Hvad skal en italiensk metroarbejder have i løn, når han borer tunnel på Cityringen i København? Det bliver reguleret af en EU-lov, der hedder “udstationeringsdirektive”t. Det blev første gang vedtaget for over 20 år siden.

Det seneste år har EU arbejdet på en opdatering af dette direktiv, da det i mellemtiden gået ret meget amok med trafikken over grænserne: I 2015 var der cirka to millioner udstationerede arbejdere i EU. En stigning på mere end 50 procent siden 2010. I Danmark var der i 2016 næsten 5.500 udstationerede, mere end halvdelen i byggebranchen.

Og nu er det lige oppe over, at det nye direktiv skal falde på plads.

Men hvad går udstationeringsdirektivet nærmere ud på? Og hvad kommer den nye version til at betyde for de vilkår, som polakker, litauere og italienere arbejder under her i landet? Det kan du blive klogere på her.

Det rene wild west

I 2004 blev EU udvidet med Polen, Ungarn, Litauen og syv andre østeuropæiske lande. I stor stil begyndte østarbejdere at drage med Danmark og andre vesteuropæiske lande med langt højere lønninger og bedre jobmuligheder end i hjemlandet.

For at det ikke skulle ende i det rene wild west, havde EU nogle år forinden vedtaget udstationeringsdirektivet, som regulerer løn- og arbejdsvilkår for østarbejdere, der bliver udstationereret. Det betyder blandt andet, at udstationerede medarbejdere skal overholde lovgivning omkring arbejdsmiljø.

Men hvad vil det overhovedet sige at være udstationeret? Jo, det kan man være, hvis man for eksempel er ansat i et italiensk firma, der har særlige kompetencer i at bygge metro. Så kommer man til Danmark med sin egen chef og løser en konkret opgave i en tidsbegrænset periode.

Man er til gengæld IKKE udstationeret, hvis man bare bliver hyret til at stå ved båndet i en virksomhed her i landet og løse de samme opgaver som sine danske kolleger med reference til en dansk chef.

Nu er tiden kommet til en opdatering af denne EU-lov. Kommissionen kom med sit udspil sidste år, i denne uge forventes det, at EU-Parlamentet og Ministerrådet bliver enige med sig selv om deres holdning til udspillet. Tilbage står så, at de tre parter alle skal blive enige om den endelige formulering. Det sker måske inden jul.

Hold øje med disse fem punkter

Hvad er det store ændringer denne gang?

Især disse fem punkter er det værd at holde øje med:

1. Løn

Løn er ikke bare løn. Mange EU-lande har en officiel minimumsløn. Det har vi ikke i Danmark; her bliver lønnen fastsat i overenskomster forhandlet på plads mellem arbejdsgivere og fagforeninger – den danske model. Fra Danmark har både fagbevægelse, arbejdsgivere og regering brokket sig højlydt over de oprindelige udspil fra Kommissionen.

Her var det noget mudret, hvor stor en del af løndannelsen, som parterne selv kunne bestemme over. Der var en frygt for, at det i sidste ende ville være EU-Domstolen, som kunne komme til at afgøre, hvad lønnen skal ligge på her i landet. Og om pension, barsel, ferie og så videre skulle være omfattet af lønaftaler.  

Presset har virket, og nu kommer udstationeringsdirektivet til at respektere den danske model. Det betyder blandt andet, at den danske fagbevægelse lovligt kan rejse krav om overenskomst over for udenlandske virksomheder, der udstationerer arbejde i Danmark. Og hvis virksomheden nægter at tegne overenskomst, kan fagbevægelsen iværksætte en konflikt.

2. Vikarer

Der er mange vikarer på danske virksomheder. En andet EU-lov hedder vikardirektivet. Det har Danmark implementeret således, at vikarer skal have samme vilkår som udenlandske arbejdere. Fra dansk side gik frygten på, at man med det opdaterede udstationeringsdirektiv ikke længere måtte stille de samme krav til vikarer fra andre EU-lande. Men alt tyder på, at det godt vil kunne lade sig gøre alligevel. 

3. Underentreprenører

- eller ”underkontrahenter”, som det hedder i direktivforslaget - handler om muligheden for at gøre en hovedentreprenør ansvarlig for løn- og arbejdsvilkår hos underentreprenører.

Og hold nu tungen lige munden, for her bliver vi nødt til at bringe ENDNU et direktiv på banen: Håndhævelsesdirektivet. Det afgør hvordan det nuværende udstationeringsdirektiv (fra 1996) skal implementeres.

For et par år siden slog det fast, at underentreprenører inden for byggeriet skal have kædeansvar – dog med mulighed for en noget bred fortolkning af dette begreb i de enkelte lande. 3F har noget blandede følelser ved den måde, som man har valgt at implementere dette krav her i landet. Det nye udstationeringsdirektiv lægger ikke op til ændringer på dette område.

4. Hvor lang tid kan man være udstationeret?

Man ender nok på en periode på to år, hvor det er muligt at være udstationeret i et andet EU-land. Det er arbejdsgiverne stærkt utilfredse med. De mener, at det vil være super bureaukratisk, når for eksempel medicinalvirksomheder skal hyre udenlandske forskere til en konkret opgave.

Omvendt vil den danske fagbevægelse gerne begrænse udstationeringen til seks måneder, så østarbejdere ikke kan rende alt for lang tid rundt på danske arbejdspladser til lave lønninger.

Den franske præsident Macron turnerede for et par måneder siden rundt i udvalgte østeuropæiske lande for at samle opbakning til en tidsfrist på ét år. Men det ender nok med to år, hvilket den danske regering bakker op om.

5. Vejpakken

Den store joker. Samtidig med, at udstationeringsdirektivet forhandles på plads, arbejder EU på en revision af ”vejpakken”.

Pakken regulerer blandt andet reglerne for cabotagekørsel – altså hvor lang tid øst-chauffører må køre i vesteuropæiske lande til øst-lønninger. Ministerrådet ender måske at ville have vejpakken med i den nye udgave af udstationeringsdirektivet. Og det kan skabe ballade, da landene er uenige om reglerne på dette område.