bladhoved

Florin blev fyret, efter at han ikke ville melde sig ud af 3F

Drømmen var at prøve lykken og tjene gode penge i et rigt og velordnet land. Men opholdet hos en af Danmarks allerstørste mælkeproducenter udvikler sig til et dramatisk mareridt for den unge rumæner Florin Porosnicu.

Af: Morten Halskov 

De sidder på hver en slidt kontorstol. Der er ikke noget mødebord på kontoret på omkring fem kvadratmeter. Men et lille bord med en computer, en fryser, et skab med medicin samt en stor, hvid tavle på væggen, hvor der står skrevet noget om køer.

- Jeg vil ikke have folk, der er i denne fagforening. Vi kan finde en anden fagforening, men ikke 3F, siger Torben Pedersen, der er en af Danmarks allerstørste producenter af mælk.

Den jyske landmand taler engelsk og har fået sin rumænske medarbejder Alexandra-Alisa Patrasc til at oversætte samtalen med en anden af sine ansatte, Florin Porosnicu, der hverken taler dansk eller engelsk.

Landmanden har indkaldt Florin Porosnicu til møde om 3F denne onsdag eftermiddag, efter at østarbejderen har meldt sig ind i fagforbundet, der blandt andet organiserer medarbejdere inden for landbruget i Danmark.

- Fortæl ham pænt, at jeg ikke vil forlade 3F, siger Florin Porosnicu på rumænsk.

Torben Pedersen fremfører, at beslutningen er op til medarbejderen, men at han vil beskytte sin egen forretning.

- Det er okay. Men jeg må tage min egen beslutning. Det vil ikke være godt for vores fremtid sammen, siger landmanden.

I Danmark er det en grundlovssikret menneskeret at kunne oprette og være med i foreninger. Og loven om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet beskytter arbejderes foreningsfrihed ved at forbyde arbejdsgivere at lægge vægt på, om medarbejdere er medlem af en forening – og i så fald hvilken. Det er altså op til den enkelte medarbejder at beslutte, hvilken fagforening vedkommende vil være med i.

1h3
Rumænske Florin Porosnicu føler sig fuldstændig sikker på, at opholdet på gården i Jylland endte som et mareridt, alene fordi han var medlem af 3F. Foto: Petrut Calinescu

“Racister”

Det lugter af kolort på landmandens kontor inde i stalden nær køerne, bemærker de to rumænere. Begge medarbejdere er på arbejde og iført gummistøvler og lange, sorte arbejdsbukser med seler. Samt sorte jakker med navnet Hejrskov Mælk på bagsiden.

Florin Porosnicus arbejdsjakke står åben og i en lomme foran på hans arbejdsbukser ligger hans iPhone. Telefonen optager samtalen med hans arbejdsgiver, så rumæneren har et bevis, hvis der skulle ske noget.

- Jeg kan ikke lide at have danske folk her. De er langt mere dovne, siger Torben Pedersen.

Arbejdsgiveren hævder derefter, at 3F og danskere ikke ønsker arbejdere fra andre lande til Danmark – og forklarer, at 3F hverken er godt for Florin Porosnicu eller arbejdspladsen.

46
Alexandra-Alisa Patrasc bliver af landmand Torben Pedersen bedt om at oversætte hans samtale med Florin Porosnicu. Foto: Michael Drost-Hansen

- Er de en form for racister, spørger Alexandra-Alisa Patrasc med henvisning til 3F.

- Ja, de er racister, svarer Torben Pedersen.

19-årige Florin Porosnicu føler sig tvunget til at blive siddende på kontorstolen et par meter over for landmanden og svare på hans spørgsmål. Medarbejderen anser Torben Pedersen for at være seriøs under samtalen. Men også lidt nervøs, for mælkeproducentens hænder og hoved ryster indimellem. Selv viser østarbejderen ikke de store følelser. Han er afklaret.

Kort efter slutter landmanden den ni minutter lange samtale på kontoret med at sige:

- Vi skal tale sammen i næste uge. Men selvfølgelig tager jeg en eller anden beslutning nu.

Hør den første samtale her

Foto: Michael Drost-Hansen

Uddrag fra lydoptagelse fra det første møde

Uddrag fra Florin Porosnicus lydfil optaget med telefon af det første møde med landmand Torben Pedersen. Lydoptagelsen er oversat til dansk fra engelsk og rumænsk. Enkelte halve, meningsforstyrrende sætninger er udeladt og erstattet med (...).

Arbejdsgiver Torben Pedersen:

Du forstår, at jeg kan ikke bestemme, hvad du vil (...) Fagforeningen vil i fremtiden kun have danske folk. Jeg vil gerne have alle jer her, og hvis jeg vil have jer, så vil jeg ikke have, at I er i denne fagforening (3F, red.). Hvis I gerne vil være medlemmer af en fagforening, kan vi finde en anden fagforening, men ikke 3F.

Florin Porosnicu til tolken:

Nå, men sig til ham, at jeg vil ikke forlade 3F.

Arbejdsgiver Torben Pedersen:

Han vil gerne være i 3F? Okay. Det er op til ham, hvad han vil gøre, men jeg vil beskytte min forretning. Hvis han vil være der, er det hans beslutning.

