Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: field_partner i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Notice: Undefined index: und i fagbladet_3f_preprocess() (linje 130 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).
  • Warning: array_map(): Argument #2 should be an array i fagbladet_3f_preprocess() (linje 131 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/template.php).

Regeringens Vækstteam for kreative erhverv anbefaler at skærpe indsatsen mod digital, ophavsretskrænkende kriminalitet. Men anbefalingerne vil ifølge eksperter resultere i lovstridig masseovervågning af almindelige danskere.

Et erhvervsudvalg udpeget af regeringen anbefaler at skrue op for den digitale overvågning i Danmark.
arkiv Ritzau Scanpix

Snart kan myndighederne muligvis følge med i vores allesammens private internettrafik.

I en ny rapport anbefaler regeringens Vækstteam for kreative erhverv, at man sætter hårdt mod hårdt i kampen mod digitale, ophavsretskrænkelser som illegale downloads. Og det kan ifølge eksperter resultere i decideret masseovervågning.

Anbefalingerne har mødt hård kritik fra IT-Politisk Forening. De mener, at en realisering af de anbefalede tiltag ikke er realistisk, medmindre man iværksætter overvågning af alle private internetforbindelsers såkaldte metadata. Den slags overvågning, der kunne gøre den tidligere DDR-leder Erich Honecker grøn af misundelse.

Foreningens kritik bliver nu bakket op af flere IT-eksperter, der peger på, at teamets anbefalinger kan være omkostningsfulde for samfundet og desuden stride mod menneskeret og grundlov. For har man indblik i folks lovlige eller ulovlige adfærd med downloads og streaming, har man også indblik i stort set alt andet, folk foretager sig online.

Teamet selv erkender, at de ikke er eksperter i, hvad der kan implementeres, men er samtidig overbeviste om, at deres forslag holder sig inden for lovgivningen.

Dine rettigheder på linjen

Rapporten “Danmark: Et internationalt førende vækstmiljø for kreative erhverv” kommer med 21 anbefalinger til, hvordan regeringen kan fremme Danmarks kreative eksport. To af de anbefalinger går på, hvordan man kan blive bedre til at “håndhæve immaterialle rettigheder for at fremme et velfungerende marked for kreativt indhold.”

Anbefaling 10 foreslår, at man begrænser privatpersoners økonomiske incitament til at anvende hjemmesider, der tilbyder ulovligt indhold. Konsekvensen ved at downloade eller streame ulovligt skal simpelthen blive mere mærkbar økonomisk.

“Det her ville være et omfattende indgreb i retten til privatlivets fred, som er en fundamental menneskeret.”

- Søren Sandfeld Jacobsen, ph.d. i medie- og informationsret ved Aalborg Universitet

Det er nede i den konkrete anbefaling, at filmen knækker for Søren Debois, der er lektor på ITU (IT-Universitetet i København, red.) og forsker i IT-sikkerhed. Her står det, at regeringen bør undersøge mulighederne for at implementere et “teknologineutralt automatiseret varslingssystem”, der skal sende advarsler og bøder til rettighedskrænkere igennem e-Boks.

- Det lyder som en enorm teknisk udfordring - at holde øje med alle private internetforbindelser for at genkende ulovlig trafik. Det er muligt, hvis man laver aftaler med internetudbyderne, men allerede under logningsdirektivet havde de svært ved at holde styr på oplysningerne, og det her er endnu mere omfattende, fordi man skal undersøge datapakkerne nærmere, siger han.

På grund af tidligere afgørelser i EU-domstolen mener Søren Sandfeld Jacobsen, der er ph.d. i medie- og informationsret ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet, at Vækstteamet for kreative erhvervs anbefalinger “ikke har nogen gang på jord”.

- Det her ville være et omfattende indgreb i retten til privatlivets fred, som er en fundamental menneskeret. Og desuden gribe ind i kommunikationshemmeligheden. EU-Domstolen har flere gange slået fast, at hvis man skal bruge masseovervågning, så skal det være for at bekæmpe meget, meget alvorlig kriminalitet. Og det er ophavsretskrænkelse altså bare ikke, siger han.

 Simon Rune Knudsen
Grafik: Simon Rune Knudsen

Nemt at omgå

Én ting er, at anbefaling 10 kan stride imod love og rettigheder. Noget andet er, at det er tvivlsomt, hvor effektivt det vil være at indføre overvågning af private forbindelser. Niels Bertelsen, der er formand for PROSA, forbundet for IT-professionelle, mener ikke, at målet tilnærmelsesvist vejer op for midlerne.

- Man fanger aldrig de rigtige syndere på den her måde. Dem, der ved, de gør noget ulovligt, ved også, hvordan man beskytter sig igennem en VPN-forbindelse. Dét er lovligt, og så kan de ikke spores. I stedet får man fat på dem, der ikke ved, at de gør noget ulovligt, siger han.

VPN står for virtual private network. Det er et værktøj, der kan skabe en krypteret digital kanal mellem to eller flere computere, der øger sikkerheden. Hvis du har en VPN-forbindelse, der skaber en kanal til udlandet, er det praktisk talt umuligt for danske myndigheder at overvåge din digitale adfærd.

“Jeg har svært ved at se, hvorfor man skal lave lovgivning i det digitale rum, der ikke ville fungere i det analoge samfund.”

- Niels Bertelsen, formand for PROSA

- For 25 kroner om måneden kan du omgå hele det her omgribende tiltag ved at købe en VPN-forbindelse. Dem, der downloader meget, bruger de værktøjer allerede - det er første skridt til at skjule sin trafik på nettet. Så det her vil ikke hjælpe noget mod dem. Det vil fange de dummeste kriminelle og ellers udsætte resten af os for overvågning, siger Søren Debois fra ITU.

