Naviair og flyveledernes fagforening Datca har indgået en aftale.
Aftalen “skal understøtte en normalisering af afviklingen af flytrafikken i de danske lufthavne og det danske luftrum,” skriver Naviair i en pressemeddelelse.
– Med aftalen er det vores klare forventning, at vi hurtigt vil se en markant reduktion af forsinkelser forårsaget af Naviair, udtaler Mads Kvist Eriksen, konstitueret administrerende direktør i Naviair.
Ifølge Esben Blum, som er formand i Datca, er der ikke tale om en langsigtet løsning.
– Men det er vigtigt, at der bliver skabt ro til at prøve at finde de langsigtede løsninger for Naviairs fremtid. Vi ser fortsat en risiko for, at denne aftale ikke i tilstrækkelig grad sikrer fastholdelse, men det må tiden vise, siger han.
De seneste måneder er tusindvis af passagerer blevet påvirket af forsinkelser på grund af konflikten mellem Naviair og flyvelederne.
Konflikten tog sin begyndelse i forbindelse med corona-pandemien, hvor Naviair afskedigede 50 flyveledere som led i en sparerunde.
De kom ikke tilbage, da flyene igen måtte lette efter pandemien.
Derfor har flyvelederne taget ekstra vagter. Det stoppede de med for nogle måneder siden, fordi de mente, at ekstravagterne havde fået for stort et omfang.

