Gå til hovedindhold

Arbejdsgivere og et folketingsflertal er grundlæggende imod den pensionsmodel, som statsminister Mette Frederiksen i dag officielt bevægede sig ud i jagten på.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) efter dagens møde med fagbevægelsen og arbejdsgiverne.
Foto: Mads Claus Rasmussen

Mission Impossible hedder den populære perlerække af seks film, hvor Tom Cruise - trods de helt og aldeles umulige odds - alligevel fuldfører missionen.

Det kan være en tilsvarende svær og langtrukken affære, den nyslåede statsminister Mette Frederiksen (S) bevæger sig ud i, når hun i dag torsdag indleder mission tidlig tilbagetrækning.

Der er nemlig både et parlamentarisk flertal og nogle stærke arbejdsgivere imod det løfte, Socialdemokraterne gik til valg på: At sikre nedslidte Arne og tusindvis af ligestillede en ret til at gå på pension før tid.

Torsdag formiddag har Mette Frederiksen haft det første spæde møde med Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening. De har drøftet, hvorvidt der overhovedet er basis for en trepartsforhandling om den model, hvis udseende ingen rigtigt tør spå om.

Socialdemokraterne og FH er nogenlunde enige om det bagvedliggende mål: At få en rettighedsbaseret pensionsmodel for nedslidte, der har haft mange år på arbejdsmarkedet, så de fremover undgår at stå “med hatten i hånden”.

Begge vil gerne imødekomme, at nogen begynder på arbejde i en ung alder og derfor har otte-ti år længere på arbejdsmarkedet end folk, som tager lange uddannelser. Men hvordan en tidlig pension til disse nedslidte teknisk set skal skrues sammen, det er forhandlingens egentlige omdrejningspunkt.

Men fire helt afgørende spørgsmål har længe ligget ubesvarede og uopklarede hen:

  1. Hvilke jobtyper skal omfattes?
  2. Præcis hvor længe skal man have været på arbejdsmarkedet?
  3. Hvordan skal man få arbejdsgiverne til at æde en idé, der ender med at trække folk ud fra det arbejdsmarked, der mangler folk i visse brancher?
  4. Hvordan skal man få flertal for en idé, som De Radikale er direkte imod, og som et i forvejen skeptisk Dansk Folkeparti kun kan støtte, hvis partiet samtidig efter egen vurdering bryder en aftale med den tidligere regering?

I maj indgik V-LA-K-regeringen aftalen om seniorførtidspension, som Dansk Folkeparti og De Radikale er med i. Deri står, at det vil kræve enighed blandt alle partierne, hvis der skal indføres differentieret pensionsalder. Det er den del, DF i givet fald vil bryde.

Socialdemokraterne har et valgløfte, de gerne skulle have indfriet. Ellers vil der med sikkerhed stå en samlet opposition og råbe løftebrud.

Fagbevægelsen skal medvirke til at løse den gordiske knude, men den kan stå fast på, at det i sidste ende er politikernes ansvar at få en pensionsmodel i hus. For det var Folketinget, der i sin tid valgte at afvikle efterlønsordningen. Og det er mange af de danskere, som ville have taget imod en efterløn, som politikerne nu har som opgave at give en ny værdig tilbagetrækningsform.

Arbejdsgiverne kan måske imødekommes i forhold til de manglende hænder ved at lave en form for belønning til dem, som gerne vil blive længere på arbejdsmarkedet ud over pensionsalderen. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) har i hvert fald udtalt, at han er åben for sådan en løsning.

Men den parlamentariske situation er stadig svær at rokke, ligesom kjolemodel og snit langt fra er på plads.

Umulig mission? “Det er ikke nogen let øvelse det her”, indrømmer Mette Frederiksen (S) over for Ritzau efter torsdagens møde.

“Vi har ikke nogen deadline for vores arbejde”, udtaler Peter Hummelgaard Thomsen til Politiken.