At det er så nemt at omgå overvågningen, gør det svært at argumentere for at realisere anbefaling 10 fra et juridisk synspunkt.

- Hvis man skal have lov til at overvåge på den her måde, skal man først og fremmest vise domstolene, at det er et effektivt værktøj. Men det er det bare ikke, fordi det er så nemt at omgå. Så man beder lidt om at få lov til at skyde gråspurve med kanoner, siger Søren Sandfeld Jacobsen.

 Simon Rune Knudsen
Grafik: Simon Rune Knudsen

Dyrt for store dele af samfundet

Det er dog ikke kun de juridiske aspekter af vækstteamets rapport, der kan volde problemer, hvis anbefalingerne realiseres. For anbefaling 10 ønsker at undersøge mulighederne for at indføre “ansvar på egen bredbåndsforbindelse.” Det betyder, at indehavere af internetforbindelser kan blive stillet til ansvar for en ulovlighed, der er sket på forbindelsen, selvom de ikke har noget med ulovligheden at gøre.

Det kan lyde effektivt på papiret. Men tænker man offentligt-tilgængelige forbindelser med ind i regnestykket, er det svært at se, hvordan anbefalingen skal håndhæves, uden man ender med bare at give bøder til caféer, kulturhuse, folkeskoler og andre steder, der har åbne internetforbindelser. Det mener Søren Debois fra ITU.

- Det vil kræve en masse teknik, muskel og penge fra udbyderne at logge de her oplysninger. Derudover ville indehavere af offentlige netværk blive nødt til bruge ressourcer på at registrere sin trafik. Så de kan finde frem til den ulovlige handling og undgå at blive stillet til ansvar for det. Altså vil store dele af samfundet skulle bruge mange penge på det her.

“Spørgsmålet er, om det, man får ud af det, vil stå mål med den belastning, det placerer på institutioner og borgere. Svaret er nej.”

- Søren Debois, lektor ved IT-Universitetet i København.

Det er muligt at købe værktøjer, der kan logge trafikken på et offentligt netværk som for eksempel en café. Men det vil være op til caféen at skaffe det værktøj - og desuden opbevare brugernes data på en sikker måde.

- Jeg har svært ved at se, hvorfor man skal lave lovgivning i det digitale rum, der ikke ville fungere i det analoge samfund. Jeg bryder mig ikke om, at man stilles til ansvar, fordi man stiller noget til rådighed for andre. Det vil betyde, at flere vil registrere sine brugere. Det skal der bygges teknik omkring, der blandt andet sørger for databeskyttelse. En opgave, som jeg har svært ved at se caféer varetage, siger Niels Bertelsen fra PROSA.

Og man vil stadig ikke fange de store syndere - tværtimod kan man risikere at hjælpe dem en smule.

- Spørgsmålet er, om det, man får ud af det, vil stå mål med den belastning, det placerer på institutioner og borgere. Svaret er nej. For det er teknisk set nemt at udnytte det her. Folk, der ved, hvad de gør, kan downloade ulovligt igennem en uskyldig nabos forbindelse og tørre ansvaret af på dem ved hjælp af den nye lovgivning, siger Søren Debois.

Tyveri ved højlys dag

Mødt med kritikken fra eksperterne understreger Jacob Holm, der er formand for Vækstteam for kreative erhverv og administrerende direktør for Fritz Hansen, at man skal lægge mærke til ordlyden i anbefalingerne.

- Vi taler om at undersøge og analysere mulighederne for, hvordan man kan blive bedre til at bekæmpe ophavsretskrænkelse. Vi er ikke eksperter i, hvorledes dette kan implementeres - men vi siger, at her er nogle problemer, branchen drømmer om, der kan findes en løsning på. Problemer, som jo omhandler tyveri ved højlys dag, siger Jacob Holm.

Rapporten skal overordnet set sørge for, at den kreative eksport stiger, at der skabes flere arbejdspladser i de kreative brancher, og - vigtigst i denne sammenhæng - at der skabes retfærdige konkurrenceforhold, når det kommer til det digitale marked.

“Vi er overbeviste om, at vi kan få vores anbefalinger igennem inden for EU-lovgivningen, fordi lignende systemer allerede er iværksat i udlandet.”

- Jacob Holm, formand for Vækstteam for kreative erhverv

- Vi er klar over, at vi på den ene side står med en reel tyveri-vinkel og på den anden side med et hensyn til grundlov, borgerrettigheder og til at skabe et system, der ikke bliver stort og dyrt. Men vi er nødt til at erkende, at vi mangler nogle regler, vi kan følge, når det kommer til den voksende digitale verden. Vi skal have kloge folk på banen, så vi kan finde smarte løsninger på problemet, der holder sig inden for vores grundlæggende lovrammer.

Et brevbaseret varslingssystem er allerede indført i Frankrig under navnet Hadopi-metoden, mens man i Tyskland er ansvarlig for ulovligheder begået på sin IP-adresse, medmindre man udførligt kan redegøre for andre nærmere angivne personer, der har brugt forbindelsen.

- Vi er overbeviste om, at vi kan få vores anbefalinger igennem inden for EU-lovgivningen, fordi lignende systemer allerede er iværksat i Frankrig og Tyskland. Vi er også overbeviste om, at det her er et område, hvor danskerne gerne vil søge den retfærdighed, der ligger i at beskytte dem, der bliver udsat for tyveri, siger Jacob Holm.

De 21 anbefalinger fra rapporten “Danmark: Et internationalt førende vækstmiljø for kreative erhverv” er sendt videre til regeringen. Hvordan de vil komme til at påvirke fremtidig lovgivning, er endnu uvist.