Arbejdsgiver Torben Pedersen fortsætter:

Det er okay, men jeg må træffe mine egen beslutning, fordi det vil være... uhm... hvad hedder det... Jeg vil sige det sådan. Det vil ikke være godt for vores fremtid sammen.

(...)

Arbejdsgiver Torben Pedersen om danske lønmodtagere:

(...) de (3F, red.) tager sig af danskerne. Jeg vil ikke have danskerne, de er langt mere dovne. I forstår, jeg vil ikke have et problem her (...) de (3F, red.) kommer igen, og det vil blive et problem for alle.

(...)

Arbejdsgiver Torben Pedersen om 3F: 

De (3F, red.) vil sige, at fremtiden for ham, hvis han bliver medlem af 3F, bliver meget, meget god, så kan de hjælpe ham og gøre dit og dat, bare betal til dem (…). Hvorfor har 3F ikke så mange medlemmer fra andre lande i deres forening? Det er sådan, folk finder ud af, at de begynder med at sige “det bliver meget godt for dig,” men det er ikke godt.


Tolken:

Er det fordi, de er racister?

Arbejdsgiveren:

Ja, de er racister.

Florin Porosnicu fortæller om den første samtale

Træner kampsport

Florin Porosnicu er vokset op i en toværelseslejlighed i byen Onesti i det østlige Rumænien. Her lever han som barn og ung sammen med sin fem år ældre søster og deres forældre.

Hans mor sælger busbilletter på busterminalen i Onesti, mens hans far arbejder som buschauffør i byen, der har omkring 40.000 indbyggere. Onesti har tidligere været en udpræget industriby i et område i Østkarpaterne, der ellers er præget af landbrug.

- Det var en meget god barndom. Jeg manglede aldrig noget, siger Florin Porosnicu.

I sin ungdom træner den ranglede rumæner kampsporten MMA, hvor deltagerne både må slå og sparke sine modstandere under kampene, der typisk foregår i en ring eller et bur.

Som 18-årig stopper Florin Porosnicu med at gå i skole. I stedet får han job som mekaniker på et bilværksted i Onesti. Han arbejder 60 timer om ugen og tjener, hvad der svarer til 5.000 danske kroner om måneden. 

Florin Porosnicu er fra Onesti i det østlige Rumænien.

Gyldent jobtilbud

Men få måneder senere får Florin Porosnicu et uventet tilbud om at arbejde i Danmark.

Tilbuddet kommer fra en rumæner, som er ven med Florin Porosnicus far.

Rumæneren, som selv arbejder for Torben Pedersen, ringer til Florin Porosnicus far og fortæller om jobbet. Efter telefonopkaldet får Florin Porosnicu at vide, at arbejdet hos den danske landmand ikke er fysisk hårdt, men at han skal arbejde 10 timer om dagen. Arbejdet vil bestå i at køre traktor og andre maskiner i marken. Og lønnen er 2.500 euro om måneden – svarende til 18.700 danske kroner.

Det er en supergod løn, tænker Florin Porosnicu, der ikke skal betale noget for at få jobbet.

Hans kæreste synes dog ikke, at det er en god idé. Hun vil have, at han forbliver i Onesti sammen med hende. Men hans forældre opmuntrer ham til at tage til Danmark. Det er en god mulighed for at spare penge op, forklarer de deres søn. Selvom forældrene udmærket ved, at han i deres øjne bruger mange penge på at købe ting.

På den ene side har Florin Porosnicu ikke lyst til at forlade sit hjemland, familien og vennerne i Onesti og bo langt væk. Men på den anden side vil rumæneren gerne prøve lykken og føler ikke, at han har noget at miste ved at rejse til Danmark.

- Det var hårdt at tage afsted. Hele familien var at sige farvel. Jeg kendte ikke nogen i Danmark. I bussen var jeg spændt på, hvad Danmark ville være, siger Florin Porosnicu.

Billedserie: Florin Porosnicu er født og opvokset i det østlige Rumænien.

Ensomt

En minibus fragter ham fra Onesti gennem Ungarn, Tjekkiet, Tyskland og til Danmark.

Der er også andre rumænere i bussen, som skal til Danmark, men han kender dem ikke og taler ikke med dem. Busturen varer 25 timer og koster 125 euro – cirka 935 kroner.

18. november 2017 står Florin Porosnicu af minibussen ud for et hus i Holsted. Her bor den rumæner, som har snakket med hans far om jobbet. Den unge mand henter Florin Porosnicu ved bussen og bringer ham til Torben Pedersens hus på Jernbanegade 29.

Her skal østarbejderen bo sammen med syv andre – enten rumænere eller ukrainere – der allerede arbejder for den sydjyske landmand. Florin Porosnicu får tildelt et ledigt værelse i huset.

- Jeg var ikke chokeret. Men jeg havde ikke forventet, at værelset var tomt. Jeg havde forventet, at der i det mindste var en seng. Det var lidt mærkeligt. Det var ensomt, siger han.

I løbet af den første måned i Danmark får Florin Porosnicu hjælp af den unge rumæner til at købe mad og møbler. For den nyankomne fra Onesti har ingen danske penge. I en genbrugsbutik i Holsted køber den rumænske hjælper en seng, et bord og et tøjskab. Florin Porosnicu noterer, at det hele samlet set koster 6.000 kroner.

