Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

Et stigende antal indvandrere dygtiggør sig til arbejdsmarkedet gennem efteruddannelse, viser tal fra Danmarks Statistik. En af dem er rumænske Gabriel Chirica, der efterfølgende fik job.

Gabriel Chirica, 36 år, fra Rumænien har efteruddannet sig og efterfølgende fået job på elementfabrikken Confac i Randers.

Antallet af indvandrere, der deltager i AMU-kurser, er gennem de sidste 10 år steget betydeligt.

Gabriel Chirica, 36 år, fra Rumænien er en af dem, der har efteruddannet sig og efterfølgende fået job.

- Det var rigtig godt for mig at tage efteruddannelse. Jeg lærte samtidig dansk, og jeg fik job i den virksomhed, hvor jeg var i praktik. Det er et godt job, siger Gabriel Chirica, der arbejder på elementfabrikken Confac i Randers. Han deltog i kurset ‘Vejen frem - Bygningsarbejder for tosprogede’ hos AMU Nordjylland.

I 2005 deltog knap 37.000 indvandrere på et AMU-kursus, mens tallet i 2015 var steget til knap 47.000, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er en stigning på mere end 25 procent.

Ledige efterspørger kurser

Den stigning kan flere AMU-skoler nikke genkendende til. Ifølge Jens Odgaard, uddannelseschef ved AMU Syd, er en af årsagerne blandt andet, at der de senere år er kommet rigtig mange polakker og rumænere til Danmark.

- Mange har slået sig ned i landet og klaret sig nogle år på arbejdsmarkedet. Når de bliver ledige efterspørger de kurser, som kan kvalificere dem til andre jobs, siger Jens Odgaard, der også får henvendelser fra virksomheder, der har flere ansatte, som de gerne vil sende på kursus samtidig.

Det er typisk kurser inden for bygge- og anlæg, transport og svejseområdet, der er efterspørgsel på.

Ifølge John Vinsbøl, der er VEU- og udviklingschef på Selandia, handler det også om, at AMU-kurserne er en hurtig vej ind på arbejdsmarkedet for indvandrere.

- På for eksempel serviceområdet er der et stigende antal indvandrere i beskæftigelse. Men det kræver kurser. Samtidig er der i mange brancher myndighedskrav om certifikat, inden man kan få job i branchen, siger John Vinsbøl.

Positiv udvikling

Torben Møller Hansen, der er direktør for Foreningen Nydansker, håber, at endnu flere indvandrere vil benytte sig af efteruddannelse.

- Stigningen er meget positiv. Der er et meget stort efteruddannelsesbehov for de her mennesker, og derfor er det vigtigt, at de dygtiggør sig, siger Torben Møller Hansen og tilføjer:

- Der burde være endnu større fokus på uddannelse af indvandrere. AMU og VEU er nøglen til en stabil og bred indgang på arbejdsmarkedet for vores flygtninge og indvandrere.

Gabriel Chirica har været i Danmark i syv år, men er først nu via efteruddannelse ved at lære det danske sprog. I Rumænien arbejdede han som bilsælger. Men et par års arbejdsløshed har ikke slået ham ud:

- Hvis man vil arbejde, så skal man nok finde et arbejde, siger han.