Gå til hovedindhold

Fejlmeddelelse

  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 90 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 91 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).
  • Notice: Undefined index: und i include() (linje 92 af /srv/www/sites/all/themes/fagbladet_3f/templates/node/node--article--full.tpl.php).

Pensionsselskab beskyldte mand for at havde løjet om sygemelding og ville kun udbetale del af millionbeløb, men nu får de efterladte hele summen efter en klage.

Obduktionsrapporten viser, at manden døde af akut hjertesvigt og ikke af komplikationer efter operationen.
FOTO: Arkiv / Billedbureauet Colourbox

En familiefar blev fundet død to dage efter, at hans livsforsikring var trådt i kraft. Det fik SEB Pension til at spekulere i, om manden havde snydt med sine oplysninger til selskabet - der nægtede at udbetale den fulde forsikringssum til hans efterladte.

SEB Pension mente, at manden ved underskriften på forsikringen havde løjet om sygemelding. Men det afviser Ankenævnet for Forsikring i en ny afgørelse.

Også arbejdsmarkedspensionsselskaber benytter i nogle tilfælde erklæringer, hvor medlemmer skal skrive under på, at de er raske. Den aktuelle sag viser, at det ikke kun er en formalitet - og samtidig dokumenterer den også, at der skal meget til, før en forsikringstager kommer i klemme.

Sådan gik mandens sidste to uger på jorden

Familiefaren ville gerne oprette en gruppeforsikring og fik tilbud med en sum på 720.000 kroner. Inden han nåede at underskrive tilbuddet, tog han på en weekendtur med sin kone.

På rejsen fik han en blodprop, og læger på stedet gennemførte en ballonudvidelse i hjertet. Det skete otte dage efter tilbuddet fra forsikringsselskabet.

Efter indgrebet gav lægerne manden lov til at rejse hjem - hvis blot han ikke bar på tunge kufferter eller på anden måde overanstrengte sig.

Yderligere fem dage senere underskrev manden forsikringen. Det skete med en forhøjelse af forsikringssummen til det firedobbelte - 2.880.000 kroner.

Uden varsel døde manden to dage senere.

Vidner bekræftede, at manden var på arbejde

Efter mandens død ville SEB Pension kun udbetale de 720.000 kroner, som selskabets første tilbud til manden havde lydt på.

De mente, at manden havde snydt, da han underskrev forsikringspapirerne, og bekræftede, at han ikke var sygemeldt. SEB Pension mente, at en så indgribende operation som en ballonudvidelse måtte betyde, at manden havde - eller burde have - været sygemeldt.

Men folk fra hans job bevidnede, han havde været på arbejde, ligesom mandens læge kunne bekræfte, at manden havde været forbi ham samme dag, som han underskrev den forhøjede forsikring.

Familielægen fortæller, at manden ikke havde fysiske mén efter blodproppen, og at der ikke var brug for sygemelding.

Det får samlet ankenævnet til at konkludere, at den nu afdøde mand ikke har givet urigtige oplysninger. Han var hverken akut syg eller sygemeldt. Derfor skal de efterladte have de resterende godt to millioner kroner, som pensionsselskabet i første omgang nægtede dem.

SEB Pension har hurtigt efter afgørelsen udbetalt beløbet til familien.

Ankenævnet holder den afdøde mand og hans familie anonym.