Han betaler 250 kroner om måneden til sin arbejdsgiver i husleje for værelset foruden omkostninger til el samt træpiller til husets fyr.

Højest mulig dyrevelfærd

Da Florin Porosnicu begynder at arbejde for Torben Pedersen, er landmanden og hans kompagnon Brian Nielsen i gang med at udvide bedriften betragteligt.

I en artikel fra august 2017 oplyser Torben Pedersen til Jysk Fynske Medier, at hans familielandbrug på 25 år har udviklet sig til en virksomhed med 23 ansatte og 1.600 malkekøer. Og at Hejrskov Mælk ApS er i gang med at bygge en fjerde stald, så besætningen kan komme op på 2.000 køer.

Ifølge artiklen tager virksomhedens forretningsplan udgangspunkt i "den højest mulige dyrevelfærd".

- Hvis koen ikke har det godt, så går det galt. Det første spørgsmål var derfor, hvordan kan vi gøre det godt for køerne. Derefter fandt vi svaret på, hvordan vi kunne blive en god arbejdsplads for medarbejderne, siger Torben Pedersen til mediet.

Landmanden beskriver i artiklen, at arbejdet hos virksomheden foregår i toholdsskift hver eneste dag året rundt, og at der bliver malket 16 timer i døgnet.

Hejrskov Mælk ApS får i 2017 et overskud på over ni millioner kroner før skat, viser virksomhedens årsregnskab.

1h3
Da Florin Porosnicu får tilbud om at arbejde for en dansk landmand med en stor gård, tænker rumæneren, at han vil få en supergod løn. Foto: Michael Drost-Hansen

Vagter på 10 timer

En af dem, der er med til at sikre overskuddet, er Florin Porosnicu. I Danmark viser det sig, at han slet ikke skal køre traktor og andre maskiner i marken. Rumæneren skal malke køer sammen med andre udenlandske medarbejdere i stalden, hvor der er en malkekarrusel.

- Jeg var dér allerede og havde intet valg. Jeg måtte bare arbejde. Det var meget mærkeligt at malke køer. Jeg havde aldrig arbejdet med køer før. Jeg fik lort overalt på mig. Det var ikke så fedt i starten, men senere blev jeg vant til det, siger Florin Porosnicu.

Første dag på jobbet møder han medejer af Hejrskov Mælk ApS Brian Nielsen, som rumæneren tror, er manager på gården. Først efter en uges tid ser rumæneren virksomhedens anden ejer, Torben Pedersen.

- Da jeg så Torben for første gang, troede jeg, at han var et godt menneske. Men Torben var nok bare glad, fordi der kom en ny dum mand på gården, konstaterer Florin Porosnicu tørt og smiler en smule.

Rumæneren bliver hurtigt en del af en fast vagtplan for malkning i toholdsskift. Det første skift begynder klokken fire om morgenen. Det andet klokken 14. Begge slags vagter varer 10 timer. Eller mere.

"Du er dum"

I de første mange måneder i stalden aner Florin Porosnicu intet om, at det i Danmark er normalt, at medarbejdere får betaling for overarbejde, hvis de arbejder mere end den almindelige daglige arbejdstid. Han kender heller intet til Skat. Eller 3F.

Men det ændrer sig i sommeren 2018 efter et møde med en rumænsk fyr i Esbjerg.

- Da han hørte, hvad jeg tjente, sagde han: Du er dum. Du arbejder som en slave, husker Florin Porosnicu.

Lønopgørelser fra Hejrskov Mælk ApS peger konsekvent på, at Florin Porosnicu fra november 2017 tjener 50 kroner i timen for langt de fleste timer. Samt at han for nogle timer får et nattillæg på en 10’er, så han for disse sene timer tjener i alt 60 kroner.

Florin Porosnicu fortæller den rumænske fyr i Esbjerg, at andre østarbejdere på gården ligeledes tjener 50 kroner i timen. Samt at arbejde efter klokken 20 udløser et nattillæg på 10 kroner ekstra i timen.

Den rumænske fyr oplyser, at 3F kan hjælpe ham, og fyren ringer til 3F Kongeåen. Senere tager Florin Porosnicu til møde hos 3F-afdelingen i Vejen og melder sig i september 2018 ind i fagforeningen. Rumæneren vil gerne have 3F til at hjælpe sig, så han kan få færre arbejdstimer og højere løn – et normalt arbejdsliv i Danmark.

- Jeg følte, at jeg ikke var vigtig for samfundet, når mange andre tjente over 100 kroner i timen, og jeg tjente mindre end halvdelen, siger Florin Porosnicu.


loen december-2017
- Det var lidt mærkeligt, at lønsedlen var skrevet i hånden. I Rumænien har jeg aldrig fået en lønseddel, der var skrevet i hånden. Her er de skrevet på computer, siger Florin Porosnicu om den lønopgørelse for december 2017, som han fik udleveret fra Hejrskov Mælk ApS. Foto: Privat

Opdager medlemskort

Midt i oktober 2018 er Florin Porosnicu atter på Torben Pedersens kontor i stalden. Østarbejderen skal som ofte før have udbetalt en del af sin løn i kontanter. Han tænker ikke over, at han har lagt sin iPhone på computerbordet på kontoret, og at et lille kort synligt klæber sig til bagsiden af telefonen. Det er medlemskort fra LO, som 3F hører under.

