

Her viser tallene, at i aldersintervallet 50-75-årige har faglærte og ufaglærte mænd i gennemsnit 13,6 år uden aktivitetsbegrænsninger og 8,7 år med. Blandt de mere privilegerede grupper er der hele 18,1 år uden aktivitetsbegrænsninger og kun 5,4 år med. 

- Når man diskuterer pensionsalder, er man nødt til at tage dét med ind i regnestykket, siger Henrik Brønnum-Hansen.

Nødt til at hæve pensionsalder

Henrik Brønnum-Hansen har også kigget på, hvor pensionsgrænsen skal ligge, hvis man for eksempel siger, at alle skal have tre gode pensionistår uden aktivitetsbegrænsninger.

Han er selv overrasket over tallene. De viser nemlig, at mænd med en lang videregående uddannelse skal have en pensionsalder på 69,6 år.

- Men skal man give de samme tre gode pensionistår til mænd med en kort uddannelse, skal grænsen være nede på 63,2 år. Nogenlunde den samme forskel ses for kvinder, siger Henrik Brønnum- Hansen.

På den baggrund er der ikke nogen vej uden om at tale om en differentieret pensionsalder.

- Jeg er ikke modstander af at hæve pensionsalderen. Det er vi nødt til. Men når der er så stor en ulighed i levetid og helbred mellem forskellige grupper, er man nødt til at tage højde for det i forhold til pensionsalderen. Det er man også ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv, for det bliver simpelthen for dyrt for samfundet i forhold til pleje og omsorg, hvis en stor gruppe bliver meget nedslidt, siger han.

Bare fordi det er svært

Et andet sted, der bør sættes ind, er på arbejdsmiljøet. Ganske enkelt for at forhindre, at nogle grupper bliver så nedslidte, at de smider håndklædet i ringen før tid.

- Jeg er af den overbevisning, at hvis folk rent faktisk har helbred til at blive på arbejdsmarkedet, så gør langt de fleste det. Man bør derfor fokusere meget mere på, hvordan man kan indrette arbejdsmiljøet, så flere både fysisk og psykisk kan holde og har lyst til det, siger Henrik Brønnum-Hansen.

I forhold til en uens pensionsalder er det til gengæld en vanskelig afgørelse, hvor snittet skal lægges, hvis alle faggrupper skal tilgodeses, erkender Henrik Brønnum-Hansen.

- Det er en udfordring til både politikere og fagbevægelsens forhandlere. Men bare fordi det er svært, er det vel ikke et argument for, at man ikke skal gøre det, siger han.