Torben Pedersen spørger, hvad det er for et kort, og Florin Porosnicu forklarer, at det er medlemskort til 3F.

- Han blev hvid i hovedet og begyndte at ryste. Han smed mine penge på bordet. Jeg skulle ikke kvittere på noget papir for, at jeg havde modtaget pengene. Han gik bare ud ad kontoret på den nye gård på Ribevej, erindrer Florin Porosnicu.

Staldmedarbejderen undrer sig over, at hans arbejdsgiver pludselig har meget fokus på ham. For i rumænerens hidtidige 11 måneder i jobbet har han følt sig som en simpel fyr. Hidtil har Torben Pedersen stort set kun sagt ”goddag, goddag”, når landmanden har udbetalt løn, men ellers har han ikke rigtig talt med mig, tænker Florin Porosnicu.

Rumæneren taler med nogle af sine kollegaer om 3F. Alle kender til et rygte om, at der tidligere havde arbejdet en fyr på gården, der var medlem af 3F. Men fagforeningen kunne ikke gøre noget for ham, fordi Torben Pedersen var for indflydelsesrig, lyder rygtet. Samtidig forsikrer kollegaerne Florin Porosnicu om, at han vil blive fyret, fordi han er medlem af 3F.

Florin Porosnicu kender ikke til andre på gården, der er medlem af fagforbundet. Han føler sig alene.

"Jeg vil gerne hjælpe dig"

Lidt over en uge senere beder Torben Pedersen Alexandra-Alisa Patrasc om at være tolk for ham på et møde med Florin Porosnicu om hans medlemskab af 3F. Om onsdagen på kontoret optager staldmedarbejderen sin samtale med landmanden, som slutter med at sige, at han og Florin Porosnicu skal snakke sammen om en uge.

Men allerede næste eftermiddag bliver rumæneren indkaldt til et nyt møde.

På torsdagens møde på staldkontoret siger en af hans rumænske kollegaer, at Florin Porosnicu skal sætte sig ned på en af de slidte stole. Denne kollega – der et års tid forinden havde ringet til hans far og tilbudt jobbet på gården – stiller sig nu lidt bag ved og skråt til venstre for Florin Porosnicu. Lige foran den hvide dør til kontoret.

En anden kollega sætter sig ansigt til ansigt med Florin Porosnicu. Denne rumæner oversætter samtalen for Torben Pedersen, der står op og taler engelsk. De to rumænere er også landbrugsmedarbejdere hos Hejrskov Mælk ApS.

- Jeg har tænkt over tingene, og jeg vil gerne hjælpe dig, siger Torben Pedersen og foreslår, at Florin Porosnicu holder ferie.

- Nej, siger staldmedarbejderen.


h5
Hejrskov Mælk ApS driver mælkeproduktion fra to gårde på landet nær Holsted mellem Esbjerg og Kolding. Foto: Michael Drost-Hansen

Skidt situation

Florin Porosnicu har ligesom de andre i lokalet sort arbejdstøj på. I en bukselomme ligger hans iPhone og optager også denne samtale.

- Jeg kan se, at du ikke er særligt lykkelig her, siger Torben Pedersen.

Landmanden oplyser, at rumæneren skal arbejde torsdag og fredag. Derefter skal han ikke arbejde længere, fortæller Torben Pedersen - og lover staldmedarbejderen løn for den næste måned, hvor han ikke skal arbejde.

Landmanden lægger et stykke papir frem foran medarbejderen og forklarer, at det snart bliver vinter, og at de ikke har så meget arbejde om vinteren.

Staldmedarbejderen tror ikke på Torben Pedersens forklaring. De hundredvis af køer på gården skal malkes året rundt. 3F’eren ønsker at arbejde videre og mener ikke, at landmanden har nogen grund til at fyre ham.

- Florin, hør efter, jeg har også hørt ting og sager. Hvis du er registreret dér, så skal du vide, at du begår en kæmpe fejl, siger rumæneren, som landmanden har bedt om at oversætte samtalen.

Oversætteren tilføjer, at Florin Porosnicu bringer dem i en skidt situation.

- Du kan sige til ham, at jeg absolut ikke skriver under på noget, siger Florin Porosnicu.

Føler sig som en kriminel

Men Torben Pedersen insisterer på, at medarbejderen underskriver dokumentet. Florin Porosnicu beder to gange om lov til at gå uden for kontoret for at lave et telefonopkald.

Han får intet svar.

- Han sender dig hjem nu. Lad være med at være dum. Og du kommer til at sove på gaden, siger oversætteren til staldmedarbejderen.

Florin Porosnicu nægter fortsat at underskrive papiret. Han forstår ikke teksten, der er på dansk. Og den faglige medarbejder hos 3F Kongeåen har indprentet ham, at han ikke skal skrive under på noget fra arbejdsgiveren uden først at have talt med fagforeningen.

Pludselig træder dørvogteren et par skridt frem. Ifølge Florin Porosnicu svinger den unge dørvogter derefter sin højre hånd bagud til højre, så hans knoer hamrer ind i ansigtet på sin 19-årige kollega, Florin Porosnicu.

- Jeg sagde bare tak. Jeg kunne ikke reagere. Jeg blødte fra munden. Han slog hårdt. Jeg slog mit baghoved ind i væggen på grund af slaget. Det gjorde også ondt, siger Florin Porosnicu til Fagbladet 3F.

Væggen på kontoret er lavet af mursten.

- Jeg forventede ikke at blive slået. Jeg følte mig som en kriminel. At jeg havde gjort noget meget skidt, erindrer han.

Blodet drypper fra munden. Efter slaget frygter Florin Porosnicu, at han bliver alvorligt skadet. Den tidligere MMA-kæmper forsøger at samle sig og gøre klar til at forsvare sig selv på kontoret.

- Jeg ville give det et forsøg. De var tre, og jeg var alene. Jeg følte mig alene og hjælpeløs. Jeg var bange, siger han.

Hør den anden samtale her

Foto: Michael Drost-Hansen

Uddrag af lydoptagelse fra nyt møde dagen efter

Uddrag fra Florin Porosnicus lydfil optaget med telefon af det andet møde med landmand Torben Pedersen. Lydoptagelsen er oversat til dansk fra engelsk og rumænsk. Enkelte halve, meningsforstyrrende sætninger er udeladt og erstattet med (...).

Arbejdsgiver Torben Pedersen:

Jeg har tænkt over tingene, og jeg vil gerne hjælpe dig. Eh, jeg tænker, at det er bedre, hvis du tager en ferie. Er det en god idé?

Florin Porosnicu:

Nej.

Arbejdsgiver Torben Pedersen:

Jo.

Florin Porosnicu:

Hvorfor skal jeg tage ferie?

Arbejdsgiver Torben Pedersen:

Jeg kan se, at du ikke er særligt lykkelig her.

Florin Porosnicu:

Jeg er meget lykkelig nu.

Arbejdsgiver Torben Pedersen:

Nej, jeg kan se, når vi taler sammen, at du tror, at noget er galt her, og det er ikke så godt, så det er det bedste for alle, at jeg er glad, og du er glad.

(...)

Florin Porosnicu til tolken:

(...) men hvorfor skal han (Torben Pedersen, red.) smide mig ud? Han har ingen grund til at fyre mig.

Arbejdsgiver Torben Pedersen:

(...) Vi skal til at bygge, og vi nærmer os vinteren og har ikke så meget arbejde om vinteren.

Kender intet til knytnæveslag

Mødet fortsætter et stykke tid. Inden han får lov til at forlade lokalet, lykkes det ham at putte papiret på dansk i en lomme. Da han går ud af kontoret, ser flere af hans rumænske kollegaer ham.

Andrei-Cosmin Vornicu bemærker, at Florin Porosnicu holder hånden for munden.

Rumæneren Octavian Bordeus taler med den 19-årige staldmedarbejder.

- Jeg ser, at der kommer blod ud af Florins mund. Blodet drypper ned på gulvet nær malkekarrusellen. Ellers ser jeg ikke noget. Men Florin fortæller mig, at han har været oppe at slås med min chef, Torben, og to rumænere, siger 31-årige Octavian Bordeus til Fagbladet 3F.

Efter mødet kører Torben Pedersen Florin Porosnicu i bil til sit hus på adressen Nygade 13 i Holsted, hvor staldmedarbejderen det seneste halve år har boet til leje sammen med tre udenlandske kollegaer. Ifølge rumæneren siger Torben Pedersen under bilturen, at han havde kigget på væggen på kontoret og ikke set noget slag i ansigtet.

De to rumænere fra kontoret følger efter i en anden bil. Da de alle er fremme ved huset, fortsætter de med at presse Florin Porosnicu til at pakke og rejse tilbage til Rumænien, fortæller staldmedarbejderen.


Florin Porosnicu fortæller om den anden samtale

24
Rumænske Andrei-Cosmin Vornicu ser, at Florin Porosnicu holder sin ene hånd for munden, da staldmedarbejderen forlader mødet med landmand Torben Pedersen og de to rumænske landbrugsmedarbejdere. Foto: Michael Drost-Hansen
Octavian Bordeus
Octavian Bordeus ser, at der kommer blod ud af Florin Porosnicus mund, kort efter at staldmedarbejderen har forladt mødet på staldkontoret. Foto: Privat

Stemme dirrer

Men det lykkes ikke.

De lader ham være i fred en halv times tid på værelset. Tiden udnytter Florin Porosnicu til at ringe til den faglige medarbejder hos 3F Kongeåen Charlie Madsen.

Grædende og med dirrende stemme fortæller rumæneren over telefonen, at han er blevet slået. At han bløder. At han er blevet opsagt. Og at han skal være ude af værelset om en time.

Charlie Madsen får oplyst adressen og starter straks sin bil. Da han ankommer til huset, kommer Torben Pedersen gående. Ifølge Charlie Madsen siger landmanden, at Florin Porosnicu ikke er hjemme, og at den faglige sekretær skal forlade grunden. Men Charlie Madsen nægter, og efter et øjebliks tøven vinker Torben Pedersen ham med indenfor.

De går gennem et par rum, inden de finder Florin Porosnicu på det værelse i kælderen, som han lejer af sin arbejdsgiver. Den faglige sekretær kigger sig rundt og ser en seng og en slags kommode, men ingen stole eller et bord.

Staldmedarbejderen ryster over hele kroppen. Især hans ben sitrer, konstaterer Charlie Madsen. Rumæneren er bange. Flere gange tørrer Florin Porosnicu sin læbe, og der er blod på begge ærmer på hans bluse.

Han giver Charlie Madsen det stykke papir, som han fik med ud fra mødet på kontoret. Papiret viser sig at være en fyreseddel. Fyringen har virkning fra 30. november. Men staldmedarbejderen skal forlade sin tjenestebolig 1. november, står der i opsigelsen, der er dateret 25. oktober 2018.

Torben Pedersen har selv underskrevet opsigelsen, hvor der står, at Florin Porosnicu fyres på grund af ”omstrukturering, da der ikke er arbejde nok om vinteren."

I 2018 leverer Hejrskov Mælk ApS 22 millioner liter mælk til mejerikoncernen Arla Foods – og kan dermed dække halvdelen af Bilkas salg af frisk mælk.  Det fremgår af en artikel i LandbrugsAvisen, hvor Torben Pedersen medvirker. Af artiklen fra marts 2019 fremgår det også, at Hejrskov Mælk ApS er i gang med at udvide bedriften yderligere, så virksomheden i løbet af 2019 kommer til at råde over plads til 2.500 køer.

Florins fyreseddel
Her er landmand Torben Pedersens fyreseddel til Florin Porosnicu, som arbejdsgiveren forsøger at få staldmedarbejderen til at skrive under på. Foto: Privat

Anklager om stoffer

På værelset i kælderen undersøger Torben Pedersen skaden i ansigtet på Florin Porosnicu.

Da Charlie Madsen kræver en forklaring på forløbet, ringer landmanden efter de to rumænske landbrugsmedarbejdere, der var til stede på kontoret. De dukker op, og den faglige sekretær får den forklaring, at hverken landmanden eller de to rumænere har slået Florin Porosnicu. De har heller ikke set, at andre har slået ham. Hvordan han er kommet til at bløde, kan de ikke forklare.

Til gengæld kan de to rumænere ifølge Charlie Madsen oplyse, at Florin Porosnicu tager stoffer og er psykisk ustabil.

Torben Pedersen tilbyder at køre sin forslåede medarbejder på skadestuen, men det afviser Charlie Madsen. Den faglige sekretær sygemelder Florin Porosnicu på stedet og vil selv køre ham til lægen.

Inden de forlader værelset, beder Torben Pedersen om at få lov til at tale kortvarigt med Charlie Madsen. Landmanden fortæller ifølge Charlie Madsen, at de to rumænere er bange for Florin Porosnicu, og at de er sikre på, at han vil ødelægge deres hjem. Derfor vil de nu køre til Esbjerg for at købe videokameraer, som kan overvåge deres huse, får Charlie Madsen oplyst.


kaeldervaerelset
Florin Porosnicu bor til leje hos sin arbejdsgiver på et kælderværelse på Nygade 13 i Holsted. Foto: Privat
kaldervarelset
kaelder3

På sygehuset

I næsten to timer torsdag aften bliver Florin Porosnicu undersøgt af en kvindelig læge på sygehuset i Esbjerg. I hans journal skriver lægen, at Florin Porosnicu er blevet slået med en knytnæve på sin højre kæbe. At kæben er øm. Men der er ingen mistanke om brud.

Efter de to kollegaers påstand om, at Florin Porosnicu har taget stoffer, beder han lægen om at lave en narkotikatest.

”For en god ordens skyld er der screenet for forskellige drugs, der er fundet negativ for dette,” skriver den kvindelige læge, som altså dermed afviser, at Florin Porosnicu skulle være påvirket af stoffer.

Mens de er på Sydvestjysk Sygehus, ringer Florin Porosnicu til sine forældre i Rumænien. Han får at vide, at den rumænske dørvogter tidligere på dagen har ringet til hans far og fortalt, at han vil skære Florin Porosnicu op og sende ham tilbage til Rumænien i en kiste.

Med på sygehuset er Alexandra-Alisa Patrasc, der fungerer som tolk. Hun taler også i telefon med Florin Porosnicus mor.

- Hun var meget bekymret, fordi hun ikke ønskede at få sin søn hjem i en kiste. Jeg forsøgte at forklare hende, at hun ikke skulle bekymret, fordi jeg var sikker på, at det ville ikke ske, siger Alexandra-Alisa Patrasc til Fagbladet 3F.

Florin Porosnicus forældre, Elena Porosnicu og Marin Porosnicu, bekræfter forløbet over for Fagbladet 3F.


placeholder image
Da Florin Porosnicu får sit ansigt undersøgt på sygehuset i Esbjerg, er der stadig blodpletter på hans trøje efter mødet på staldkontoret tidligere på dagen. Foto: Privat

Politiet bliver på stationen 

Da Florin Porosnicu er færdig med undersøgelsen hos lægen, beslutter han sig i cafeteriet på sygehuset for at melde sagen til politiet. Han får en aftale hos Syd- og Sønderjyllands Politi samme aften.

På politistationen får to politibetjente Florin Porosnicus forklaring om, hvad der er sket onsdag og torsdag, og de tager billeder af hans ansigt og tøj. Betjentene hører også rumænerens lydoptagelser af de to møder på kontoret i stalden hos Hejrskov Mælk ApS.

De næste fire dage dukker Torben Pedersen dagligt op på sygemeldte Florin Porosnicus værelse for at få ham til at forlade landet, oplyser rumæneren.

På fjerdedagen mødes landmanden og Florin Porosnicu flere gange. Efter rumænerens udsagn pointerer Torben Pedersen på ny, at det ikke er i orden, at staldmedarbejderen har meldt sig ind i 3F. At landmanden har mange venner. Og at det er bedre, at rumæneren rejser til sit hjemland. Derudover stiller Torben Pedersen ham penge i udsigt, hvis han rejser, fortæller rumæneren.

- Det giver ingen mening at blive. For politiet kommer ikke ud på gården og snakker med arbejderne om, hvad der er sket. Torben insisterer på at købe mig en flybillet til Rumænien, siger Florin Porosnicu om årsagen til, at han 30. oktober 2018 skifter holdning og nu accepterer at forlade Danmark.

Nødt til at rejse

Rumæneren pakker sine ting på mindre end fem minutter. Han er stort set klar, da medejer af Hejrskov Mælk ApS Brian Nielsen sidst på eftermiddagen holder i en bil uden for huset og venter på ham. De andre beboere i huset får ingen forklaring fra Florin Porosnicu. Rumæneren oplyser blot, at han er nødt til at rejse.

Brian Nielsen kører ham til lufthavnen i Billund. Her stikker medejeren af Hejrskov Mælk ApS rumæneren 6.000 euro i kontanter, fortæller Florin Porosnicu. Det svarer til cirka 45.000 danske kroner.

Alexandra-Alisa Patrasc ringer til Charlie Madsen og fortæller, at Florin Porosnicu er på vej ud af landet. Hun regner med, at han skal med et fly til Rumæniens hovedstad, Bukarest, samme aften klokken cirka 21.45.

Efter et bestyrelsesmøde i fagforeningen i Vejen kører Charlie Madsen og formanden for 3F Kongeåen, Bjarne Jakobsen, omkring klokken 20 mod Billund. På vejen ringer de til politiet i lufthavnen, som lover at forsøge at finde Florin Porosnicu.

5000 euro-i-kontanter_2.
Kort efter, at Florin Porosnicu er vendt tilbage til Rumænien, sender han en SMS til en kollega med et billede af de 6.000 euro, som han havde fået udleveret af sin danske arbejdsgiver i lufthavnen i Billund lige inden hjemrejsen. Foto: Privat

Trist tur

Men de kommer for sent. For 3F’eren er allerede fløjet ud af landet. Til Polen.
Hans arbejdsgivere har købt ham en hjemrejsebillet, som betyder, at han hurtigere kommer ud af Danmark. Samt at han er nødt til at skifte fly i Polen. Herfra flyver Florin Porosnicu videre til Bukarest.

- Jeg tænker hele tiden på, hvad der er sket. Jeg er skuffet og trist. Ikke sur, men kun trist. Over hele situationen, husker han om flyveturene.

I Bukarest sætter Florin Porosnicu sig ind i en minibus, der kører nordpå. Bussen kører ad den trafikerede hovedvej langs mange store marker uden afgrøder. Med jævne mellemrum dukker der kors op langs vejkanten til minde om nogle af de mennesker, som er blevet slået ihjel på vejen, der hverken har autoværn på midten eller i siderne.

Florin Porosnicu føler, at turen aldrig stopper. Men efter fem timer i minibussen er han fremme i Onesti – 25 timer efter, at han forlod kælderværelset i Holsted.

Hans familie er meget glade for, at han ikke er kommet hjem i en kiste. Men de er også skuffede.

- I begyndelsen siger mine forældre ikke noget. Men senere siger de, at det var bedre, at jeg tog til fagforeningen, end at jeg arbejdede som en slave i Danmark, erindrer Florin Porosnicu.

- Jeg er ikke lykkelig, da jeg er tilbage i Rumænien. I en periode er jeg stadig skuffet over, hvad der skete i Danmark, siger han.

Billede af-minibus
Den sidste del af Florin Porosnicus rejse – fra Bukarest til Onesti – foregår med minibus. Foto: Privat

Landmand: Jeg genkender intet

Siden hjemkomsten til Rumænien har Florin Porosnicu ikke hørt fra Torben Pedersen. Eller de to rumænske landbrugsmedarbejdere, der deltog i mødet på landmandens kontor – og som stadig arbejder for Hejrskov Mælk ApS.

Medejer af Hejrskov Mælk ApS Brian Nielsen oplyser til Fagbladet 3F, at han ingen kommentarer har til sagen. Han henviser i stedet til sin kompagnon, Torben Pedersen.

Landmand Torben Pedersen skriver i en e-mail til Fagbladet 3F, at Hejrskov Mælk ApS er omfattet af 3F’s overenskomst, og at virksomheden respekterer overenskomsten.

- Medarbejderne i virksomheden kan være medlem af den fagforening, som de har lyst til, skriver Torben Pedersen, som har ønsket at få og besvare Fagbladet 3F’s spørgsmål på skrift.

- Jeg kan ikke komme nærmere ind på forholdene omkring konkrete ansættelsesforhold eller andre konkrete begivenheder på virksomheden. Dog vil jeg sige, at jeg ikke kan genkende noget af det, du spørger mig om, skriver landmanden.

Den rumænske dørvogter bekræfter over for Fagbladet 3F, at han var med til at få Florin Porosnicu til Danmark i november 2017, og at han var til stede under mødet på staldkontoret. Den 29-årige dørvogter påstår, at Florin Porosnicu ikke længere ville arbejde for Hejrskov Mælk ApS, og afviser, at han har slået ham i ansigtet under mødet.

Den rumænske landbrugsmedarbejder, der oversatte fyringssamtalen mellem Florin Porosnicu og Torben Pedersen, ønsker ikke at udtale sig til Fagbladet 3F.

- Jeg behøver ikke at give dig svar. Jeg har allerede talt med politiet, og for mig er det fint. Det er nok, siger han.

12
Hejrskov Mælk ApS er en af landets allerstørste producenter af mælk. Virksomheden skulle i løbet af 2019 få plads til 2.500 køer ifølge en artikel fra Landbrugsavisen fra marts 2019. Foto: Michael Drost-Hansen

Føler sig svigtet

Syd- og Sønderjyllands Politi har to gange – i januar og juni 2019 – standset efterforskningen og henlagt voldssagen.

I et brev dateret 2. januar 2019 skriver politikredsen, at den afhørte rumæner har nægtet, at han slog Florin Porosnicu. Politiet skriver også, at der ikke var vidner til episoden, og vurderer, at der ikke er de nødvendige beviser til, at en domstol vil finde rumæneren skyldig i sagen.

Florin Porosnicu er skuffet. Han mener, at politiet ikke har engageret sig i sagen, og føler sig svigtet.

- Det er lidt mærkeligt. Jeg tror, at Torben havde lidt ret i, at han har mange venner i Danmark. Jeg føler, at Torben har dækket over sagen. Måske er der også et korrupt system i Danmark, siger Florin Porosnicu.

Han håber, at både Torben Pedersen og de to rumænere kommer for retten i Danmark.

Syd- og Sønderjyllands Politi mener ikke, at der er flere “efterforsknings-muligheder”, og vil ikke kommentere sagen, oplyser advokaturchef Birgit Nielsen til Fagbladet 3F.

Politikredsen har samtidig afvist at give Fagbladet 3F aktindsigt med henvisning til, at straffesagen ikke er endeligt afsluttet.

InkedBrev fra-Syd--og-Soenderjyllands-Polti---januar-2019_sloeret
Syd- og Sønderjyllands Politi har henlagt voldssagen i to omgange – i januar og juni 2019. Foto: Privat

Mærket efter opholdet

Florin Porosnicu har aldrig prøvet noget, som minder om hans oplevelser i Danmark. Han føler sig fuldstændig sikker på, at opholdet på gården i Jylland endte som et mareridt, alene fordi han var medlem af 3F. For inden arbejdsgiveren opdagede det, havde der ikke været nogen problemer, fortæller rumæneren.

- Jeg fortryder ikke, at jeg meldte mig ind i 3F. Men der kom noget pres på mig, fordi jeg meldte mig ind i 3F. Mit medlemskab af 3F skabte også problemer for mine kollegaer, siger han.

Oplevelserne i Danmark har sat sine spor, fortæller rumæneren.

- Jeg er mere opmærksom på mennesker, som jeg taler med. Jeg taler ikke længere så meget med fremmede mennesker. Før jeg tog til Danmark, kunne jeg godt lide at få nye venner, forklarer Florin Porosnicu.

Ny drøm

I begyndelsen af december 2019 får Florin Porosnicu nyt arbejde som chauffør, og han fragter nu dagligt folk til og fra arbejde på en oliefabrik.

Han bor i en lejlighed med to værelser, et badeværelse samt et smalt køkken med et lille bord og tre træskamler. Sammen med sin 47-årige mor og 50-årige far.

Billedserie: Florin Porosnicu bor igen sammen med sine forældre i deres lejlighed med to værelser i Onesti. Foto: Fagbladet 3F

Selv råder Florin Porosnicu over det ene værelse. Han sover på en slå ud-seng, der ligger hen over den ene del af en hjørnesofa. Foran sengen står et stort brunt skab med et fjernsyn og bamser oven på skabet. Der er også plads til et tøjskab samt en enkelt stol. På gulvet ligger et par åbne poser med chips og en stor, næsten tømt Coca-Cola-flaske i plastik.

- Det er okay at bo sammen med sine forældre. Jeg har alt, hvad jeg behøver. Man får også mad og det hele, når man bor hjemme, griner Florin Porosnicu og fortsætter:

- Jeg har ikke været klar til at flytte hjemmefra før. Men jeg er 20 år nu, så jeg vil gerne have mit eget sted. Gøre det på min egen måde.

Han drømmer om at tjene penge nok til, at han kan købe sit eget hus i Onesti og bo sammen med sin kæreste. Og måske skabe sin egen virksomhed inden for oliebranchen.

Rumæneren udelukker dog ikke fuldstændigt at rejse til Danmark og på ny arbejde inden for dansk landbrug, som i adskillige år har meldt om mangel på arbejdskraft. Men så skal det være et arbejde under ordentlige vilkår og ikke i stalden hos Hejrskov Mælk ApS.

- Jeg troede ikke, at det ville gå så vidt. At jeg ville blive truet. Slået. Og sendt hjem. Det er ikke normalt. Det er ikke menneskeligt, konstaterer Florin Porosnicu.

DSC_6618